Christmas Miracles ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 25 dec. 2012
  • Status: Igang
Keyla Sophia Miller er en attenårig studerende fra London. Hendes søster Keria lever med leukæmi og ved hun er døden nær. Keylas forældre beslutter derfor at tage til deres hus i Riversdale, Irland, for at få deres sidste jul sammen. Kan denne ene jul vende om på det hele? Det viser sig at blive en jul, der for Keylas side ændrer sig til noget af et eventyr, da hun møder de nye mennesker i nr. 18: Horan-familien. Hvem vidste at julen faktisk indeholdt mirakler?

330Likes
186Kommentarer
27640Visninger
AA

5. 3. december

Idet jeg stod udenfor og skovlede sne, så jeg min mor køre Kerias kørestol ud. "Cordell skynd dig nu og start bilen" råbte min mor i hast, mens hun selv hjalp Keria ud af kørestolen og ind i bilen. Min far løb ud i indkørslen sammen med Keeley, før jeg overhovedet kunne nå at opfatte hvad der skete. Min mor smækkede bildøren og kiggede på mig, "Keyla, køber du ikke noget mel i kiosken til vi er hjemme?" spurgte min mor, selv om det nu ikke var et spørgsmål. Og før jeg nåede at svare, var bilen allerede kørt væk. Jeg sukkede lettet op, da pengene fra i går stadig lå i min lomme. Uden at sætte fokus på alle de negative tanker i mit hoved, smed jeg skovlen og gik den præcis samme vej mod kiosken. Den vej jeg i går havde gået og mødt Niall. Niall der ikke så ud til at være hjemme, da jeg gik forbi hans hus med mørke ruder. Kioskturen gik præcis på samme måde som i går, bortset fra de denne gang havde hvad jeg kom efter. Så med mel i en pose, begyndte jeg turen hjem.

Med et smil om læben, der kort efter forsvandt, trak jeg ned i håndtaget. Døren gav ikke efter og det stod klart, at den var låst. Og som jeg ledte efter mine nøgler i min lomme, gik det op for mig, at jeg ikke havde taget dem med ud. ”Fuck lortet,” sagde jeg irriteret med et suk og kiggede rundt. Kulden omfavnende min krop, og kom jeg ikke inden for så jeg godt avisannoncerne i morgen: Teenager død af kulde.

Hvorfor lige, når december skulle være så hyggelig?

Jeg kiggede rundt og så lysene rundt om i husene, bortset fra Nialls. Den eneste jeg havde snakket med her i området, var selvfølgelig ikke hjemme.

Efter nogle minutter frøs jeg så meget, at jeg næsten overvejede at opsøge Mrs. (og evt. Mr.) Smith. Men så hellere holde kulden ud.

Hvor lang tid kunne det tjek også tage? Godt nok var hospitalet en halv times kørsel herfra, men jeg kunne vel godt holde omkring to timer ud.

Medmindre den virkelig var gal med Keria. Så blev jeg virkelig nødt til at opsøge nogen.

Kulden havde taget fat om min krop og jeg mærkede kulden helt inde i kroppen. Mine tænder klaprede og jeg så hvordan sneen faldt over Riversdale. Det var det eneste der lige nu kunne få et smil på mine læber. Eftersom min mobil også lå indenfor, anede jeg ikke hvad klokken efterhånden var blevet. Med ud fra at lygtepælene var blevet tændt, var det i hvert fald aftensmadstid, hvis ikke senere.

Da jeg kiggede væk igen, hørte jeg pludselig nogen skridt. ”Er du okay?” spurgte en velkendt stemme, da jeg kiggede op. Niall stod foran mig og gav mig et forsigtigt smil. ”Jeg tænkte du måske godt kunne tænke dig noget chokolade,” sagde han kækt og gik hen til mig.

Op fra lommen trak han en stor plade chokolade og jeg kiggede undrende på ham. ”Hvordan har du fået det?” spurgte jeg, da jeg vidste kiosken var den eneste butik i nærheden, medmindre man var villig til mindst at køre en halv time i bil.

Niall løftede skuldrene, da han tog papiret af, ”det er vel min hemmelighed,” sagde han med et grin og knækkede en række til mig. ”Du ser ud til at fryse,” sagde han, da han rakte det til mig.

Jeg nikkede, ”jeg har siddet herude i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg fryser som en sindssyg,” erkendte jeg og hostede.

Niall kiggede bekymret på mig, ”tror du ikke det vil være en god idé, at du gik inden for så?” spurgte han.

Jeg rullede med øjnene, ”tror du ikke også, at det er det jeg har prøvet på.” Jeg holdte en pause og kiggede ud i sneen, der var begyndt at lægge sig på vejen. ”Keria skulle hurtigt på hospitalet, og ja, det er en lang historie, men kort – jeg fik ikke mine nøgler med ud.”

Niall kiggede på mig og nikker, men rejser sig så op. ”Jeg tror det er den bedste idé, hvis du kommer med ind hos mig.” Han overraskede mig, da han hjalp mig op og jeg kiggede på ham. ”Medmindre du vil sidde her og fryse?” sagde han med et grin.

Det var en mærkelig følelse, da vi gik mod hans hus. Hvorfor ville han pludselig have mig med indenfor? Vi havde kun kendt hinanden i ikke engang to dage, og allerede var han som den bedste ven for mig. ”Er dine forældre hjemme?” spurgte jeg og puttede mine hænder i lommen, mens jeg kiggede ned.

Han kiggede på mig, ”ja, men de vil forstå dig. De er ikke farlige,” grinede han og gik ind mod hoveddøren, da vi nåede nr. 18.

Inden jeg gik ind, stoppede jeg ham. ”Jeg har det altså ikke særlig godt,” sagde jeg og prøvede at få det til at lyde som sygdom, selv om det var nervøsiteten der vandt i denne sammenhæng.

Igen kom der et bekymret blik fra hans side, da han kiggede på mig. ”Det er præcis derfor, at du skal med ind.” Ikke lige det svar jeg havde regnet med, men nu var det sådan det blev, da Niall åbnede døren og hev mig med indenfor.

Hans mor kom straks ud til os og kiggede med et løftet øjenbryn på mig. ”Hyggeligt. Du har mødt en veninde,” sagde hun og gav mig hånden. Jeg rystede den forsigtigt og kiggede på Niall.

Han gav sin mor et smil. ”Keyla, det her er min mor. Mor, det her er Keyla,” sagde han.

”Jeg sagde jo, at der nok skulle være en på din alder,” sagde hun til Niall og rodede hans hår med hånden. ”Vil I ikke hjælpe mig med at bage nogle julesmåkager?” spurgte hun og kiggede på os.

Niall trak på skuldrene, ”det har du vel ikke noget i mod, vel Keyla?” spurgte han og kiggede mig ind i øjnene.

”Det er bedre end at være udenfor,” sagde jeg med et smil.

Efter at dejen havde hævet og Nialls mor var gået ovenpå for at tage en lur, stod Niall og mig nu tilbage med dejen i skålen. ”Hvad kunne du tænke dig at lave?” spurgte han og begyndte at lægge mel på bordet.

”Altså hvilke slags figurer?” spurgte jeg, for at forstå hans spørgsmål.

”Ja. Skal vi lave nogle grise?”

”Grise?”

”Det er den eneste form vi har, udover engle,” forklarede han og holdte de to forme op.

Jeg grinede af ham, og tog grisen ud af hans hånd, ”lad os lave nogle grise så,” sagde jeg og begyndte at trykke griseformen ned i formen.

”Det er du nok god til,” sagde Niall ironisk, da jeg nu havde ødelagt de tre første grise, jeg prøvede at få fri fra den resterende småkagedej.

Jeg rakte ham griseformen. ”Så gør du det bedre,” sagde jeg.

Og selvfølgelig kom der på første forsøg den mest perfekte grisesmåkage.

”Fuck dig,” sagde jeg irriteret og krydsede armene for sjov. Niall grinede igen, og det stod hurtigt klart for mig, at Niall elskede at grine. Han gjorde det stort set hele tiden. Men det var nu ret sødt.

 

❄❄❄❄

Håber I kunne lide kapitlet .. :)

Undskyld, at der ikke er blevet opdateret de sidste par dage, har haft vildt travlt! Håber at få dem skrevet i løbet af weekenden.

Tak fordi i læser :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...