Christmas Miracles ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 25 dec. 2012
  • Status: Igang
Keyla Sophia Miller er en attenårig studerende fra London. Hendes søster Keria lever med leukæmi og ved hun er døden nær. Keylas forældre beslutter derfor at tage til deres hus i Riversdale, Irland, for at få deres sidste jul sammen. Kan denne ene jul vende om på det hele? Det viser sig at blive en jul, der for Keylas side ændrer sig til noget af et eventyr, da hun møder de nye mennesker i nr. 18: Horan-familien. Hvem vidste at julen faktisk indeholdt mirakler?

330Likes
186Kommentarer
28181Visninger
AA

17. 24. december

”Keyla, hvornår slutter besøgstiden på hospitalet?” spurgte Liam, eftersom han ville han alle detaljer på plads.

Jeg grinede, ”igen kl. 16 Liam,” svarede jeg, mens han skrev det ned på hans telefon hvor han havde alt andet nødvendigt til vores udflugt senere.

Liam kiggede på uret der lige havde passeret 12. ”Så hvis vi kører der, er vi cirka ved hospitalet på det tidspunkt, og så har vi en halv time til at synge for Keria, det er vel nok?” spurgte han os andre, der med det samme nikkede, selv om ingen os af rigtigt forstod hvad han prøvede at sige. 

Niall rejste sig fra sofaen og kom op bagfra. ”Men jeg synes også, at der skal være tid til at Keyla  kan snakke med hende først, eller eventuelt efter,” sagde han og klemte blidt min hånd. Han forstod mig virkelig, når det kom til Keria. Han ønskede det bedste for hende og for mig.

Liam nikkede og skrev igen noget ned. ”Hvis vi synger what makes you beautiful, og først lige siger vi håber du bliver rask eller sådan en bemærkning, og så synger, kan der da højest gå 10 minutter, hvis noget skulle gå galt,” han talte ud i det blå, men bare han selv havde styr på det, var det vel fint.

Liam skrev og skrev, da jeg kom i tanke om en ting, han nok ikke havde tænkt på. ”Hvordan kommer vi derhen?” spurgte jeg, da det krævede noget af en bilist at køre igennem sneen her i Riversdale.

Liam bankede irriteret, men ikke voldsomt, i bordet, ”jeg vidste der var noget jeg havde glemt.” Han rejste sig og kiggede rundt i huset, men da de eneste i stuen var Niall, Liam og jeg, blev han nødt til at råbe. ”Louis, kommer du lige?”

Der gik ikke mange sekunder før Louis stod for enden af trappen. ”Hvad sker der?” spurgte han, da han så Liams helt fortabte ansigt.

”Tror du, at du kan køre i sneen derude?” spurgte Liam.

Louis kiggede på døren, ”lad mig lige tjekke det,” lød det fra ham, da han gik hen for at åbne døren. Vi andre gik videre med andre detaljer, da det nervøst kom fra Louis: ”guys, har I tjekket vejret?”

Vi skyndte os alle ud til døren, og så præcis hvad Louis lige havde talt om. Der var i den grad snestorm. ”Fuck,” hørte jeg Niall sige fra min side.

”Hvad gør vi?” spurgte jeg Liam, da han måtte vide, hvad der var bedst.

Liam så næsten fortabt ud, men så heldigvis ikke ud til at have givet op. ”Hvis du virkelig brænder for det, så gør vi det. Jeg er klar til at tage chancen.”

Selv om spørgsmålet var stillet til mig, var det Niall der svarede, ”jeg brænder for det. Lige meget hvad, vil jeg virkelig gerne af sted.”

Jeg gav Niall et stort smil og mærkede hvordan mine kinder blussede op. ”Det er virkelig sødt af dig,  Niall.” Han gav mig et smil tilbage og kyssede mig forsigtigt på panden. En følelse steg op i min krop og jeg mærkede glæden ved at skulle af sted.

 

Nogle timer efter, befandt vi os syv mennesker i Nialls forældres bil. Heldigvis var det en stor bil, men Keeley blev dog stadig nødt til at sidde på mit skød. ”Går det?” spurgte jeg nervøst Louis, da han prøvede at køre igennem sneen i snestormen der i de senere timer havde taget til.

”Fint,” kom det fra ham. Han prøvede for alt i verden at holde koncentrationen.

Da vi endelig kom ud på en af hovedvejene, kunne man godt se, at vejrnyhederne havde bedt folk om at blive inde. Der var stort set ingen biler på vejen. Men vi tog chancen, og ville det gå galt, ville det gå galt. Jeg var bare så taknemmelig for, at drengene virkelig ville gøre dette for Keria.

Men da min mobil kort efter ringede, turde jeg næsten ikke tage den. Havde hun allerede forladt os?  Det var min far der forklarede hvor trist han var over, at han ikke kunne komme og hente os, og at han ikke vidste, hvordan vi skulle holde jul.

Heldigvis lod han ikke til at høre stormen udenfor igennem telefonen. ”Bare I er der for Keria,” sagde jeg inden jeg lagde på. ”Min far henter os ikke, så det bliver en overraskelse for alle,” sagde jeg med et smil, da jeg lagde telefonen væk.

Men inden nogle kunne nå at svare, gled bilen lidt i sneen og alle holdt vejret. Jeg måtte nærmest have hoppet i sædet, for Niall tog min hånd og klemte den blidt. ”Det hele skal nok gå,” lovede han.

Forsinkede som vi var blevet, havde vi nu kun et kvarter til at hele planen skulle lykkedes. Selv om vi havde forklædninger til drengene bag i, løb vi bare alle sammen igennem snestormen og ind i receptionen.

Om det var jul, eller lægerne var ligeglade, var ikke til at sige, eftersom ingen bad os om at gå, da vi stort set spurtede alle sammen.

Med ti minutter igen, nåede vi værelset. Mine forældres ansigter udstrålede en glæde, da de så både Keeley og jeg. Men jeg havde ingen tid til at forklare.

Idet jeg åbnede døren ind til værelset, så jeg hvordan Keria så mere svag ud end sidst. ”Keria, kan du høre mig?” spurgte jeg og fik et halvhjertet nik fra hende. ”Jeg har en overraskelse med til dig. Tror du, at vi kan løfte din seng, så du kan se ordentligt?” Efter endnu et nik fik jeg løftet hendes seng, så hun nu sad halvt op. ”Når du hører denne sang, så skal du virkelig tænke på budskabet. For du er smuk, lige meget hvor syg du er, okay?” sagde jeg og gav hende et blidt kys på kinden, da Liam åbnede døren og startede de smukke sætninger til what makes you beautiful.

Kerias ansigt lyste op, da hun så alle drengene der nu stod i hendes hospitals værelse. Hun blev så ellevild, at hun nærmest smed mig ud lige bagefter, for at snakke alene med dem.

Det tog dog kun kort tid, da hun nu derefter kun ønskede mig ind. Niall gav mig et forsigtigt smil, da  han kom ud derfra – et smil jeg ikke kunne tyde. Hendes bryst sænkede sig forsigtigt op og ned, da jeg gik ind. Håret lå filtret op ad hovedpuden, da jeg forsigtigt aede hende på hovedet. ”Hvordan har du det så nu?” spurgte jeg, selv om jeg godt vidste hvad hun ville svare.

Hendes læbe dirrede, ”ikke særlig godt, men tak for overraskelsen” Det vær svært at se hende i øjnene, velvidende at hun ikke havde lang tid tilbage. Det kunne være nogle få timer, hvis vi var heldige. Hendes hånd bevægede sig forsigtigt hen til min, og hun gav mig et blidt klem. ”Keyla, du må love mig noget,” sagde hun,  mens hun kæmpede for at holde øjnene åbne.

”Lige hvad du ønsker,” sagde jeg.

Hendes blik kiggede pludselig ind i mit med en anden glød end før. Hun ønskede virkelig det her. ”Elsker du ham?”

Jeg kiggede på hende, og lignede en der havde set et spøgelse. At sådan et stort spørgsmål kom fra sådan en lille pige som hun nu var, var forbavsende. ”Om jeg elsker ham?”

Hun nikkede langsomt, og havde stadig sit blik fastholdt på mig. ”Svar mig,” sagde hun og hostede derefter.

”Hvorfor vil du gerne vide det?” spurgte jeg og aede hende forsigtigt.

Hun blinkede, ”fordi jeg gerne vil dø lykkelig. Hvis du er lykkelig, er jeg lykkelig.” Hun talte pludselig med så store ord, at jeg blev helt rørt indeni.

Jeg kyssede hende på panden og mente hvert ord jeg sagde: ”Jeg elsker ham,” sagde jeg og så smilet på hendes læber. Jeg elskede ham virkelig.

Og kort efter det, stoppede hendes bryst med at bevæge sig.

Hun var væk.

-

Der kommer en kort epilog, men ellers er historien stort set færdig.

Men går i gang med epilogen nu :)

Håber I kunne lide dette kapitel, bortset fra enden selvfølgelig, men ja xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...