Christmas Miracles ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 25 dec. 2012
  • Status: Igang
Keyla Sophia Miller er en attenårig studerende fra London. Hendes søster Keria lever med leukæmi og ved hun er døden nær. Keylas forældre beslutter derfor at tage til deres hus i Riversdale, Irland, for at få deres sidste jul sammen. Kan denne ene jul vende om på det hele? Det viser sig at blive en jul, der for Keylas side ændrer sig til noget af et eventyr, da hun møder de nye mennesker i nr. 18: Horan-familien. Hvem vidste at julen faktisk indeholdt mirakler?

330Likes
186Kommentarer
28343Visninger
AA

14. 21. december

Næste morgen fandt jeg Keeley i køkkenet. Hun stod med hovedet inde i køleskabet, og reagerede ikke, da jeg prøvede at få hendes opmærksomhed. Først da jeg rørte hende på skuldrene, reagerede hun ved at springe tilbage. ”Oh, undskyld, jeg var bare lige væk,” stammede hun og lukkede køleskabet.

”Hvad sker der?” Keeley opførte sig ikke sådan, uden at have en god grund til det.

Hun kiggede i jorden, inden hun bumpede ind i mit favn og ønskede et kram. Hendes spinkle krop rystede, da jeg holdte hende helt ind til mig. ”Ikke så ked af det,” prøvede jeg at sige det, men de tårer der begyndte at dryppe fra hendes øjne, viste det ikke hjalp.

Jeg var så berørt af hendes adfærd, at jeg ikke skældte ud, da hun tørrede tårerne væk i min bluse. ”Jeg vil bare have, at Keria bliver rask,” græd hun.

Forsigtigt aede jeg hende på håret og fik hende til sidst til at kigge på mig. ”Hun skal nok overleve.”

Keeley troede selvfølgelig ikke på det, og begyndte bare at lade flere tårer rulle ned ad kinderne. ”Må jeg vise dig noget?” spurgte jeg og til min forundring hendes ansigt lyse op. ”Så skal du have ordentlig med tøj på, for vi skal ud i skoven.” Keeleys ansigtsudtryk var let at gennemskue. Ikke en *bip* hun gad med ud i skoven. ”Det skal nok blive sjovt.”

Efter en længere samtale om at få hende overtalt, befandt vi os nu under grantræernes grene, der af og til dryppede med vand far den optøede sne. ”Det er lige herover,” forklarede jeg, da vi kunne se træet. Keeley anede stadig ikke hvad hendes åndsvage storesøster havde slæbt hende med til, før hun selv så hjertet. G+C i et hjerte. Keeley var hurtigere end jeg havde været i går, og vidste straks hvem det drejede sig om.

Grace og Cordell, dengang Jackson og Miller, i dag kun Miller. Det efternavn jeg sjovt nok også havde. Keyla Sophia Miller. Tanken om, at jeg en dag nok skiftede efternavn, kunne jeg ikke forestille mig. Hvis jeg nu hed Keyla Sophia Jackson, det lyder bare mærkeligt, når jeg er vant til det andet. Men for kærligheden gør man vel, hvad mine forældre også valgte?

Keeley afbrød mine tanker, da hun råbte efter mig. ”Hvem er K + N?” spurgte hun, eftersom hun havde opdaget det hjerte Niall havde indgraveret i træets bark.

Et smil dannede sig på mine læber. ”Nok bare nogle bedste venner.”

Keeley smilede, ”eller nogle forelskede unge, der bare ikke tør indrømme det overfor hinanden.” Hun fjernede hånden fra træet og begyndte at traske hjemad i sneen. Nogle forelskede unge, det var ikke lige det man kunne kalde Niall og jeg. Men det med indrømmelsen? Vent lige lidt – troede Keeley vi var forelskede?

”Keeley vent lige,” udbrød jeg, da det gik op for mig, at hun allerede var meter foran mig.

Mørket havde sænket sig over Riversdale, da jeg tog mig sammen til at spørge ind til Keeleys tidligere bemærkning. ”Keeley, hvorfor sagde du det dér tidligere?”

”Sagde hvad?”

”Det med et nogle forelskede unge,” ledte jeg hende hen til, og hun udbrød straks med det største smil.

”Du tror virkelig, at jeg er så dum, hva’? Keyla, det er jo så nemt at se Niall og dig har et eller andet,” sagde hun og blinkede til mig som var hun den ældste. ”Og det i træet, det gør det ikke ligefrem mindre hemmeligt vel,” sagde hun og udstødte et stort grin som om kærligheden var ingen ting i hendes øjne.

Jeg trak på skuldrene, ”du skal vide det kun er et venskabshjerte, Niall sagd-”

”-venskabshjerte? Laver du alvor?” spurgte hun og kiggede mig direkte ind i øjnene.

Jeg rystede på hovedet, ”han sagde, at vi var bedste venner, så tror ikke der er mere i det,” forklarede jeg og mærkede hvordan jeg slet ikke følte mig tilpas i situationen.

Keeley kiggede underligt rundt, og var hurtigt væk, efter sin sidste bemærkning: ”Han virker ellers som om han er helt væk i dig. Præcis ligesom du opfører dig som er i allerede gift.” 

 

så kom endnu et kortere kapitel, hvilket det næste nok også bliver. Men d. 23 og 24 skal nok blive mindst 1000 ord, håber jeg :D

Tak igen for al støtten xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...