Christmas Miracles ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 25 dec. 2012
  • Status: Igang
Keyla Sophia Miller er en attenårig studerende fra London. Hendes søster Keria lever med leukæmi og ved hun er døden nær. Keylas forældre beslutter derfor at tage til deres hus i Riversdale, Irland, for at få deres sidste jul sammen. Kan denne ene jul vende om på det hele? Det viser sig at blive en jul, der for Keylas side ændrer sig til noget af et eventyr, da hun møder de nye mennesker i nr. 18: Horan-familien. Hvem vidste at julen faktisk indeholdt mirakler?

330Likes
186Kommentarer
28341Visninger
AA

4. 2. december

”Tak for mad,” takkede Keeley, da hun rejste sig fra middagsbordet. Selvom vores andres tallerkner stadig var fyldt med risengrød, gjorde min mor tegn til, at hun gerne måtte gå. Efter Keeley havde vasket sin tallerken, efter streng ordre fra min mor, gik hun ovenpå og efterlod mig derfor alene tilbage med mine forældre.

Min far bedte om vandet og kiggede på mig. ”Hvordan har du det med at få så tidligt fri fra skole?” spurgte han, og viste først interesse for det nu, efter vi var taget af sted.

Det havde været en svær diskussion at få min rektor til at give mig 20 dage før fri, men efter min far havde forklaret situationen angående Keria, var han heldigvis gået med til det. Ikke at jeg i starten havde været glad for valget om ikke at se mine kammerater i over en måned, men på grund af Keria, havde jeg indset at i denne situation var familien vigtigst. Derfor var mit svar: ”Alt for Keria.”

Min mor kiggede på uret og var hurtig til at få spist færdig. ”Keria skal til tjek om en halv time,” forklarede hun og gik over mod køkkenet. Hospitalet derhjemme i London havde lavet en speciel aftale med et hospital herovre i Irland, at vi kunne komme til tjek med Keria. Og et af de tjek var så om en halv time. ”Cordell, vækker du hende?” spurgte hun min far, der straks nikkede og gik ovenpå.

Og sådan kom jeg til at være helt alene ved middagsbordet. Tusind tak …

Min mor kom over for at tage opvasken. ”Vil du ikke smutte i kiosken efter noget chokolade til i aften?” spurgte hun og kiggede på mig.

”Jo,” svarede jeg, da jeg godt vidste, at et nej ville føre til en sur mor. Min mor gav mig et smil, mens hendes øjne signalerede at jeg skulle gå nu. Jeg sukkede forsigtigt og gik ud mod entreen. Selvom vi ikke havde været her i to år, kunne jeg stadig turen ned til kiosken som var det vejen til mit eget hus.

Kulden kom mig endnu engang i møde, denne gang var jeg dog bedre forberedt. Med vanter, jakke, halstørklæde og hue, kunne kulden bare komme an. Turen lignede sig selv, da jeg gik op ad vejen. Den eneste, men også største ændring, der fangede min opmærksomhed, var huset ved nr. 18. Da jeg gik forbi, kunne jeg ikke holde mig væk fra at kigge på postkassen. Horan stod der med store hvide bogstaver. Horan - irsk kunne jeg da hurtigt erklære det var.

Der gik kun fem minutter før jeg var henne ved kiosken, der lignede sig selv med den fine lyskæde omkring Kiosk-skiltet. Da det var en familieejet forretning, genkendte jeg Mrs. O’Connor med det samme.

Da hun kiggede op fra disken og så mig, formede der sig et stort smil på hendes læber. ”Keyla!” sagde hun højt og gik hen til mig. ”Hvor er det længe siden,” sagde hun og gav mig et kram.

”Det er det, Mrs. O’Connor,” sagde jeg og gav hende et lille smil.

”Kald mig Carla, søde,” insisterede hun og smilede til mig. ”Du er blevet så stor på to år,” sagde hun med et lille grin.

Jeg trak på skuldrene, ”det er jeg vel,” sagde jeg og grinte selv.

Mrs. O’Connor blev kort efter seriøs i ansigtet, da hun kiggede på mig. ”Hvordan går det med Keria?” Det var nemt at hør nervøsiteten i hendes stemme.

”Hun har det godt. Altså hun har nok kun denne måned tilbage, men ellers godt.” Mrs. O’Connor kiggede undskyldende på mig, som om det var hendes skyld, hvilet det aldrig ville komme til at blive.

Mens vi stod der, hørte vi begge klokken fra døren bag os. Mrs. O’Connors ansigt ændrede sig pludselig til nogle store øjne, og da jeg vendte mig om, forstod jeg hende. Foran os stod Niall Horan. Man kunne ikke bo i England eller Irland, og ikke vide hvem han var.

Han kiggede på os. ”Jeg er altså intet monster,” sagde han og smilede til os begge.

Mrs. O’Connor smilede hurtigt til ham, mens jeg stadig bare stod der og stirrede. Jeg skulle lige forstå, at den dreng jeg i går havde kigget på, var verdenskendt sanger. Ikke at jeg interesserede mig for deres band, men det var da altid mærkeligt at stå foran en med stjernestatus.

Til sidst fik jeg vendt mit blik væk fra ham og kiggede på Mrs. O’Connor. ”Jeg kom egentlig, fordi min mor gerne ville have noget chokolade,” sagde jeg og gav hende et smil.

Mrs. O’Connor trak på skuldrene, ”det er jeg ked af kæreste, men vi har desværre intet tilbage,” sagde hun og klappede mig på skulderen.

Jeg nikkede, ”helt i orden. Det må jeg så bare fortælle min mor,” sagde jeg og smilede skævt til Mrs. O’Connor.

Hun nikkede forstående, ”men vi ses vel en anden dag,” sagde hun og gav mig det sidste smil, inden jeg gik forbi Niall og ud i kulden.

Få minutter efter, da jeg var i gang med at gå, hørte jeg skridt bag mig. ”Vent lige,” hørte jeg en stemme med meget irsk accent, råbe efter mig. Og da jeg kiggede mig over skulderen, kom Niall løbende mod mig.

Okay bare det at se en verdensstjerne var vildt i sig selv, men at han derefter løb efter mig var uvirkeligt. Men igen, han var jo bare et helt normalt menneske – han var bare født med et talent.

Niall kom op til mig og gav mig et smil. ”Jeg tænkte bare, at jeg ville præsentere mig selv ordentligt,” sagde han og gav mig hånden. ”Mit navn er Niall James Horan,” forklarede han med et smil.

”Det ved jeg godt,” havde jeg lyst til at sige, men lod denne præsentation være en hel anonym hilsen. Altså indtil jeg nu også præsenterede mig selv: ”Keyla Sophia Miller.”

Niall gav mig et smil. ”Rart at møde dig, siden du nok er den eneste i området på min egen alder. I hvert fald indtil juleferien,” sagde han og vi begyndte at gå.

”Tro mig, selv i juleferien er vi de eneste på vores alder. Sådan er Riversdale,” forklarede jeg. Det kunne godt være jeg ikke havde været her i to år, men dem på vores alder, ville holde sig væk - hvis de havde muligheden.

”Nå, men så er det jo bare os,” sagde han med et smil. ”Men hvordan kan det være du allerede er her? Går du ikke i skole?” spurgte han og kiggede på mig.

”Jo, jeg studerer i London,” forklarede jeg.

”Man kan godt høre du er fra England og ikke Irland,” grinede han kort efter.

Med et skævt smil fortalte jeg videre: ”Men fordi jeg er her, er fordi min syvårige lillesøster har leukæmi. Og da det nok er hendes sidste jul, valgte mine forældre at tage en hel måned fri.” Da jeg efterhånden havde fortalt om Keria flere gange, gjorde det mig ikke nedtrykt, at fortælle det til endnu en.

Heldigvis tog Niall det på en måde, der fik mit humør til at blive det samme. ”Det er jeg ked af at høre,” sagde han og puttede hænderne i lommen.

Jeg trak på skuldrene, ”jeg ser det på den måde, at Gud nok har større planer for hende i himlen end her,” forklarede jeg.

Niall nikkede, men stoppede så op, da vi var nået til hans hus. ”Nå, men vi ses vel en anden gang, Keyla,” sagde han og gav mig det sidste søde smil, inden han gik ind. Der var noget over den måde han udtalte mit navn, der fik mig til at stirre på ham, indtil han havde lukket døren efter sig.

Og først der, kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde fået spurgt ham om, hvorfor han allerede var her. Men som han sagde det, var det nok ikke sidste gang vi havde set til hinanden.

 

❄❄❄❄

Så fik Keyla og Niall deres første samtale! Det er måske ret tidligt, men i sådan lille by, måtte de jo snart mødes sådan rigtigt.

I hvert fald, hvad tror I der sker i morgen ;)?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...