Christmas Miracles ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 25 dec. 2012
  • Status: Igang
Keyla Sophia Miller er en attenårig studerende fra London. Hendes søster Keria lever med leukæmi og ved hun er døden nær. Keylas forældre beslutter derfor at tage til deres hus i Riversdale, Irland, for at få deres sidste jul sammen. Kan denne ene jul vende om på det hele? Det viser sig at blive en jul, der for Keylas side ændrer sig til noget af et eventyr, da hun møder de nye mennesker i nr. 18: Horan-familien. Hvem vidste at julen faktisk indeholdt mirakler?

330Likes
186Kommentarer
27637Visninger
AA

11. 13. december

If you don't wanna take this slow

If you just wanna take me home

Let me say yeah a yeah a yeah yeah a yeah

And let me kiss you

 

Det var da drengene havde sunget den sidste note af Kiss You, at min mobil gav lyd fra sig for første gang siden jeg kom. Fra pigernes høje skrig, gik jeg lidt væk fra backstage og så det genkendelige nummer på skærmen. Min mors hysteriske stemme, var slet ikke til at høre, da hun blidt sagde hej ind i telefonen. Straks mærkede jeg anspændelserne, da jeg spurgte hvad der var galt.

”Det er Keria.” Bare tre ord fra min mor og hele min verden faldt sammen.

”Er hun okay?!” Nu var det min stemme der var hysterisk.

Jeg hørte min mor snøfte i den anden ende. ”Lige nu er hun okay, men vi har måtte haste til hospitalet, så du bliver altså nødt til at tage hjem hurtigst muligt – men først skal jeg lige høre dig, om du kan hente noget i huset?” spurgte hun, og ændrede til sidst emnet om Keria til en åndsvag opgave.

”Jeg skynder mig hjem, og ja jeg skal nok hente det du behøver, Niall kan forhåbentlig køre mig,” forklarede jeg, og det sidste jeg hørte fra hende var overraskende: ”Bare husk at følg dit hjerte lige nu.”

Niall var kort efter ude ved mig og kiggede forundre på mig, som jeg stod der og først nu opdagede tårerne på mine kinder. ”Jeg ville være dum hvis jeg spurgte om du er okay, for det kan jeg se du ikke er.” Hans stemme var langsom, og viste hans hvordan han var bekymret for mig. Og uden rigtigt at tænke over noget, løb jeg ind i hans favn og mærkede hans arme omkring mig. ”Er det Keria?” spurgte han, og jeg prøvede at godt jeg kunne, at nikkede i hans favn. Han fik mig til at se ham i øjnene og han tørrede forsigtigt tårerne væk fra min kind. ”Det skal nok gå Keyla – hun skal nok klare den,” lovede han og gav mig et blidt kys på panden, der fik en følelse til at bekæmpe sorgen – dog ikke nok til, at den gik helt væk.

Da drengene kort efter viste sig på gangen og så Niall og jeg stå tæt, kunne jeg se på deres ansigter, at de ikke anede hvad de skulle sige. Heldigvis kom samtlige formuleringer af om vi ikke lige havde sagt vi var venner ikke. Det eneste Niall kunne sige, var at vi blev nødt til at tage hjem. ”Vi ses nytårsaften, drenge.” Drengene nikkede til hinanden og gav hinanden et stort bjørnekram.

”Kom,” kaldte Niall, og da jeg gik forbi drengene gav de mig alle et nervøst blik. De havde alle hørt om min situation derhjemme med Keria, og jeg kunne se i deres øjne, at de godt vidste, at det var der den var gal. Jeg gav dem et kort vink med hånden, inden Niall og jeg forlod det stadig igangværende show.

Niall tog min hånd, da vi var kommet ind i bilen og jeg lagde mit hoved på hans skulder. ”Vi skal lige forbi hotellet og hente vores kufferter.”

Jeg satte mig op, ”min mor bad mig om at hente nogen ting derhjemme, vil det være for besværligt at skulle køre til Tower Hill området?” spurgte jeg Niall, der blot gav mig et smil og rystede på hovedet. ”Tusind tak, Niall. Du er virkelig en god støtte,” takkede jeg og lagde mit hoved på hans skulder igen.

Jeg mærkede hvordan han smilede. ”Kun for dem jeg holder af.”

 

Nogle timer senere, da Niall og jeg gik op ad vejene til Riversdale, huskede jeg den første gang mine forældre havde vist mig byen. Det havde været en ligeså kraftig vinter som den i år, og vejene var næsten ikke til at køre på. Min mor havde været et helt andet jeg, men kun en datter.

Det var flere gange om dagen, man så hende smile.

”Det var virkelig rart at have dig med, Keyla.” Niall stoppede foran sit hus. Hans kuffert stod uden for døren, da bilen havde sat os af nogle hundred meter nede af vejen, og selv havde sat baggagen af.

Jeg rettede på min hue og gav ham et forsigtigt smil, ”jeg er glad for du gad have mig med. Selv om Keria nu er på hospitalet, er jeg glad for at komme til væk fra det hele,” sagde jeg ærligt og mærkede varmen i kroppen, da Niall gav mig et kys på panden.

Inden han tog det sidste skridt hen til døren, stod vi og i få sekunder og så hinanden i øjnene, indtil han forlod mig stående i den dalende sne. Med et smil og blandede følelser, gik jeg de sidste meter mod mit hus, og mærkede straks hvordan mørket fik mit humør til at falde med det samme.

Klokken nærmede sig ti, da jeg allerede besluttede mig for at gå i seng. Da jeg gik forbi Kerias åbne dør, blev en tanke til realitet, idét jeg trådte ind på værelset. Det eneste lys i værelset, fra det der kom udefra, og som jeg kiggede ud på sneen, så jeg Niall kigge på det samme som mig. Først sneen men nu hinanden. Selv om han var længere væk, mærkede jeg hans smil varme hele rummet op. Jeg vinkede forsigtigt til ham, og uden at tænke mere over det, trak jeg gardinet ned. Tanken om min familie befandt sig kilometer væk, irriterede mig ikke, da jeg lagde mig i Kerias seng og hurtigt faldt i søvn.

❄❄❄❄

Ikke det længste kapitel, men håber I kunne lide det :) Skriver mere i aften, hvis jeg har tid xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...