Christmas Miracles ❄ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2012
  • Opdateret: 25 dec. 2012
  • Status: Igang
Keyla Sophia Miller er en attenårig studerende fra London. Hendes søster Keria lever med leukæmi og ved hun er døden nær. Keylas forældre beslutter derfor at tage til deres hus i Riversdale, Irland, for at få deres sidste jul sammen. Kan denne ene jul vende om på det hele? Det viser sig at blive en jul, der for Keylas side ændrer sig til noget af et eventyr, da hun møder de nye mennesker i nr. 18: Horan-familien. Hvem vidste at julen faktisk indeholdt mirakler?

330Likes
186Kommentarer
27508Visninger
AA

3. 1. december

I det tiltagende mørke dalede sneen ned over Riversdale, mens jeg nærmede mig husets hoveddør. Med det kunstige juletræ, der lyste hele indkørslen op, og den tykke julemand, der dog havde mistet sin gavepose – så det næsten ud som om vi havde været her længe. Sandheden var bare, at vi kun have befundet os i Riversdale i omkring fem minutter. Riversdale var sådan en lille by, at man kunne gå igennem den på et kvarter, og i bil endnu hurtigere.

Der boede kun to slags mennesker her i Riversdale:

Dem, der ikke havde noget valg og så dem, der var på ferie.

Størstedelen var klart rejsende, sammenlignet med de kun to ældrepar jeg kendte, der boede her fast. Mr. og Mrs. O’Connor, der hver juleaften var kommet over med hjemmebagte småkager, og så Mr. og Mrs. Smith, hvor jeg ikke anede om Mr. Smith var død eller levende.

”Keyla, hjælper du ikke lige med bagagen,” råbte min mor hidsigt, mens hun tog kufferterne ud fra  bilens bagagerum.

Der var fireogtyve dage til jul, og hun havde allerede stress.

Jeg gik hen til hende og tog mine søstres pinke kufferter og begyndte at rulle dem hen mod døren. ”Og så tager du lige de andre bagefter,” hidsede hun, for at være sikker på, at jeg ville gøre det. Typisk min mor i julemåneden.

Med et suk stillede jeg kufferterne foran døren, og gik de få skridt tilbage til bilen. Min mor havde foldet kørestolen ud og satte den foran den bagerste bildør. ”Kom så lille skat,” sagde hun og hjalp Keria ud og fik hende sat i den. Jeg tvang mit blik væk og tog endnu to kufferter med til hoveddøren.

Efter at have slæbt alle seks kufferter frem til deres destination, åbnede jeg døren for min mor, så hun kunne køre Keria ind. Kerias ansigt ændrede sig i samme sekund til et stort smil og strålende øjne. Det ansigtsudtryk der betød, at hun følte sig hjemme. Hun havde savnet dette sted, lige så meget som vi andre – nok endda mere. Og det var præcis derfor, mine forældre have valgt at komme tilbage efter to års venten, eftersom det nok var Kerias sidste jul.

En tanke, jeg altid skubbede væk med det samme.

Kerias ansigt lyste endnu mere op, da hun så sin gamle julesok. ”Se Keyla, kan du huske, da vi var små og julemanden altid kom med gaver?” spurgte hun. Jeg overtog min mors plads ved kørestolen og rullede hende over til julesokkerne. Hun rørte ved sin egen og smilede endnu engang.

Idét hun kiggede væk på noget andet, puttede jeg den slikposen, jeg havde haft til overs fra bilturen ned i sokken. ”Måske er julemanden kommet tidligt i år,” sagde jeg med et smil og hun kiggede håbende på mig, da hun tog hånden ned i sokken.

Og sjovt nok, trak hun slikposen op. ”Wow, han er gavmild i år,” smilede hun, mens hendes øjne studerede hvert enkelt slikstykke i posen. Hun åbnede posen, spiste selv en vingummi, men gav også en grøn vingummibamse til mig – min yndlings.

Grøn betød jo håb.

Keeley stormede ind i entreen og kylede en snebold i mit baghoved. Irriteret kiggede jeg på hende, og skulle lige til at råbe efter hende, men min mor kom mig i forekøbet: ”Ikke i huset, Keeley!”

Keeley rakte tunge af min mor, da hun vendte ryggen til for at køre Keria ind i soveværelset. ”Kom med udenfor,” bad hun.

”Denne ene gang så.” Jeg lynede min jakke og mærkede straks kulden omfavne min krop, da vi løb udenfor. ”Hvor skal vi så –” spurgte jeg idét en stor snebold ramte mig lige i ansigtet.

”Fuldtræffer!” råbte Keeley og smilede stolt.

”Det får du betalt,” råbte jeg tilbage og begyndte selv at samle en snebold. Jeg mærkede følelsen af sneen imellem mine fingre, da jeg formede det til en kugle. Sneen gjorde straks mine fingre kolde, men jeg bed kulden i mig, og prøvede at få det bedste ud af det.

Da jeg første gang ramte Keeley på jakken udbredte der sig et stort smil på mine læber. ”Sådan, lær det!” råbte jeg, selv om hun havde ramt mig tyve gange så meget.

Keeley rystede på hovedet, ”du er altså virkelig dårlig til det her,” beklagede hun irriteret og rettede på huen. ”Jeg henter far,” sagde hun og løb ind i huset, og så selv om min mor ville få et flip, når hun så sneen fra hendes våde støvler over hele gulvet.

Men det var december, hvad kunne hun forvente.

Mens jeg stod og ventede på Keeley skulle komme tilbage, hørte jeg en bil kæmpe sig igennem sneen bag mig. Lyden af bilhjul, der kæmpede sig igennem sneen, var en lyd der fik alles opmærksomhed i Riversdale. En sort bil rullede ind i indkørslen til nr. 18.

Nysgerrigheden tog over mig, så da de stod ud, kunne jeg ikke lade vær med at stirre. En lyshåret dreng på min alder steg ud og kiggede på huset foran sig. Han var iklædt en sort jakke, halstørklæde og hue, så det var svært at se hvordan han rigtigt så ud. Jeg var så nysgerrig, at jeg ikke engang reagerede, da Keeley kom op bag mig.

Først da hun spurgte: ”Hvem er det?”

Svarede jeg: ”Det aner jeg ikke.”

Drengen hjalp nu hans forældre med at få kufferterne ind i huset, og de havde så mange, at jeg blev usikker på hvilken gruppe de tilhørte.

Men da der ingen møbler var med, regnede jeg stærkt med, de var på ferie. Hvem var også så dumme at flytte til Riversdale …

Keeley gad ikke kigge mere på dem, og kastede endnu en snebold i hovedet på mig. Først nu tog jeg mig sammen til at koncentrere mig om Keeley. ”Det skal du få betalt!” råbte jeg, og begyndte at samle en snebold.

Keeley grinede højlydt, da jeg løb efter hende i forhaven, men som altid ikke kunne ramme hende. ”Du stinker til det her,” grinede Keeley og blev ved med at løbe rundt i cirkler. Til sidst da jeg ikke havde mere luft, stoppede jeg for at få luften tilbage. Og da jeg kiggede op, så jeg drengen stå med et smil om læberne, mens han kiggede på os.

 

 

❄❄❄❄

Holy moly! 103 favoritlister på EN ENKEL PROLOG? I ved ikke hvor meget det betyder for mig. Da jeg så det her til morges blev jeg helt overvældet - har aldrig prøvet at få så mange på en enkel prolog! Så tak alle sammen, det betyder alt!

Men nu til dette kapitel! Selvfølgelig er drengen Niall, surprise right? :P Men hvordan tror I Keyla (hvis nogle er nysgerrige udtaler jeg det Kiila) og Niall får deres første samtale?

Gæt endelig med, måske får jeg nogle idéer fra jer ;)

xx

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...