vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1250Visninger
AA

7. V.J.O ♦

Jeg havde taget fejl. Det var ikke bare sne landskab, for midt imellem to bjerge lå der en kæmpe station, der næsten var lige så høj som bjergene der omgav den og mindst lige så bred. Det var ret utroligt at jeg havde overset den. Vi landede med et lille BUMP!  "Så må du gerne stige ud", sagde Sebastian. Han tilføjede "Tak", da han så mit ansigts udtryk. Godt nok var jeg ikke Lam Vator eller hvad de nu kaldte sig selv, men jeg syntes stadig jeg burde få lidt respekt, og ingen skulle give mig orde. Ingen!

Jeg steg ud af helikopteren og følte mig allerede meget bedre med fast jord under fødderne. Så kom kulden og jeg ombestemte mig med det samme.  Jeg havde ikke haft det helt så fantastisk oppe i helikopteren, men der havde der i det mindste været nogenlunde varmt. Her frøs jeg halvt ihjel, og jeg havde kun været uden for i få minutter. "Vi skal denne her vej", sagde Julia, som virkede helt upåvirket af kulden. Hun virkede anderledes, glad. Der var ikke meget af det stålsatte blik hun havde sendt mig for bare nogle.. tja jeg vidste faktisk ikke hvor tid vi havde flyet, så lad os sige for nogle timer siden.

Eller så var det bare fordi jeg kendte hende lidt bedre nu. Julia førte os hen til en stor metal dør. Så trådte hun til siden, Sebastian gik foran, gjorde et eller andet med væggen, trykkede på nogle knapper og straks gik den store metal dør op. Da vi kom ind, sendte jeg et spørgerne blik til Julia. "Han er den eneste af os, der kender koden", forklarede hun. "Jeg er stadig ikke færdig udannet". "Den her mission var faktisk min første". Hun holdt inde, og så ud til ikke at vide om hun skulle fortsætte. "Det var derfor jeg blev lidt sur". "Jeg ville så gerne at min første mission gik godt, så jeg blev lidt sur over at du ikke lyttede til mig, og at du ikke engang satte farten ned". "Til sidst blev jeg så irriteret og sur, at jeg... tja, du ved hvad der skete". "Jeg har et ret hidsigt temperament".

Sebastian udstødte et lille grynt, og Julia... rødmede! Det var utroligt! Nu var jeg sikker på at de havde byttet hende med en anden. Hvad blev der af det stålsatte blik? Den stærke facade der vidste hun kunne klare hvad som helst? Lige nu virkede hun så... normal. (det var også på tide med noget normalt!) Sebastian førte os gennem en hel masse gange, og tunneller. Jeg ville helt sikkert fare vild hvis jeg gik herind alene.

Stedet var kæmpestort! "Øh.. hvor er vi på vej hen?", spurte jeg forsigtigt. "Vi er..", Julia stoppede brat, da hun så det blik Sebastian sendte hende. "Det får du af se", sagde han lidt barsk. Til sidst kom vi til en dør, der lignede den vi havde gået igennem før, i mini udgave selvfølgelig. Sebastian trykkede på nogle knapper, og døren åbnede. Der kom nogle lyde udefra min mund, da jeg så rummet. Der var computere, mobiler, GPS`er og en hel masse andre top seje ting, som jeg ingen gang vidste hvad var. Det var utroligt! Rummet var fuldstændig fyldt med at muligt teknologi, man overhovedet kunne forstille sig. "Kom med herover", sagde Sebastian, og gik hen til en af computerne.

Foran computeren, var der tre stole. (meget tilfældigt, når vi nu er tre personer) Julia satte sig ned på en kontorstol. Jeg var lige ved at fnise da jeg så Sebastians ansigt. Det var jo ham der var lederen, så det skulle jo være ham der satte sig ned først, og så byde de andre, men nu havde Julia altså sat sig, og så måtte han bare leve med det. "Sid ned", sagde han, da han endelig også fik sat sig ned. Jeg satte mig ned... på en sky. Sådan føltes det i hvert fald.

Stolen var virkelig blød og den formede sig efter min form. "Godt... nu må du stille alle de spørgsmål du vil". Det var også på tide!, tænkte jeg. "Hvad er det her for et sted?", spurte jeg. "Det er hovedkvarteret for V.J.O, eller Vampyr Jægernes Ogistation, om du vel". Jeg fniste. Jeg kunne ikke lade være. "Var alle de seje navne optaget?" Julia fniste lidt nervøst, og Sebastian så fornærmet ud. "Undskyld, sagde jeg med min mest uskyldige stemme.

"Altså.. et sted for vampyr jægere?". "Ja", svarede han. Okay, nu.. sammenhængen. "Var mine forældre vampyr jægere?", spurte jeg med let rystende stemme. Jeg vidste ikke om jeg ville høre svaret. "Det er ikke helt så enkelt". "Ser du, der er ikke rigtig nogen der er det, eller ej". "Hvis man er vampyr jæger, så er det fordi man har det i blodet". "Du svarede stadig ikke på mit spørgsmål". Han tog en dyb indånding og svarede "Ja"...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...