vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1313Visninger
AA

9. Tvivl ♦

Jeg må have været meget træt. For det eneste jeg kunne huske, var at Julia havde vidst mig gennem en masse gange, ind i det her værelse, og så at jeg havde smidt mig på sengen. Det næste jeg husker, er at jeg skulle tisse. Hvad?! Når man har oplevet nået virkelig slemt, så skal man altså tisse. Når man har været sindssyg bange, så skal man tisse. Jeg har oplevet begge dele. Så... jeg skulle tisse!  Bagefter græd jeg lidt, og nu sad jeg bare og stirede ud i luften. Jeg lagde mig ned igen, og mærkede at der var nået i min lomme. Jeg havde stadig de samme bukser på, som dengang jeg inviterede Laura til telt tur. Jeg stak hånden ned i den og mærkede en konvolut. Jeg tog den op, og kiggede grundigt på den. Det var den kuvert, jeg havde lavet til Laura, hvis jeg nu ikke turde spørge hende. Jeg åbnede den og læste hvad jeg selv havde skrevet, for så lang tid siden.

'Hej Laura....   

Jeg tænkte på om du ville komme på lørdag, til telt tur. Mine forældre skal på forretningsrejse så vi er alene.

Du skal bare medbringe sovepose, tøj, og tandbørste.

Hilsen: Kylie, en nær ven?♥

Papiret havde mange våde pletter. Sært, det havde da ikke regnet? Jeg opdagede at det var mig, der sad og græd. (Teknisk-set så lå jeg, men hvem går op i detaljer?) Det føltes så langt væk.  En nær ven, havde jeg skrevet. Jeg havde virkelig været hårdt ramt. Lauras opførelse havde såret mig dybt. Jeg var knust. Nu, da jeg kendte lidt bedre til det, følte jeg bare dårlig samvittighed. Hun må have haft det hårdt. Mere en hun plejede at have det. Lauras far var død af kræft, for 7 år siden. Hun havde elsket ham meget højt, og hver søndag gik hun i kirke, og lavede at lille alter til ham, og bad. Hun holdt det hemmeligt for sin mor, fordi hendes dækhistorie var, at hun var kommet sig over ham. Sandheden var langt mere dyster, end hendes mor ville kunne bære. At hun græd hver aften, at hun savnede ham mere end noget andet.

Hun havde fortalt mig det, i 7 klasse. Dog holdt hun det stadig hemmeligt med kirken. Jeg havde fundet ud af det ved at følge efter hende en søndag. Jeg havde bare været nysgerrig efter hvad det var hun lavede hver søndag, mellem klokken 5 og 6.  Jeg havde fulgt efter hende helt hen til kirken, bag om grunden, og helt henne til hendes fars grav, som var fyldt med friske blomster. Hun lagde nogle nye blomster ned, bad en bøn til gud om at passe godt på ham, og så græd hun, så skulderne rystede. Jeg havde styrtet direkte hjem, og kastet mig i armene på min mor, og grædt ligeså meget. 

Ligeglad med om det var pinligt. Min mor havde flere gange spurgt hvad der var galt, men jeg nægtede at sige det. Hverken til min mor eller min far, eller... Laura. Jeg ville ikke sige det til hende, der var nok en grund til hun ikke havde fortalt mig det. Måske skammede hun sig, selvom jeg nu ikke syntes det var noget at skamme sig over, at man savnede sin far. Men på en måde havde vi nået en tavs kompromis. Hun sagde ikke noget om graven til mig, og jeg fulgte aldrig efter hende igen. Jeg var begyndt at græde igen, men så tog jeg mig sammen. Da var det, en ny tanke kom frem i mit hoved. Hun var blevet forvandlet til en vampyr, men hvem havde forvandlet hende? I følge alle mine vampyr bøger, skulle en vampyr bide et menneske, for at forvandle mennesket til en vampyr!

Selv i twilight, var det sådan det fungerede. (Og helt ærligt, hvem tro ikke på Twilight?) Jeg ville give det en chance. Jeg ville tage imod denne nye verden med oprejst pande. For at ære Laura, og mine forældre. Min mave snorede sig sammen ved tanken, og Sebastians stemme rungede i mit hoved. Det var en vampyr der dræbte dem. Måske endda den stærkeste vampyr. En eller anden vampyr havde forvandlet Laura, og en anden vampyr have dræbt mine forældre. Jeg følte pludselig et syreligt had til disse... disse uhyre!  De havde forvoldt så meget skade for mig og mit liv. Der var sikkert andre liv de også havde ødelagt, eller ville ødelægge. Nej, det kunne jeg ikke lade ske! Og med de ord, begyndte jeg mine uddannelse til vampyr jæger...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...