vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1245Visninger
AA

2. Nervøs? Neeej♦

Pandekagerne spruttede, og jeg skyndte mig over til dem. Jeg vendte dem op i luften, sådan som min mor har lært mig. Jeg opdagede som 11 år, at min far ikke kunne lave mad. Jeg opdagede det en aften, hvor vi skulle have kylling, og far smidte noget sort ud i skraldespanden, og sagde at vi skulle have pizza i stedet for. Min mor sagde at det var livsvigtigt at jeg lærte at lave mad, i tilfælde af at mig og far en dag var alene hjemme. Hvilket vi var ret tit.

Jeg tog rådet til mig, og snart var jeg den bedste i hjemkundskab. Da jeg havde vendt dem et par gange, lagde jeg dem over til resten. Jeg kiggede på bunken, og blev enig med mig selv om at 15 pandekager var nok til mig og Laura. Jeg slukkede komfuret, og gik i gang med at vaske panden op. Teltet stod ude i haven, slået op, og klar til i aften.

Jeg havde pakket en lille taske med spil, o.s.v. Selvom det bare var ude i haven, kunne det stadig være koldt at gå fra teltet og ind i huset. Vi var et godt stykke inde i November, og der var meget koldt. Eller, for os var 5 grader om natten i hvert fald meget koldt. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde foreslået telttur. Det ville være meget varmere at sove sammen indenfor.

Det var bare... Dengang mig og Laura havde været små, elskede vi camping tur i haven. Vi elskede det at vi kunne råbe så meget vi ville, og der kom ingen voksne. Så plejede jeg at hjælpe min mor med at bage pandekager, da det var vores livret. Det var det stadigvæk, i hvert fald for mig. Jeg vidste ikke om Lauras livret havde indret sig. Jeg pakkede pandekagerne sammen, inde i sølvpapir, og puttede dem i køleskabet.

Jeg gik hen mod fjernsynet, og åbnede skabet under tv. Det var der vi havde film i. Jeg tog lidt af hvert, og gik op og puttede det i tasken med spil. Min computer kom med ud i teltet, så vi kunne se film. Jeg stod og tænkte lidt hvad jeg manglede, og tog så låget af mit neglelak af, og probede det ned i tasken. Der var ikke mere jeg kunne gøre, så jeg satte mig hen på min seng, og trak en bog ud af skabet.

Jeg var i gang med en Krimi, men var kun noget til noget med 123, og der var 456 sider i bogen. Slowly, but easy, sagde min mor altid. Jeg var ikke særlig hurtig til at læse, og faktisk havde jeg heller ikke læst så meget i mit liv. Jeg var halvt ordblind. Men de sidste 5 måneder har jeg læst ret meget. Selvom jeg har flere og andre venner ind Laura, og også har haft dem med hjem, så fylder hun en stor del af mit liv. Jeg var faktisk begyndt at kunne lide at læse. Men selvom bogen var god, kunne jeg ikke koncentrere mig.

Jeg tænkte hele tiden på hvordan det ville gå. Tusind spørgsmål meldte sig i mit hoved. Hvorfor opførte Laura sig sådan? Ville hun kunne lide pandekagerne? Var det bare mig, eller virkede hun ikke en smule... bange? Og hvis det var rigtig, hvad var hun så bange for? Hendes far var død, og jeg kunne ikke forestille mig at hendes mor slo hende. Men jeg kunne selvfølgelig ikke være sikker. Hendes mor havde været meget deprimeret, da Lauras far døde, Men hun havde gjort det bedste for at skjule det.

Uanset hvad, så ville jeg ikke presse Laura til at sige det. Hun skulle selv bestemme om hun ville tale om det, og hvis hun ville, lyttede jeg, og hvis ikke holdt jeg min mund. Jeg kiggede over bogen, hvor jeg kun havde læst en side, og kiggede på uret. 5 minutter i 6. Jeg tog tasken, og gik ud i indgangen. Der stod jeg og ventede lidt, indtil det endelig ringede på døren. Jeg kiggede hurtigt på uret ude i køkkenet, og kom til at smile. Klokken var 6 præcis. Laura kom aldrig et minut forsendt. Jeg åbnede døren, og der stod hun.

Hendes sorte hår var sat op i en hestehale, og hendes blå øjne funklede. Hun smilte nervøst til mig, og jeg smilede igen. Denne gang smilede hun bredt, og jeg efterlignede hende så godt jeg kunne. Vi kiggede et øjeblik på hinanden, og så grinte vi begge to lidt. Efter det, var stemningen mere afslappet. "Kom, lad os gå ud i haven", sagde jeg, og hun nikkede, og slæbte hendes taske med over. Da vi kom ind i teltet, stillede vi taskerne, og rullede et tykt tæppe oven på. Derefter rullede vi læggeunderlag, og til sidst soveposerne ud.

Vi satte os på soveposerne, og begyndte at snakke imens vi spiste af pandekagerne. "Hvor er din mor og far hende?", spurte hun. "De er på forretnings rejse, og kommer først hjem i morgen aften", svarede jeg. Jeg havde sagt farvel tidligere på dagen. Så kom jeg i tanke om noget, og fortalte Laura om det.

"Det var faktisk lidt mærkeligt, det var som om de var vildt anspændte", fortalte jeg. "Måske skulle de møde nogle vigtige folk", foreslog hun, og probede munden fuld med en stor bid pandekage. Det så ud som om jeg havde ramt plet, med hensyn til pandekagerne. Hun probede den ene bid, efter den anden. "Nej, jeg tror ikke det var derfor, eller måske jo, jeg ved det ikke", jeg slog opgiverne ud med armene.De havde virket meget nervøse, og havde hele tiden sendt mærkelige indforstået blikke. Min mor havde krammet mig længere og hårde en normalt, og min far kiggede kærligt på mig, som om det var sidste gang han så mig. Jeg lagde tankerne til side, og fandt på et nyt emde.

Vi snakkede til lang ud på natten. Det var rart, endelig at kunne tale ud med hende igen. Vi havde 5 måneders sladder der skulle tales igennem. Jeg opdagede at intet var forandret mellem os. Klokken var 3, da vi endelig sagde godnat og lagde os til at sove. Jeg lå lidt, og vendte og drejede mig, indtil det blev for meget. "Laura?", spurte jeg forsigtigt. "Ja?", spurte hun søvnigt. "Grunden til at du har opført dig mærkeligt, det har vel ikke noget at gøre med vold i familien, vel?", spurte jeg. Hun vendte sig brat om, og så direkte på mig.

"Du kender da min familie, de ville aldrig gøre sådan noget". Hun kiggede på mig, og ventede på at jeg skulle svare. "Undskyld, jeg skulle bare være sikker". "Jeg har været meget bekymret for dig", sagde jeg oprigtigt.  Hun kiggede lige fremad, og sagde så: "Hvad der er sket mig, er mit eget problem, og du skal ikke bekymre dig".

Hun tilføjede stille: Det har ikke noget med dig at gøre, det ved du godt ik?", hun kiggede skyldigt på mig. "Ja, det ved jeg godt", sagde jeg efter nogle minutters stilhed. Hun vendte sig om igen, og få minutter senere hørte jeg en sagte snorken. Jeg følte mig glad over at vores venskab var lige så stærk som før, og at min bekymring havde været ubegrundet. Snart efter, gav jeg også op til søvnens varme og trygge mørke...        

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...