vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1259Visninger
AA

4. Minderne ♦

Jeg sad i en lidt kryptisk stilling, foran det sted Laura var sprængt i luften, og rokkede frem og tilbage. Jeg kunne simpelthen ikke slippe stedet ude af syne, som om jeg forventede at Laura på magisk hvis ville dukke op igen, ud af det blå. Men der skete ingenting. Jeg satte hovedet til at hvile på min T-shirts ærme, og blev overasket over hvor våd den var. Jeg måtte have grædt. Jeg kunne ikke fatte hvad der var sket. Jeg havde gennemspillet scenen igen og igen, men kunne ikke finde en logisk løsning. Men det værste havde været hendes øjne. Ikke da de var sorte, men da det var Lauras øjne der kiggede på mig, med så meget frygt og smerte, at det stak i mit hjerte. Laura og jeg havde altid været venner. Lige siden vi blev født til...  til nu.

Vores mødre skulle føde nogenlunde samtidig, og blev venner på hospitalet. Senere (en måned eller to) var mig og Laura uadskillelige. Hver gang Laura og hendes mor kom på besøg, styrtede jeg altid hen til døren og krammede Laura. Vi små fniste og gik ind på mit værelse. Når Laura skulle hjem, måtte hendes mor næsten slæbe hende af sted. Jeg smilte ved mindet og en stille tåre trillede ned ad min allerede våde kind. Vi havde altid holdt sammen. ALTID! Laura havde været den stille og generte type, mens jeg altid rodede mig ud i ballade, fordi jeg havde haft en temmelig stor mund som lille.

Senere lærte jeg så at holde kæft. Jeg fandt ud af, at så længe jeg var stille, var der mindre eftersidninger. Det var hende der lærte mig at opføre mig ordenligt, og jeg lærte hende til gengæld  at være mindre genert. Vi støttede hinanden, og var altid sammen. Sådan var det i 14 år, og helt frem til 8 klasse. Der begyndte Laura at opføre sig underligt. Hun kom ikke til timerne, og de gange hun gjorde, sad hun bare og stirrede frem for sig, uden at lytte efter.

Hun undgik bevidst mig, og når hun snakkede med nogen havde hun bare det der stirrende blik. Hun begyndte også at blive mørkere og mørkere omkring øjnene. Nu kunne jeg se hvorfor hun havde opført sig så underligt, selv om jeg stadig ikke forstod hvad der var sket. En lille sten forlod mit hjerte. Så var et mysterium da opklaret. Jeg begyndte at græde højlydt igen, da en hånd lukkede sig om min skulder...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...