vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1246Visninger
AA

15. I Live ♦

Jeg glippede med øjnene, de føltes tunge  som bly. Da det endelig lykkes mig at åbne dem, missede jeg mod det skarpe lys. Jeg hørte en dyb stemme, som jeg ikke kunne genkende, og en høj og klar stemme, som tilhørte Julia. Jeg lå lidt med åbne øjne og lyttede, den høje tone var væk, men jeg kunne stadig ikke høre helt godt. "...Hun har været meget igennem, det kan selv ikke du sige nej til, Josh", sagde Julia. "Hun har kun ... så hun forsætter efter weekenden", sagde ham der hed Josh. "Hør nu på mig, hun kan ikke, uanset hvad du tror, så er det Sebastian der afgør det". Hendes stemme var skarp, og den modtog ingen modsigelse.

Jeg kom til at fnise lidt. Det gav et ryk i dem begge to, da de hørte mig. "Du vågen!", sagde Julia. Jeg prøvede at smile, men smilet falmede da jeg så hendes nakke. Hun havde en stor hvid tingest på, hele vejen rundt om den, og hvis man sad helt stille, og kiggede godt efter, var hendes hoved lidt skævt. Hun fulgte mit blik til nakken, og kiggede så hurtigt væk, som om hun skammede sig. "Det ser være ud, end det er", sagde hun forlegent. "Jeg må vist hellere gå", mumlede Josh. "Henter du ham  ikke lige?", spurte Julia. Jeg anede ikke hvem "Ham" var, men det gjorde Josh tydeligvis, han nikkede, og gik. Før jeg kunne nå at åbne min mund, kom Julia mig i forkøbet.

"Vi klarede det". "Hun er væk for altid", "vi overlevede alle tre". Ordet tre fik det til at vende sig i min mave. Sebastian var i live, men hvordan mon han så ud? Før jeg nåede videre, fortsatte Julia. "Du har brækket højre arm, forstuvet din venstre læg, men ellers slap du billigt fra det". Jeg havde ikke lagt mærke til min højre arm, før hun sagde det. Den dunkede smerte fuldt. "Hvordan.. hvordan har Sebastian det?", spurte jeg forsigtigt. Jeg turde næsten ikke høre svaret. "Tja, du kan jo selv spørge ham", sagde hun med et smil, og i samme sekund kom Sebastian ind, i en kørestol, som Johs hjalp ham med at køre. Julia skiftede plads med Johs, og hjalp Sebastian hen til min seng. Johs var allerede væk.

Jeg lagde mærke til en en ting. Julia var meget omsorgsfuld, og hun fandt hele tiden på flere udskylninger for at røre ham, men det sjove var, at han virkede til at kunne lide det! Gad vide om det ville udvikle sig? Med et, vidste jeg at det ville det. Sebastian var endelig kommet sig over min mor. Bare jeg ikke bliver det tredje hjul, tænkte jeg. Det varede nogle sekunder, inden jeg turde kigge på Sebastian. Han havde begge sine ben indpakket i gips, og også hans venstre arm, han havde blå og sorte mærker overalt i ansigtet, og hans læbe så ud til at være gået af led. Bortsæt fra det så han ikke værst ud. Okay jo, han så rædselsfuld ud, men han virkede ikke som den halv døde zombie jeg havde forstillet mig.

"Du skal være i skole på mandag", sagde han. Skønt. "Det er også godt at se dig", sagde jeg sarkastisk. Han trak lidt i smilebåndet. Det var torsdag nu, fire dage. Det var ikke ret meget tid at komme sig over det hele. "Hvordan kunne vi slå hende, når ingen andre ku?", kom jeg til at tænke højt. "Det ved jeg ikke, muligvis fordi hun var så forblændet af overmod", sagde han. Jeg kom til at tænkte på noget. "I hendes mappe, stod der, at hendes særlige evne var aura blindhed". "Hvad betyder det?", spurte jeg nysgerrigt. De vidste med sikkerhed at jeg havde været i arkivet. "At hun nemt kan snyde og bedrage, så folk ikke kan se hendes aura". Da jeg kiggede uforstående på ham, sukkede han, og fortsatte.

"En aura er hvem man virkelig er", forklarede han. "Alexandra havde udviklet en magisk evne til at kunne dække sin aura i et spind af løgne, derfor er det svært at dræbe hende, da hun for det meste bare kan sno sig uden om". "Var der overhovedet nogen der havde tænkt sig at sige det til mig, så jeg ikke udsatte mig selv for unødvendig fare!" Råbte jeg irriteret. Jeg havde forventet at vrede udbrud fra Sebastian, at vi nu skulle skændes i timevis, uden at nogle af os overgav os. Men han sagde bare: "Du kunne bare følge reglerne". "I kunne bare skrive at det var livsfarligt ikke at følge dem, så ville i nok få lidt mere disiplim!" råbte jeg igen. Så gik det op for mig hvor latterligt det lød. Jeg så at det trak lidt i Sebastians mundvige. Nu kommer det, tænkte jeg. Det store vrede udråb, og den tre timer lange tale om ansvar, og om at jeg var skyld i det hele og at jeg bare kunne holde reglerne.

Men der kom ikke noget vrede udråb. Han grinte. Grinte! Hans latter var glad og smittende, og pludselig sad vi alle sammen og grinte. "Det tror jeg for en gangs skyld du kunne have ret i", sagde han, og smilte. "Vent lige lidt!", sagde Julia. "Gav du hende lige ret?" "I har ingen beviser", sagde han. "Jo for rummet er overvåget", sagde Julia. "Jeg stjæler båndet, sagde han. "Jeg vil filme at du stjæler båndet", sagde Julia, og sådan blev de ved.

Jeg sag bare og smilte, imens jeg bare var glad for at vi var i live og det hele var overstået. Pludselig kom jeg i tanke om, hvad Alexandra havde ment med "Tre liv". Vi havde haft om det i "Vampyres liv". For hvert århundrede der gik, fik vampyre et liv til. Eks: Hvis en vampyr har fire liv, kan vampyren tåle at få træ ind i huden, fire gange. Hvor mange liv havde Alexandra mon haft tilbage? Jeg prøvede at tæle hvor mange gange, jeg havde hugget sværdret i hende, men det var umuligt. Jeg var så bange, og forblændet af had, at jeg ikke talte. Pludselig mærkede jeg en underlig føelse komme op i min krop. Fred. Jeg følte fred. Jeg savnede selvfølgelig min familje, og Laura, og mit gamle liv. Men det her jeg hørte til, og det havde jeg endelig Acepteret. Jeg smilede og kiggede ud, og opdagede at solen skindede, midt om Vinteren...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...