vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1307Visninger
AA

6. Hvad skete Der? ♦

Vi sad i en helikopter. Efter jeg havde grædt i to timer, havde pigen, Julia, pakket mine ting og da de var pakket, sagde manden at vi skulle denne  vej. Et kvarter efter var en helikopter landet for fødderne af os. (igen havde ingen hørt os, var alle døve i den her by?) Og nu sad vi i helikopteren og prøvede at samle tankerne.

"Hva... hvad skete der?", spurgte jeg forsigtigt. "Jeg mener med Laura". Det så ud som om Julia og manden havde en hel samtale i gang med tankerne. Det kan være at de rent faktisk kan gøre det, tænkte jeg. "Hun... altså hun" stammede Julia. "Hun blev til en vampyr", sagde manden (Sebastian, er hans navn) ligeud. Jeg stod med åben mund. jeg kunne ikke lade være. Jeg havde selvfølgelig selv tænkt tanken, og det var den eneste logiske forklaring, (Hvis altså der er noget ved vampyre der er logisk) men at høre det fra andre, det var... vildt. "Hvad?" Det kunne ikke passe. Det kunne det bare ikke. Julia skulle lige til at åbne munden, men Sebastian afbrød hende. "Hun blev til en vampyr", gentog han lidt langsommere. "Du ved, vampyrer som i Dracula, vampyrer som i blodtørst, den slags vampyrer"

Jeg havde lyst til at råbe ad ham. Hvad bildte han sig ind? Jeg havde lige dræbt min bedste veninde (hvis det her altså var virkelighed, hvilket jeg tvivlede stærkt på), fået at vide at mine forældre var døde, jeg sad i en helikopter med to fremmede mennesker, der påstod at de kendte mine forældre, og så siger han det sådan. Som om det ikke var noget særligt. Helt ærligt, var der overhovedet noget der rørte den mand? Jeg smagte pludselig støv i munden, og opdagede at jeg stadig stod med underlæben helt ned til gulvet. Jeg tog mig sammen, rullede tungen op, og satte mig ordenligt. Okay, nu skal jeg lige have nogen svar her. "Hvem er i?", sagde jeg med en målbevidst stemme. Nu skulle jeg lige tag mig sammen. "Vi er.." mere når Julia ikke at sige, før Sebastian afbryd hende igen.

"Vi er Lamia Venator, eller som i nok ville kalde os: vampyr jægere" Det var lige før jeg tabte underkæben igen, men denne gang tog jeg mig sammen. Tja, det forklager da en del, men ikke nok. "Okaay, hvorfor er i her?"  "Vi skal nok forklager det hele senere, men først når vi er ved vores bestemmelses sted, sagde Sebastian. "Jeg regner med at jeg heller ikke må vide hvor det er", sagde jeg irriteret . Det var første gang siden vi mødtes, at jeg så  et lille lumsk smil på hans læber. "Du lære hurtigt"...

                                                                                                   

Laura bevægede sig hurtigere end et lyn. Hun ville have mig. Tørsten i hende var umættelig, Men hun ville alligevel prøve at tilfredsstille den. For at stoppe smerten. Hun sprang på mig. Jeg ville flytte mig, men mine ben var synket i jorden. Hendes klør ramte mig og jeg skreg af smerte, Også pludselig ud af den blå luft fik jeg en kæp i  hånden. Laura vendte sit hoved væk, og jeg stak spyddet ind i hendes hjerte.....

Jeg vågnede med et sæt.  Mit hjerte spænede af sted. Jeg måtte være faldet i søvn. "Det var bare en drøm" mumlede jeg stille. Men problemet var jo netop at det ikke bare var en drøm. Det var virkelighed og det måtte jeg se at arkende.  Jeg kiggede rundt i helikopteren. Julia sad og sov på et af sæderne, foran mig. Men Sebastian så ikke ud til at sove. Jeg begyndte at fnise stille. Var den mand overhovedet menneskelig?

Så væltede sandheden ind over mig, og jeg begyndte at græde. Ikke højt og hylende, men stille og smertefuldt. Jeg havde dræbt min bedste veninde. Jeg ville aldrig se hendes usikre smil igen, eller høre hendes grin, som lyd som griselyde. Mine forældre var også døde. Nu begyndte jeg for alvor at ryste. Sådan sad jeg i et stykke tid, indtil jeg hørte Sebastian`s stemme. "Vi er der om nogle få minutter". "Oka....okay", sagde jeg med en skælvende stemme. Han studere mig lidt.

Gad vide hvad han så? En sekten års pige, eller et monster? De er selv monster, sagde min underbevidsthed. Hvis de virkelig var dem, de påstod at være, så var det jo sandt. Hvis de virkelig var vampyr jægere, så måtte de jo have dræbt flere hundrede vampyre. Jeg havde kun dræbt en`. Min bedste veninde. Mine skuldre begyndte at ryste igen. Åh gud, tænkte jeg. Vil det aldrig stoppe? Pludselig mærkede jeg, at vi styrtede ned ad. Først troede jeg vi var ved at styrte ned.

Men så hørte jeg en mekanisk stemme sige, "Vi lander om 60 sekunder".  Jeg kiggede ud af vinduet og et hvidt sne landskab mødte mig. Overalt var der skyhøje bjerge, der glimtede i solen. Bjergene havde et fint tyndt lag sne. Jeg gispede. Det var så smukt. "Ja, sådan siger alle når de ser det" Jeg fik et kæmpe chok af Sebastians stemme. Jeg skulle lige til at be om en undskyldning, da hele helikopteren rystede. Jeg fik pludselig travlt med at få selen spændt, da vi landede foran en kæmpe station... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...