vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1248Visninger
AA

13. Hævnklar, eller ikke? ♦

Et lille uventet gisp! Undslap min mund, da jeg var faldet lidt til ro, studerede jeg hende nøje. Hun var virkelig smuk. Hun havde mørkerødt hår, der faldt glat ned ad hendes ryg, og stoppede midt på ryggen. Hendes rubin røde øjne burde virke skræmmende, men de var blide, og varme, som en varm sommerdag. De lyste af iver. Hendes hud var hvid, som sne. Den udstrålede både isnende kulde, og den hårdhed, og finhed, som marmor havde. Trods at hun var over 1,000 år gammel, lignede hun en på tyve. Jeg gav lidt slip på mine våben. Hvilket inkludere, en træ stav, bue og træ pile, og en lille træ kniv.

Hun så ikke ligefrem morderisk ud, tværtimod så hun ret venlig ud, og hun var virkelig smuk. "Du må være Kylie, Graces og James datter". Jeg nikkede. Jeg var alt for chokeret til at gøre andet. Skulle jeg angribe? Eller skulle jeg vente og se hvad der ville ske? Jeg havde slet ikke forstillet mig hende sådan. Jeg havde tænkt på noget i stilen med, blodige hugtænder, skræmmende øjne der lyste af had, eller noget i den stil. Jeg havde aldrig forstillet mig, at hun så venlig ud. Måske var det slet ikke hende. "Jeg har hørt meget om dig", fortsatte hun, som om hun slet ikke kunne se var chokeret jeg var.

"Jeg behøver vel næppe at sige hvem jeg er?" Jeg rystede på hovedet, og tog mod til mig. "Du er den vampyr der har dræbt mine forældre, og 25.000 andre". Min stemme lød spinkel, men fast. Hun grinede. Hendes latter lød som det dejligste klokkespil, og uanset hvor lidt jeg vil indrømme det,  kunne jeg lide at høre den. Det her gik slet ikke som jeg havde forestillet mig. "Er det virkelig det de har sagt til dig, deres udskylninger bliver da også mere og mere makaber".

"Jeg fortrækker nu bare at du kalder mig Alexandra". Der røg teorien om at det var den forkerte person jeg havde fået fat i. Bare navnet fik mig til at stivne. Hun gik ned ad trappen, trin for trin. jeg rykkede automatisk et skridt tilbage. Hun stoppede op, hendes ansigt så såret ud. Hun gik længere ned, og jeg gik længere tilbage, som en dans. Jeg mærkede pludselig noget koldt og hårdt. Væggen. Jeg var trangt op i en krog. Hun stod lige foran mig,  jeg blev både bange og imponeret over hendes hurtighed. "Du ligner din far, uden på", sagde hun med den smukke stemme. "Men du har din mors indre, både i styrke og mod".

Hun gik rundt om mig, og studerede mit ansigt. "Jeg ved godt hvad du tror, men jeg dræbte ikke dine forældre".  "Det er løgn!", sagde jeg. Min stemme lyd stærk, og der gik ekko i den. "Jeg ved du dræbte dem". "Du så mig måske dræbe dem?", spurte hun. Da jeg ikke svarede,  fortsatte hun. "Uanset hvad du tror, så er det ikke alting V.J.O ved". Det gav et gip i mig da hun sagde navnet. "De lyver og bedrager, tro mig, jeg har set deres spil gennem århundrede". "De fortæller dig kun hvad du  vil høre, ikke sandheden", hvislede hun. Jeg skulle til at angribe hende men tøvede. Hun dræbte mine forældre, det ved jeg hun gjorde. Så hvorfor er jeg så så meget i tvivl?

"Din veninde Laura var et sørgeligt tab, men hvad gjorde de?".  "De kunne have reddet hende, men i stedet lod de dig dræbe hende". "De  dræber og skaber død og lidelse!". "De er præsis ligesom de ondskabsfulde præster, i 1800 talet". "De dræber uskyldige, fordi de ikke forstår dem".  Jeg stivnede helt, hun havde jo ret. Men kunne de have reddet Laura? Lod de bare mig gøre arbejdet, fordi de var ligeglade? For første gang i lang tid, lod jeg tankerne fra mit gamle liv, løbe gennem mit hoved. Jeg så Laura for mig, og prøvede at zomme ind på hendes øjne. Hun havde været skrækslagen. Jeg havde haft mareridt om det så mange gange. Jeg havde følt mig angerfuld fordi jeg dræbte hende, men englelig så gjorde jeg en tjeneste for hende.

Hun havde været bange og alene. Hun ville komme til at dræbe mange mange mennesker, hun ville hade sig selv, være fanget i et helvede der kunne have foregået i flere år. Alexandra tog fejl. Det var nådigt at dræbe Laura, men mine forældre var ikke et nådigt drab. Hun havde dræbt dem, nu skulle hun få det betalt. Jeg følte langsomt efter min kniv, men den var der ikke. Shit! Hun måtte have taget den, da hun kredsede omkring mig. jeg stod og tænkte hvad for nogle muligheder jeg havde. De var ret begrænset. Jeg kunne flygte, eller kæmpe en håbløs kamp, eller jeg kunne trække tiden ud, og håbe på at V.J.O kom, men sandsynligheden for at de kom, var meget lille.

Jeg ville vente et minuts tid mere, og hvis de ikke kom, ville jeg løbe alt hvad jeg kunne. 60. "Du kunne komme over på min side". 55. "Jeg kan love dig en god pris og du skal få alt den information du ønsker. 40.  Hun rørte ved mit hår, jeg stod helt stille, og talte videre i mit hoved. 29. "Vi kunne  dræbe alle dem, der har dræbt dem du elskede". 15. Hun hvislede ind i mit øre. Hendes stemme var beroligende, tusind gange bedre end alle "Det skal nok gå", stemmer i verden. Hendes stemme lovede hjem, tryghed. To ting som jeg troede jeg havde mistet. 9. Men det havde jeg ikke, Og det vil jeg aldrig. V.J.O var mit hjem. 3. Og ingen andre steder. 2. 1. Det næste der skete gik meget hurtigt.

Jeg stak albuen bagover, men hun blokkede mit slag med en  u-overmenneskelig hurtighed. Hun tog fat i min arm, og vred den om. Jeg skreg af smerte da hun brækkede min højre arm. Hun kastede mig flere meter tilbage, lige på muren. Jeg hørte et højt kash! Som når glaskår splintres. Smerten i min ryg kunne tyde på at jeg var ramt ind i muren, lige der hvor der stod en vase. Der begyndte at komme sorte prikker for mine øjne.  Jeg prøvede, trods smerten, at komme op, men så var hun pludselig lige der, foran mig. Hun løftede mig op, flere meter over gulvet. Hun holdte om min hals, så jeg ikke kunne få vejret. De sorte prikker i mine øjne blev større og større. "Du burde tænke dig bedre om, med hensyn til hvad du gør, lille ven".

Hendes stemme var silkeblød, som en kats spinden. Hendes øjne var blevet helt sorte. De mindede mig om Lauras, og der kom en lille gysen op ad min ryg. Jeg kunne ikke få vejret, og kæmpede for at komme fri, men det var nyttelyst. Hun var alt for stærk. "Jeg kan ikke garantere en pæn død, men måske for du en pæn begravelse når jeg sender dit lig til V.J.O.". "Jeg er sikker på at den arme Sebastian vil blive helt knust". "Så vel V.J.O stå tilbage med kun et valg: at fyre ham, og sætte en ny til at lede dem". "Og resten der er ansat hos dem er nogle idioter, så det bliver så let som en leg at dræbe dem alle".

Hun pressede hårdere. "Godnat, lille Kylie". Hun pressede hårdere og hårdere, og jeg kunne intet gøre. Nu kunne jeg kun svagt se farver, men jeg kunne ikke se forme. Alle farverne begyndte at blive ædt af mørke. Farvel alle sammen, tænkte jeg, da jeg hørte en stemme råbe højt. Jeg kunne ikke høre hvad den råbte, men jeg vidste hvis stemme det var. Den samme stemme, som har råbt ad mig, de sidste tre måneder. Sebastians stemme...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...