vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1305Visninger
AA

14. Håb, eller Død? ♦

Jeg kunne hverken se, eller høre. Min eneste tanke var luft! Pludselig forsvandt presset, og jeg faldt ned. Jeg gispede efter luft, kunne ikke få nok af det. Da de sorte prikker endelig kom væk fra mine øjne, tog jeg et kig på situation. Sebastian og åbenbart  også Julia, skyd pile efter Alexandra, ikke for at ramme hende, for at få hende væk fra mig. Det virkede, men var ikke særlig effektivt. Selv jeg kunne se at det ikke kunne holde stand meget længere. Jeg kiggede rundt efter mine egne våben. De var omkring 7 meter væk, smidt på gulvet. Jeg tog en dyb indånding, og sprang så langt jeg kunne. jeg landede cirka en meter fra dem.

Jeg løb alt hvad jeg kunne, men uheldigvis havde Alexandra set mig hoppe, og jeg havde ikke sprunget langt nok. Pludselig var hun foran våbnene, og snerede ad mig. Min hørelse var kommet igen. Jeg stod og prøvede at få en plan frem. Hvorfor var de holdt op med at skyde? "Kylie her, bag ved dig!", sagde Sebastian. Jeg vendte mig hurtigt om, og han kastede noget. Jeg nåde knap nok at registrere hvad det var, før jeg greb det. Det var et træ sværd. Jeg var heldigvis venstre hånden.  Jeg løb frem mod Alexandra, som stod og ventede parat.

Jeg løb, men pludselig gled jeg, og jeg rakte sværdet op i luften. Jeg gled under Alexandra, som spærrede øjne forbløffet op. Det var min chance. Jeg fik fat i min stav, og rullede væk. Men hvad nu? jeg havde et våben at forsvare mig med, men i forhold til Alexandras styrke, var det ingenting.  Jeg kiggede rundt,  Alexandra stod og lignede næsten en statue. Så, uden nogen af os havde forudset det, løb hun hen mod Julia. Julia (der slet ikke havde set Alexandra komme) spærrede forbavset øjne op. Da hun endelig kom til fornuft, og trak hendes sværd, var det for sent. Alexandra smed hendes sværd væk, og tog hårdt fat i hendes nakke. Jeg skreg da jeg så at hun skulle til at knække Julias nakke. Men Sebastian kom farende, og svingede hans sværd, og ramte Alexandra lige i ryggen.

Alexandra gav straks slip, og hylede op. Sværdet havde ikke engang efterladt et mærke, og da slet ikke et sår. Alligevel skreg hun, som om hun havde fået et dybt sår. Jeg prøvede ikke at hyperventilere, men det var svært. Hun havde været så tæt på døden. Så tæt på, hviskede jeg. Jeg begyndte at gå hen mod dem. Det her kunne ikke blive ved. Jeg måtte gøre noget, angribe, eller bare noget. Jeg satte i løb, da jeg hørte Julia skrige. "Neej!" Jeg kiggede forvirret hen mod Alexandra. Jeg havde været så optaget af at planlægge en strategi, at jeg ikke havde set hvad der skete hos Sebastian, og Alexandra. Nu så jeg det pludselig kvalmende klart.

Alexandra kredsede rundt om ham. Sebastian fik et slag ind i hendes ryg, og et i solar plexus. Alexandra krummede sig sammen, og snerede ad ham.  Han stod og prøvede at forudse hendes næste træk, da hun tog fat i hans jakke, og kastede ham ind i væggen. Selv om hun var svækket da hun kastede ham, kastede hun stadig hårdt nok til at det kunne dræbe ham. Han røg ind i væggen med et kæmpe brag. Jeg holdte op med at trække vejret, da jeg hørte en guglene lød, der bekræftede at flere knogler var brækkede. Sebastian faldt tungt ned på jorden og blev liggende, helt stille.

Der faldt min verden om. Jeg kiggede hen på Julia,  hun var besvimet. Selv om hun ikke havde fået vredet halsen helt om, var den kommet meget af led. Jeg var alene med Alexandra. Hun stod, og afventede min reaktion. Hadet lyste ud af hendes øjne. "Jeg har mistet tre liv, din bitch!" Selv om jeg ikke vidste hvad hun mente med "Tre liv", var det tydeligt at jeg stod nummer et på listen over piger hun skulle dræbe. "Dit lille nummer kostede mig 3 liv!" Hun nærmest spyttede ordne ud. Hendes stemme var hård, og kold, fuldstændig føltes løs. På en eller anden måde var hendes hårde hader-riske stemme, langt mere uhyggelig, end den katte spinden. Hun sprang mod mig, men jeg havde min stav klar, eller det troede jeg.

Men hun rev den ud af mine fingre, med en smertelig grimasse. Jeg kom i tanke om at vampyre godt kunne røre træ, så længe det ikke kom ind i huden. Men derfor betyd det ikke, at det ikke gjorde ondt at røre ved, hvilket det tydeligvis gjorde. Jeg skreg da jeg fik en kæmpe splint i min venstre hånd. Hun løftede mig på samme måde som før, men der var to ting anderledes. ET: der kom ikke nogen Sebastian , eller Julia til undsætning denne gang, og TO: denne gang lod hun mig få mere luft. Hun kiggede på mig, med øjne der lynede af had, og.. begær? ivre? Jeg vidste det ikke.

"Ved du hvad,  jeg tror lige jeg har fundet en perfekt straf for dit lille nummer". Hun pressede hårdere, ikke nok til at jeg ikke kunne få vejret, men nok til at jeg skulle kæmpe for at få det. "Jeg forvandler dig til en vampyr". "Og imens du er bange og forladt, og dræber mennesker uden stop, vil jeg tage mig af dig". "Nu skal du høre, det fungere nemlig sådan, at for hvert år, glemmer du mere og mere af dig selv, og om hundrede år..." Hun holdte en dramatisk pause, og hviskede de næste ord ind i mit øre, de ord, som for evigt vil sidde fast i mit hoved. "Vil du have glemt alt, hvem din familie var, hvor du boede, hvad du kunne lig, alt vil være væk". "Du vil skaber dig selv på ny, og jeg vil hjælpe dig". "Og om nogle få hundrede år, vil du være min lydige lille hund". "Du vil dræbe uden at tænke over det, og gøre alt hvad jeg siger". Rædslen bredte sig i min krop, ordene genlød i mit hoved. Min lydige hund, dræbe mennesker, glemme dig selv. Hun kom langsomt nærmere, hun skyndte sig ikke. Hun tog god tid, ville vente til at hele min krop var et virvar af ren og skær panik. Hun ville nyde det. Jeg kan ikke lade det her ske,  tænkte jeg. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg tænkte så det knagede, og kom til at tænke på en time i vampyrer og samfund,  jeg engang havde.

Vampyrer kan ikke tåle træ. Ingen ved helt hvorfor, men Sir Charles den fjerde, en rig  gammel Englænder, som også var  vampyrer professer, kom med en god teori. Vampyrer af lavet af alt hvad der er unaturligt, og burde slet ikke findes her på moderjord. Da træ er forbundet med moderjord, og er så naturlig som noget kan være, er vampyrer og træ det modsatte af  hinanden. Som i mange andre, blandt andet ild og vand, kan modsætningerne ikke tåle hinanden. En fra klassen, Sara, rakte hånden op. "Så faktisk er det lige meget, om man stikker dem med en kniv, eller en pind, træet bare vil glide ind i kroppen, og forsage skader? Ja, i  teorien, men jo ældre vampyrerne er, jo mere træ skal de have ind i kroppen, for at dø...

Jeg fik pludselig en ide, en latterlig ide, men den burde virke. I hvert fald i teorien, som min lære ville have sagt. Alexandras hugtænder var kun få millimeter fra min hals, og hun var fuldt optaget. Jeg holdte vejret, og hun opdagede ændringen, men nåde ikke at gøre noget ved det, da jeg satte min hånd i hendes ansigt. Hun skreg, og snittede min hals med sine hugtænder, da hun gik flere meter baglæns. Det var den store flis jeg havde haft i hånden, jeg havde ramt hende lige i øjet. Jeg styrtede hen, og tog mit sværd. Før hun nåde at komme til se selv, huggede jeg  i hendes arm. og hendes hals. Jeg huggede sværdet i, igen og igen, lod alt min vrede og sorg løbe ud.

Jeg huggede for Laura, for mine forældre, for Sebastian, og for Julia, for V.J.O. Jeg huggede, og ignorerede hendes skrig, der lød som alverdens sorg. Som om hele verden havde besluttet sig for at græde, og skrige. Det var højt nok til at gøre mig døv, men jeg var ligeglad. Pludselig fik et øredøvende skrig, mig til at holde op, og holde mig for ørerne. Alexandra forandrede sig for øjne af mig. Hun fik lidt mørkere hår, stadig lyst, men mørkere. Hendes hår fik krøller, og hendes hud var i samme nuance som et menneske. Hendes øjne skiftede fra sort til brun. Hun kiggede på mig med øjne der lyste af vanvid. Hendes mund trak sig sammen til et lydløst skrig, og så sprang hun i luften. Ikke højlydt, eller med en eksplosion. Hun blev til tusind stykker, som faldt ned på gulvet, og forsvandt så snart de mærkede det hårde marmor.

Det næste er lidt tåget. Jeg kan huske stemmer, og råb, efterfølgende af skridt. En mand kom hen til mig, han hed vist nok Harry, og var i omkring de 30. Han sagde noget, men det eneste jeg kunne høre var høj tone, der ringede for mine øre. Det eneste jeg nåede at sige var "Alexandra.. væ..k", før jeg besvimede...                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...