vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1286Visninger
AA

11. Første mission ♦ ( Sådan da )

Vi skulle øve os, med at skyde med bue og pil, da det var den mest effektive måde at dræbe en vampyr på. Pilene var af træ, og nemme at skyde med. Det var rigtig sjovt, især fordi jeg åbenbart havde et skjult talent for at skyde med bue og pil. Jeg havde endelig fundet noget som jeg var god til! Sebastian var stadig lidt halv  muggen, men i stedet for at skælde mig ud, så rettede han mig. Rettede mig!

Ikke noget med at jeg var doven, eller at jeg var elendig, nej, han rettede mig bare med min holdning, og vidste mig hvordan man fik mest mulig ud af pilen. Jeg blev så glad, fordi at jeg tror det er Sebastians måde at rose folk på. Dem han ikke siger noget negativt om, dem roser han, Men i hvert fald, så var jeg i gang med det, mens mine tanker farede rundt i hovedet på mig. De må have et sted hvor de gemmer hemmeligheder. Det har alle sådan nogle stationer. Politi, blandt  andet. Men spørgsmålet er hvor? Jeg skudt min pil af sted, og lige i det sekund den ramte skiven, gik det op for mig. Arkiv! Der var den! De må have et arkiv! Men hvor lå det arkiv?

Da var der, jeg fik en ide. En ide, som senere blev til en plan. Efter skole, og træning, gik jeg hen til Sebastians kontor. Jeg bankede på døren, og da ingen svarede, bankede jeg på igen. Jeg begyndte at blive urolig, da jeg hørte et smalt klik, og døren åbnede. Jeg gik ind, og døren lukkede automatisk. Rummet var stort. Det var på størrelse med en almindelig stue. Men det meste af rummet, var bare gulvplads, som jeg formodede at han brugte til at træne på. Længst tilbage i rummet, stod et stort skriverbord, næsten på tre meter. På bordet, stod en apple computer, en af de dyreste. Der stod en plante på hver sin side af skrivebordet. Sjovt, Sebastian faldt mig ikke ind som blomster typen. På selve bordet, var det hundredvis af stakke papir.

Bag ved bordet sad Sebastian i en læder kontorstol, der mindst må have kostet otte tusind. På  væggene i siden, stod der reoler, med alt, lige fra skuffer, til hylder, til skabslåger. Midt i værelset var der flere meter gulvplads, med et gulvtæppe af den slags, man synker ned i. "Ja"?, sagde Sebastian. "Jeg ville spørger om jeg måtte låne et kort"?, spurgte jeg. Min stemme lød selvsikker, men det var kun fordi jeg var alt for bange til at klokke i det. "Et kort", gentog han spørgerne. "Ja, jeg farede vild her i går, og kom hele tyve minutter for sendt, og det vil jeg helst gerne ikke gentager sig". Han så meget skeptisk ud. "Og hvad for dig til at tro at vi har et kort over stationen"?

"Ja, jeg tænkte bare at når stationen er så stor, kan jeg umuligt var den første der efter spøger et kort". Jeg kiggede ned som om jeg var flov. Jeg var den fødte skuespiller! Selv om jeg hellere end gerne ville kigge Sebastian i øjne, for at fortælle ham, jeg vidste han skjulte noget, og at jeg nok skulle finde ud af det, så passede det ikke rigtig til min plan. Desuden ville han aldrig give mig et kort, hvis jeg gjorde det. "Ja så", sagde han efter tænksomt. "Du vil vel ikke forhindre mig i at komme il tiden, vil du?, spurte jeg. Efter en lang pause, sagde han, "Nej, naturligvis ikke, nu skal jeg spørger om vi har et kort". Han rejste sig, og gik hen mod døren. Da han opdagede jeg ikke fulgte med spurte han, med en venlig stemme, som havde en snert af utålmodighed. "Skal du ikke med"?

"Øh nej, jeg vred om på benet, da jeg gik herhen". Han kiggede mærkeligt på mig, som om han afgjorte om det var sikkert nok at lade mig være alene. "Det er ikke så mærkeligt du er så håbløs til kamp, når du vrider dit ben om, bare ved at gå", sagde han koldt. Hans øjne spiddede mine. "Nuvel, jeg går, du bliver, men rør ikke ved noget!", sagde han. Efter at have kigget endnu en gang på mig, gik han ud af døren. Så snart han var ude, begyndte jeg straks at gennemrode hans kontor. Jeg rodede i alle skuffer, og alle reoler, men fandt ikke hvad jeg søgte efter. Jeg forventede hvert øjeblik at Sebastian ville dukke op i døren, og råbe hvad jeg lavede. Efter at have gennem rodet det hele, lænede jeg mig op ad skrive bordet.

Hvor dum kan man være, tænkte jeg. Han har arbejdet her i mere en ti år, også regner jeg med at han har et kort? Han kan sikkert bygningen ud og ind i hovedet. Det duede heller ikke hvis han rent faktisk gav mig et kort, for jeg tvivlede på at han havde skrevet "HEMMELIGT ARKIV", ind på det. Jeg sukkede af min egen dumhed, og rejste mig fra skrivebordet, men jeg gled, og tog fat i skrivebordet for at finde støtte. Jeg rejste mig op, og gispede. Der, midt over skrivebordet, var et hologram! Et hologram over skolen! Så havde han altså et kort! På hologrammet var der en masse små prikker. Jeg kneb øjne sammen, og så at der stod navne over alle prikkerne. Sejt! Det var ligesom røverkortet i Harry Potter, bare holografisk.

Jeg kiggede efter Sebastian, og der var han. Jeg åndede lettet op. Han var stadig henne på biblioteket. Jeg kiggede efter noget der kunne ligne et hemmeligt arkiv, men kunne ikke rigtig finde det. Så opdagede jeg et kæmpe stort rum, der ikke stod navn på. Det måtte være der. Jeg satte min hjerne til at huske vejen i hovedet. Jeg spjættede ved lyden af fodtrin. Jeg kiggede hurtigt på kortet, og så at Sebastian var nogle meter fra kontoret. Jeg begyndte panisk at famle efter den knap, der udlyste hologrammet. Jeg kunne ikke finde den. Jeg brugte alle mine fingre og ledte efter skjulte steder, og lige inden Sebastian kom ind, gav det porte.

Jeg ved ikke hvor jeg trykkede, men hologrammet, var væk, da Sebastian kom ind. "Her er dit ko", han stoppede midt i sætningen, da han så mig side på hans stol. "Hvad laver du der?", hans blik var skeptisk, og der var en svag trussel i hans stemme. "Jeg syntes bare den så så behagelig ud, så jeg måtte bare prøve den", sagde jeg undskyldende. "Javel", sagde han. Han så ikke overbevist ud. Jeg skyndte mig at rejse mig op, og små løb nærmest hen til døren. "Stop lige!" Jeg stivnede. "Husk kortet". Jeg slappede af, og hentede kortet. Mumlede et tak, og skyndte mig ud af døren, imens jeg tænkte på, hvad jeg lige havde opdaget...

 

 

 

Hvilket føre os til nutiden. Jeg var på vej til arkivet, på en hemmelig mission. Jeg listede hen ad gangen og drejede til højre. I følge min hukommelse, skulle jeg bare lige ind til venstre her, og så var jeg der. Jeg drejede til venstre, og stoppede op, Det var en blindgyde. Jeg stod cirka fem meter fra en væg, og stirrede ind i den. jeg trak vejet dybt ind, og sukkede højlydt. Det kunne ikke passe! Jeg var sikker på at det var her. Jeg sparkede til væggen, og tog mig med det samme til foden. "Av for satan!". Jeg gnubbede min fod. Det var underligt. Det var da bare ganske almindelig betonmur, eller var det? Jeg kiggede nærmere på det. "Aha!", hviskede jeg. Det var metal vægge, som var camoufleret som beton.

Man ville ikke bare have metal vægge, hvis ikke der var noget vigtigt. Jeg var det rigtige sted. Jeg gik nærmere væggen, på udkig efter  noget der kunne afsløre at det var mere end en væg. Pludselig kom der en høj lyd,og jeg sprang to meter tilbage. Jeg stirrede vildt rundt, men lyden var væk, og jeg kunne ikke se hvor den var kommet fra. Jeg gik igen nærmere, denne gang lidt mere vagtsom. Der kom lyden igen!  I stedet for at gå tilbage, gik jeg længere frem. Lyden kom igen, og jeg lyttede efter hvor den kom fra. Jeg havde en ide om hvor den kom fra, og for at se om det var rigtigt, gik jeg et skridt nærmere. Ganske rigtigt! Lyden kom fra gulvet. Jeg kiggede ned, og opdagede at gulvet var af fliser. For hver flis jeg trådte på, kom der en lyd. Med en pludselig indskydelse, vidste jeg hvad det var. Gulvet var et tastatur!

Og hver flis, var en knap. Jeg måtte indrømme at det var ret sejt. Men for at trykke koden, skulle man jo have en enter knap. En knap, som fortalte computeren at man havde stavet et ord, så den kunne sige om det var rigtig, eller forkert. Jeg spejdede rundt, og opdagede at en af fliserne, lå lidt skævt. Det måtte være den. Nu kom det næste problem. Hvad var koden? Først og fremmet gik jeg hen til den skæve flise, og trykkede på den. En anderledes lyd bekræftede min teori, om at det var enter knappen. Så skulle jeg gætte koden. Det gik op for mig, at det var mit mindste problem. Der stod ikke tal på fliserne, så jeg vidste ikke hvad der var et, og hvad der var ni.Mine skuldre sank sammen, og jeg satte mig ned. Det her var jo håbløst!

Jeg sad og tænkte i, jeg ved ikke hvor lang tid, før noget gik op for mig. Der var riser i fliserne. Det var ikke bare almindelige riser, for der var ikke nogen af fliserne, der havde samme antal riser. Det var svaret! Antallet af riser på hver sin flis, fortalte hvad nummer flisen var. Det jo genialt!, tænkte jeg. Godt, nu skulle jeg så bare lige gætte koden. Jeg tænkte mig grundigt om. Hvad ville Sebastian vælge? Måske hans alder? Det var da et forsøg hver. Nu tænker i nok hvorfra jeg vidste hans alder? Jeg havde fået Julia til at afsløre det, for nogle måneder siden. Jeg kan ikke helt huske grunden, noget med at jeg ville se hvor meget ældre han var, end hende. Jeg trykkede hans alder, og sprang hen på enter. Den kom med en lyd, der bestemt ikke lyd godt.

Du har overskredet dit antal forsøg. Ti sekunder til at systemet lukker ned i fire tyve timer. Okay, nu var det ikke bare små sjove forsøg på at gætte det, nu var det alvor. Ti. Hvad kunne Sebastian ellers have fundet på til  kode ord? Syv. Seks. Fem. "Arh kan du ikke klappe i med den nedtælling?!", spurte jeg frustreret. Det stoppede den naturligvis ikke, da det var en robot. Fire. Tre. Pludselig kom jeg på noget. Jeg styrtede hen over tasterne, hoppede over fra den ene til den anden. To. Jeg sprang hen til enter knappen. En, Og jeg ramte den. Annullere at lukke systemmet. Jeg hørte en lavmælt rumlen, og så gled væggen til den ene side. Min mors fødselsdag! Koden var min mors fødselsdag!

Nu var der i hvert fald ingen tvivl om Sebastians førelser, med hensyn til min mor. Sebastian havde elsket min mor. Jeg prustede langsomt ud. Vi skulle vist have en snak, næste gang,  jeg så ham. Jeg gik ind af døren, og døren gled igen til side. Men jeg gik ikke i panik, for gulvet herinde var også af fliser, dog med et gulvtæppe på. Det var sikkert meningen at gulvtæppet skulle skjule fliserne, men man kunne tydeligt se dem ude i kanterne. Selve rummet var enormt. Jeg tvivlede meget på at jeg kunne finde det jeg ledte efter. Det var ligesom et stort bibliotek, bare meget større, og langt bedre bevogtet. Jeg gik rundt fra reol til reol, og opdagede til mit held, at det også var indrettet som et bibliotek. Jeg ledte efter G, og fandt det hurtigt. Nu skulle jeg bare lige finde GH, for Grace Hammes. Bingo!

Jeg trak mappen ned med min mors navn, og satte mig ved det nærmeste bord. Mine fingre rystede, da jeg åbnede mappen. Grace Hames. DØD: DEN 20/10 2020. FØDT: 2/5 1985. DØDS ÅRSAG: DRÆBT PÅ MISSION, AF ALEXANDRA. Jeg rynkede på næsen. Hverken Sebastian, eller Julia havde fortalt  mig hvad vampyren der dræbte mine forældre, hed. Aleksandra. Det lyd som et meget gammelt navn. Gad vide hvor gammel hun var. Hvor gamle kunne vampyrer i det hele taget blive? Var de udødelige? Jeg gys ved tanken, og læste videre. OVERETAGER AF V.J.O. Jeg læste med næsen helt ned i mappen. DA DEN TIDLIGERE EJER AF V.J.O DØDE UNDER ATTENTAT, OG DA PERSONEN HVERKEN HAVDE FORÆLDRE, KONE ELLER BØRN, BLEV DER AFHOLDT EN AFSTEMNING I LEDELSEN, OM HVEM DER SÅ SKULLE VÆRE EJER AF V.J.O.  84% STEMTE FOR AT GRACE HAMMES SKULLE OVER TAGE V.J.O FORSLAGET BLEV VED TAGET DEN 4/6 2010.

Wow! Det var noget jeg ikke lige vidste. Vent lige lidt. Hvis min mor ejede V.J.O...  Jeg lukkede mappen, og stilte den på plads. Så begyndte jeg at lede efter K, for Kylie. Jeg fandt hurtigt K. Jeg kiggede efter K M, for Kylie Hames. Jeg gik ud fra at jeg stod i min mors navn. Jeg holdt vejret da jeg fandt den. Jeg tog ud efter den, mine fingre lukkede sig om omslaget. Så satte jeg mig ned igen. Jeg tøvede ikke med at åbne den. Hvis jeg tøvede for længe, vidste jeg at jeg ville ombestemme mig. Jeg sprang over ligegyldige detaljer om mit navn, og adresse, også videre. Til sidt fandt jeg hvad jeg søgte. EFTERKOMMER TIL EJEREN AF V.J.O. KYLIE HAMMES DORIN ENDNU IKKE FYLDT ATTEN, OG HAR HELLER IKKE AFSLUTTET SIN EKSAMMEN, SÅ SEBASTIAN  KLA DION HAR LEDELSEN, INDTIL DEN PÅGÆLDENDE PERSON, ALTSÅ KYLIE HAMMES DORIN, ER KLAR TIL AT OVERTAGE LEDELSEN AF V.J.O.

Jeg trak vejret i små hurtige stød. Jeg havde gættet rigtigt. Jeg ville komme til at eje V.J.O når jeg havde gjort min uddannelse færdig. Jeg læste videre, men fandt ikke noget interessant. Jeg kiggede også i min fars mappe, men der stod bare det samme som i min mors, bortset fra at han selvfølgelig ikke ejede V.J.O.  DØDS ÅRSAG: DRÆBT PÅ MISSION, AF ALEXANDRA. Det var det samme der havde stået i min mors mappe. Jeg skulle til at smække mappen i, da jeg kom til at kigge på vampyrens navn. Alexandra. Gad vide om de også havde mapper med vampyre herinde? Jeg smækkede mappen i, lyden gav genlyd i hele arkivet, og satte den på plads. Så gik jeg op til A afdelingen. (Som lå helt i den anden ende! Jeg vil vædde på at jeg gik en kilometer!)

Da jeg endelig nåede til A, måtte jeg søge i alle mapperne, da jeg ikke vidste hendes efternavn. Jeg var lige ved at give op, (Og jeg var kun halvvejs igennem bøgerne!) Da jeg fandt den. ALEXANDRA V Jeg gik ud fra at "V", var en forkortelse af "VAMPYR"  Jeg åbnede spændt mappen. ALEXANDRA. ALDER: UKENDT, FORMENTLIG 1,300. FARE: EKSTREM! SPECIAL EVNE: AURA BLINDHED. DRÆB ANTAL ANSATTE: 5,000  ALMINDELIGE MENNESKER: 20,000 SIDSTE OPHOLDSSTED: CALIFORNIEN, I LAGUNA BEACH NUMMER 345. FORMENTLIG ER HUN DER STADIG. Hele rummet sejlede. Det svimlede for mine øjne. Jeg trak vejret i gispende stød. Hun havde dræbt 25,000 mennesker. 25,000!

I den tælling af mennesker var mine forældre. Måske havde det også været hende der havde forvandlet Laura, og dermed været skyld i at hun blev dræbt. Nej, ikke Laura. Det var min egern skyld, og det måtte jeg simpelthen ankende. Da jeg følte mig okay igen, gik jeg op og lagde bogen på plads. Imens jeg gik hen til udgangen, var der to ting der gik op for mig. 1: Alexandra var en pige! 2: Jeg ville tage ud at dræbe hende. Jeg vidste godt at det var selvmord, jeg mener Julia havde selv sagt at mine forældre var fantastiske, og selv de dræbte hun, så hvorfor skulle jeg kunne? Ærlig talt, så vidste jeg det ikke, men jeg vidste 1 ting: Hvis jeg ikke prøvede at dræbe hende, ville jeg aldrig få fred. Jeg ville aldrig tilgive mig selv.

Det gik ikke og vente til at jeg var fuldt udannet, det var der ikke tid til. Jeg kunne simpelthen ikke vente, og vide at for hvert døgn, ugen, måned der gik, døde flere mennesker. Jeg kunne ikke be andre mennesker om hjælp, det ville få mig til at føle mig som en kujon. Jeg hoppede på fliserne, jeg skulle trykke ned denne gang, i stedet for bare at røre dem kortvarigt, jeg blev nød til at stå og hoppe ved hver eneste flis. Det var også meget svære, da jeg ikke kunne se hvad der var hvad, på grund af gulvtæppet, men jeg gik ud fra at det var samme rækkefølge. Første gang mislykkes det, men anden gang lykkes det. Jeg skyndte mig ud af døren, og ud på gangen. Imens jeg gik tilbage tænkte jeg på alt det jeg havde opdaget, og hvad der ventede mig i fremtiden. Hvis jeg da nåede at få en. Jeg ville næsten ønske Julia aldrig havde gjort mig nysgerrig, for nu følte jeg næsten, at jeg vidste for meget...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...