vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1258Visninger
AA

5. En nyhed jeg ikke ville høre ♦

Jeg vendte mig hurtigt om og gispede. Der stod en silhuet, foran mig. Jeg kunne ikke se personens ansigt, men trækkene i kroppen fortalte mig at det var en pige.  Ikke en til, nej, ikke en til!, tænkte jeg,mens jeg kravlede baglæns. Pigen fulgte ligeså stille efter, og hviskede et eller andet om, at jeg skulle falde til ro og at hun ikke gjorde mig noget. Men jeg lyttede ikke, eller satte farten ned. Nej faktisk, så fik det mig til at gå i mere panik. Jeg fik en skarp kantsten op i hånden, men jeg kravlede videre. Det gjorde smertefuldt ondt, i min hånd. jeg så pludselig, at pigen var væk. Det gjorde mig meget nervøs. Jeg rejste mig ligeså stille op, og kiggede mig omkring. Der var ikke et eneste spor af hende.

Måske havde jeg bare forestillgt at der var en pige? Jeg vendte mig om, og fik en hånd for munden. Jeg prøvede at skrige, men hånden dæmpede det for meget. "Shihh!!!, jeg vil jo ikke gøre dig noget, er det nu forstået"?" Jeg var ikke overbevidst, men nikkede alligevel. Hvad skulle jeg ellers have gjort ? "Godt!", sagde hun. "Hvis jeg nu giver slip, skriger du så?" Jeg rystede på hovedet. "Løber du?, spurgte hun.

Jeg rystede på hovedet igen, denne gang lidt mere roligt. "Godt", gentog hun, denne gang blidere og så slap hun mig, og jeg løb. Jeg nåede sådan cirka at løbe 10 meter, før jeg bliv stoppet af en stor mand. Han tog fat i min hånd, bestemt, men blødt, og da jeg skulle til at skrige, sagde han med en dyb stemme "Lad være med at skrige".  Jeg vidste ikke hvorfor, måske fordi jeg var træt, eller måske var jeg blevet sindssyg, men i hvert fald holdte jeg omgående mund.

"Okay, lad os få nogen ting på plads", sagde manden. "Vi er ikke ude på at gøre dig noget, faktisk er det vores job at hjælpe". " Eller i hvert fald er deten del af vores job", sagde pigen. I gadelampens lys kunne jeg se hendes ansigt. Hun havde et flot ansigt, med lysebrun hud, noget kort sort hår, og nogen jagt grønne øjne, der vidste et stålsat blik. Jeg bliv (trodsmandens ord) alligevel lidt bange, og trækkede mig 2 meter tilbage. "Hør vi forstår godt, at du er bange, men vi gør dig ikke noget", sagde manden.

Pludselig så sagde han "Undskyld mig lige", og gik noogle meter væk. Jeg stod stadigvæk og overvejede hvad jeg skulle gøre, da manden kom tilbage, og hviskede til pigen. "Vi har fået en besked fra Grace og hendes mand, men der er noget galt" . "Jeg tjekker lige hvad", og så gik han, uden et ord. "Skal jeg ikke lige kigge på den hånd?", spurte hun. Jeg kiggede automatisk på hånden og opdagede at den blødte. meget.

Faktisk måtte jeg have tabt mindst en liter blod, fra min hånd. "O...okay", fik jeg fremstammet. Hun gik lige så stille hen til mig, og begyndte at kigge på min hånd. Mens hun kiggede på min hånd, tænkte jeg på det manden sagde. Vi har en besked fra Grace og hendes mand. Det er min mors navn. Grace. Men de mennesker kunne umuligt kende mine forældre, ik? Vi har en besked fra Grace og hendes mand. Jeg var så dybt begravet i mine tanker, at jeg slet ikke havde set at min hånd havde fået bandage på, og at den ikke gjorde så ondt mere.

"Tak", sagde jeg , med ægte taknemmelighed i stemmen. "Det var så lidt". "Foresten hedder jeg Julia". "Undskyld, jeg er altså virkelig ked af den måde vi mødte hinanden på", sagde hun oprigtigt. "Det er okay" sagde jeg, for jeg havde for længst tilgivet hende. Pludselig dukkede manden op igen. Men hans ansigt var hårdt. "Du kommer med os" sagde han og pegede på mig. "Jeg kender jer jo slet ikke!", efter jeg havde sagt det, gik det op for

mig, at jeg havde råbt, og at mine skuldre rystede. "Nej, men vi kendte dine forældre", sagde han, imens han rakte mig et brev. Kendte? Kendte?! Hvorfor sagde han det i datid?! Jeg tog det og så at der var et eller andet på det. Gisp! Det var et sejl. Det var det

sejl der var på et testamente. Jeg havde hørt at mange havde forsøgt at kopiere sejlet. Men det var umuligt. Jeg læste det.

Vi efterlader alt vores udstyr  til Kylie Hammens Dorin. Samt ledelsen af V.J.O. Vi giver ansvaret for hende til: Sebastian Kla dion. Vores mappe med fortroligheder. (mappen må først åbnes, når Sebastian mener hun er klar) Dette er en personlig besked til Kylie Hamens Dorin: Når du læser det her, kan vi ikke tag os af dig Kylie. Lyt til dine instinkter og stol på dem. Lyt til Sebastian, han vil beskytte dig. Hilsen mor og far

Grace Hamens og James Dorin.

 

jeg læste brevet igen og igen, men kom til samme konklusion. "Mine forældre... tårerne begyndte at komme igen,...... er døde".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...