vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1250Visninger
AA

8. Du kan da ikke mene det, vel?! ♦

Min ene side kunne ikke tro det. Mine forældre.. vampyr jægere!? Min anden del (den lidt mere fornuftige) kunne godt se sammenhængen. Mine forældre havde altid været i god form, selvom de aldrig tog i fitness centeret. Min far havde sagt at nogen bare havde det i sig, men når man er 14 år, så tror man ikke rigtig på sådan noget. Og.... så var der noget andet. Jeg havde altid følt at de havde en hemmelighed sammen. Det var bare en fornemmelse, men alligevel. Hvem ved. Måske havde jeg en hemmeligheds dekater evne, eller sådan noget. Efter hvad der var sket den sidste dags tid, ville jeg ikke være overasket. Det kunne være top sejt!

Jeg havde slet ikke opdaget hvor mange der iagttog os. Eller rettere... mig. Stort set alle i rummet kiggede diskret mod mig. Der var en anspændt stilhed. Så anspændt, at jeg fik kvalme. Så gik det op for mig, at de ventede på min reaktion. De ventede på at jeg skulle sige noget. "Kendte i mine forældre?", min stemme var så svag og stille, at jeg knap kunne kende den. Overaskende nok var det Julia der svarede, "Ja". Jeg var ved at blive godt vanvittig af alle deres ja.  Jeg ville høre mere! Hvem var de?! Hvad var der sket?! Hvorfor havde jeg det så dårligt! Men det blev bare ved med at sige ja! ja! ja! Jeg havde lyst til at bombadere dem med spørgsmål, men i stedet tog jeg et ad gangen.

"Hvad skete der virkelig den aften da...", jeg kunne ikke få mig til at sige "Den nat hvor jeg dræbte Laura"?, så jeg lod sætningen hænge i luften. "Din veninde blev til en vampyr" sagde Sebastian. "Skete det Præsis den nat"?, det var et spørgsmål jeg længe gerne ville have stillet. "Nej, hun blev formeret nogle uger før". "Vi har ikke den præcise dato, men vi tror det var omkring jul". "Hvad var det så der fik hende til at flippe helt ud?", spugrte jeg forvirret. "Formentlig måneskinnet". "Ser du, når det er fuldmåne, bliver vampyrernes tørst 10 gange forstærket". "Er det ikke vareulve der har det der med fuldmåne?", afbryd jeg ham. "Nej, vareulve er kun fantasi,.. det burde du da vide", sagde han i et utålmodigt tonefald. Når ja, vampyre findes, men det er barnligt at tro på vareulve?, tænkte jeg sarkastisk.

"Laura blev påvirket af det, og kunne ikke styre sig", begyndte han igen. "Det er meget hårdt, og især når man har et menneske ved siden af en". Jeg kom pludselig til at tænke tilbage til aftenen. Laura havde sat sine hænder op foran sig, som om hun ville skærme sig selv fra månen. "Laura prøvede at skærme sig for måneskinnet". "Som om det ikke kun var tørsten der gjorde ondt". "Kan de mærke det andre steder?" "Vi ved endnu ikke alt om vampyre", svarede han med et sørgmodigt smil på læberne. "Hvad skete der med mine forældre?", jeg holdt åndedraget. Det her var det spørgsmål jeg helst ville have svar på, men det var også det jeg mindst ville have svar på. Julia skulle til at svare, men Sebastian stoppede hende med en håndbevægelse. Der var gledet et mørkt udtryk over hans ansigt.

"De blev dræbt på en mission", sagde han stramt. "Hvilkken missson?", min stemme rystede så meget, at jeg knap kunne sige et ord. "De skulle dræbe en bestemt vampyr". "En vampyr, som mange har forsøgt at dræbe i århundreder". "Men vampyren var for stærk til dem". "De blev dræbt". Hans ord var så smerte fulde, at jeg næsten fik medlidenhed med ham. Der var en eller anden forbindelse mellem ham og mine forældre, og jeg måtte finde ud af hvad det var. For jeg havde på fornemmelsen at han ikke ville sige det selv. Så lavt, at jeg kun lige kunne opfange ordrene sagde han stille, "Jeg kunne ikke redde dem". Efter nogle sekunder i stilhed, skiftede Sebastian emde. "Nå, men som du sikkert har regnet ud, så er du også en vampyr jæger" Jeg tabte underkæben.

"Mig?". "'Skal jeg være vampyr jæger?" Jeg begyndte at grine. Det var en hysterisk latter, fuldstændig glædeløs. Det kunne de da ikke mene. Mig? Sølle slatne mig? Jeg blev ved med at grine, indtil Sebastian rømmede sig. "Ja", sagde han,  tydeligvis fornærmet. "Nej!" Jeg blev pludselig grebet af panik. "Jeg vil ikke kæmpe mod de modbydelige skabninger!". "'Jeg bliver flået levende!". "Hvis mine forældre ikke kunne, hvordan kan i så forstille jer at jeg kan!". Jeg kiggede direkte på Sebastian. Jeg fornemmede at alle i rummet kiggede på os. 

"Dine forældre døde i forsøget på at dræbe en meget stærk vampyr", begyndte han roligt. "Måske endda den stærkeste". "Vi sender dig ikke bare lige ud for at dræbe en vampyr", sagde han i samme tonefald. "Du skal først trænes i 3 år, før du bliver sendt ud på en prøve mission" "Sammen med en professionel

jæger". "Hvordan kan i ser jeg er en vampyr jæger?", spurte jeg mere roligt. "På grund af det der skete i nat", sagde Sebastian tålmodigt. Jeg fik en fornemmelse af at han ventede på at jeg regnede noget ud. "Situation så ret kritisk ud, så vi skulle lige til at gribe ind da.." ."var i der fra starten af?", afbryd jeg ham. "Ja selvfølgelig" Han så ud som om han lige pludselig fortrød det han havde sagt. "Vi... har holdt øje med dig, på din mors ordre".      "Men i hvert fald skulle vi lige til at gribe ind, da Julia træder på en pind". Han sender hende hurtig et bebrejdende blik. "Det hørte din veninde og da vi skulle til at storme frem... tja så gjorde du vores arbejde for os". "Bare fordi jeg tog chancen da den kom, så mener i jeg har vampyr jæger blod?" 

Jeg kunne ikke forstå det. Det der virkede tilfældigt og heldigt på mig, virkede dramatisk og stærkt på dem. "Det er ikke kun derfor". "Du løb i stedet for at blive lammet af frygt". "Det er meget få normale mennesker der kan det" Jeg skulle lige til at sige, at det hele var latterligt, da Sebastian kom mig i forkøbet. "Og du fik hende i en fælde". Jeg kiggede uforstående på ham. "Du så hun ikke var van til at bruge hendes forstærkede sanser og brugte det imod hende". "Det var meget klogt tænkt". Jeg burde vel blive smigret. Jeg havde på fornemmelsen at det var sjælet man fik komplimenter fra den mand. Men det var bare så meget, at få serveret på en gang. Som om han havde læst mine tanker sagde han: "Nå, men alt det kan vi snakke om senere". "Julia kan føre dig op til dit værelse, og i morgen vil du få dit skema til træningen". Julia rejste sig op, og førte mig hen til den store dør. Inden jeg gik ud af døren, søgte mit blik Sebastian. Vi kiggede direkte i hinandens øjne, inden døren smækkede.....   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...