vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1305Visninger
AA

12. Alene Igen ♦

Jeg lænede hovedet mod ruden. Den var kold, og lugtede af røg. Jeg sad i et tog, på vej hen til Laguna Beach. Jeg var på vej mod Alexandra. På vej mod døden. Nogle helte ofre sig selv for deres elskende, andre for familien, og nogen endda for verden. I mit tilfælde var det bare ren og skær dumhed. Eller var det? Nej, det handlede også om ære. Jeg måtte prøve. For mine forældres skyld, men også for V.J.Os skyld.  Hvordan skulle jeg nogensinde kunne sove igen, hvis det eneste mine tanker kredsede om, var at jeg var en kujon? Uden jeg selv var herre over det, kom mine tanker helt af sig selv til at tænke på Alexandra. Ville hun blive overasket? Ville hun nyde at dræbe mig, eller var jeg bare endnu en af V.J.Os ansatte? Og værst af alt: hvordan ville hun dræbe mig? Langsomt og smertefuldt? Eller hurtigt og nemt?

Jeg vidste det ikke, og ærlig talt ville jeg heller ikke vide det. Det føltes som om jeg var blevet hundrede år ældre, på bare få måneder. Tænk, at mit største problem for tre måneder siden, var at min bedste veninde ignorerede mig. Ikke nok med det, så havde jeg sådan set masser af andre venner. Jeg kom uvilkårligt til at le. Jeg ville give alt for at få mit gamle liv tilbage. For at se fars himmel vendte øjne, når jeg snakkede om drenge, og mors blik, så fuld af forståelse, når jeg snakkede om mine problemer med hende, Men det var mit gamle liv. Det var fortid. Nu havde jeg mit nye liv, og jeg måtte nyde det så længe det varede.

Hvilket højst sandsynligt ikke var meget længere. Jeg sukkede. Skulle alting virkelig være så pisse svært! Selvom det nu ikke havde været særlig svært at snige mig væk fra V.J.O. Jeg havde troet det ville være det sværeste, men helet var med mig. Vi skulle ud og se hvordan to agenter klarede en mission. Vi tog helikopteren hen til U.S.A.  Jeg ville sindssygt gerne være blevet, men jeg vidste at det her var en perfekt mulighed. Jeg sagde til Tris (en af vores lære) at jeg skulle på toilet, og hun vidste mig hvor det var. Jeg sagde pænt tak, gik ud på toilettet, og sprang ud fra vinduet. De ledte nok efter mig lige nu. Gad vide hvor lang tid det vil tage dem at finde ud af hvor jeg var? Jeg var englelig ligeglad. Uanset hvad, ville jeg nok være død til den tid, de fandt ud af det. Hvis de nogensinde ville finde ud af det...

 

 

Det gav et sæt i mig, da jeg hørte togets horn. Jeg gabte højlydt. Det havde ikke været min mening at falde i søvn, men jeg havde været alt for udmattet. Måske var det godt nok. Så var jeg da i hvert fald udhvilet, til når jeg skulle dø. Jeg maste mig igennem alle menneskerne der skulle ud. Jeg havde lyst til at råbe: HALLO! JEG SKAL FAKTISK TIL AT OFRE MIG FOR MIN ÆRE HER, SÅ KUNNE I IKKE LIGE GØRE PLADS FOR EN DØDSDØMT PIGE! Men det ville selvfølgelig ikke hjælpe, så jeg pressede mine læber sammen, og maste mig ud gennem døren.

En varm brise løftede op i mit brune hår. Temperatur forskellen var til at tage, og føle på. I toget havde der været tilpas køligt, her var det som at blive stegt levende. Jeg gik tværs over stationen. Nu skulle jeg bare finde en taxa. Jeg fandt hurtigt en ude på hovedvejen, og sagde stop! Da vi var der. Jeg gav taxamanden lidt ekstra penge, han sagde tak, og kørte sin vej. Når jeg alligevel var dødsdømt, kunne jeg lige så godt, gøre en god gerning. Jeg vendte mig om, og stod bomstille. Huset var enormt! Det lignede et af de der huse, man ser på fjernsyn, som stjernerne levede i. Op ad hoveddøren, var et par kæmpe søjler, ligesom dem man så i det gamle Grækenland.

Der var en lang trappe op til huset. Jeg stønnede. Selvfølgelig skulle jeg se min død i øjne, mens jeg var forpustet. Mens jeg gik op ad trappen, tænkte jeg at det englelig ikke var så mærkeligt at hun var rig. Jeg mener, når man har sparet op i 1,300 år, så måtte man vel have ret mange penge. Jeg når (ganske rigtigt) forpustet op. Jeg står og tripper lidt ude foran døren, for at få vejret. Så tager jeg en dyb indånding, og sparker døren op, og... Jeg falder ind på alle fire. Hvad var det for noget? Jeg havde regnet med at døren som minimum var låst, hvis ikke bombesikker. Jeg mener, damen må jo have oplevet flere snigmord, end nogen anden.

Jeg skynder mig op på bene, da det er ret svært at se truende ud, når man er ned på alle fire. Men det viser sig at det ikke var nødvendigt. Der er hel tomt. Jeg befandt mig i en kæmpe forhal, med en gigantisk trappe i midten. Trappen føre op til anden sal, og er ligeså stor, som dem i slotte. Jeg hæver min pistol (Som er ladt med træ skud, jeg er ikke helt dum) og begynder at gå hen mod trappen. Pludselig høre jeg en lyd, der minder om den man høre, når en vase går i stykker. Jeg fare sammen, og kigger rundt. Endnu en lyd. Jeg prøver at finde ud af hvor den kommer fra, med hjertet helt oppe i halsen. Men jeg må hurtigt opgive. Det lyder som om lyden kommer alle steder fra, og jeg kan ikke placere den. Jeg stod med ryggen til trappen. "Nå, jeg vidste ikke jeg fik gæster".  Jeg stivner, vender mig langsomt rundt, og står ansigt til ansigt med den vampyr som har dræbt mine forældre, og 25,000 andre. Alexandra...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...