vampyr jægeren (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2012
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Færdig
Kylie tror hun er helt normal, men det er hun ikke. Det finder hun ud af, da hendes bedste veninde Laura bliver forvandlet til en vampyr. Efter det, bliver Kylie kastet lige ind i en høj teknologisk verden, hvor at mennesker prøver at udrydde vampyrer. Kylie prøver at tilpasse sig sit nye liv, og finder frem til en hemmelighed, som hendes nye venner holdt skjult for hende. Fordi de ved, at hvis hun fandt ud af den, ville hun kaste sig ind i større fare end hun aner...

11Likes
18Kommentarer
1257Visninger
AA

1. Invitationen ♦

Mit vække ur ringede til sædvanlig tid, nemlig 6 : 30 . Jeg rakte ud efter det, men mine fingre kunne simpelthen ikke nå det. Jeg blev tvunget til at åbne øjne, og slukke det. "Lorte ur", mukkede jeg, mens jeg begyndte at trække dynen væk.

Jeg gyste over kulden der straks strømmede imod mig. Kender i historien om Isdronningen? Det føltes ligesom en af de personer der havde fået et stykke is ind i hjertet. Jeg skyndte mig hen til mit skab, og stod og tænkte hvad jeg skulle tage på. Det havde faktisk været meningen at jeg skulle have fundet tøj til i dag, i går aftes, men jeg havde bare været så træt. Jeg havde arbejdet på min Engelsk stil hele aftenen.

Min mor havde sagt mindst ti tusind gange at jeg skulle gå i seng, men opgaven SKULLE afleveres i dag. Jeg gik som reelt ikke så meget op i opgaver, men vores Engelsklære var en sand djævel. Han gjorde alt for at gøre vores hverdag til et helvede. Han havde sagt at det talte 40 % af vores årskarakter. Så som han sagde det: Lav den, eller få en anmærkning, og et stort rundt NUL med hjem!". Er han ikke bare dejlig?

Og oven i det, så skulle vi også lave vores Biologi projekt færdigt. Lærerne nød virkelig at pine os. Nå, tilbage til mit vigtige problem. Hvad skulle jeg tage på? Okay, indrømmet, det lød ret piget. Men jeg skulle på camping tur i haven, sammen med min tidligere bedste veninde. Hvis alt gik vel. Min tidligere bedste veninde?, tænkte jeg. Hun ER min bedste veninde. Forhåbentlig. Forstår i, hun har totalt ignoreret mig de seneste 5 måneder.

Og jeg ved ikke hvorfor! Det er ikke fordi vi har været op at skændes, eller noget lignende. Nej, hun har absolut ingen grund til at opføre sig sådan. Men det er heldigvis ikke kun mig. Eller, på en måde jo. Hun er sammen med alle andre end mig, men hun virker fraværende. Som om hun kun er sammen med dem for at virke som om alting var okay.

Hvilket det ikke var. Det kunne jeg tydeligt se på hende. Hun havde også pludselig fået en for nyet interesse for Fantasy bøger. Hun havde altid været nørden af os to, men hun havde aldrig været glad for Fantasy bøger. Hun syntes de var urealistiske. Yeah, right?

Men det var også det jeg elskede ved hende. Selvom hun på ydre siden var et meget kompliceret og indelukket menneske, så, når man først lærte hende at kende, så var hun faktisk meget åben. Jeg var fascineret af hendes komplekse personlighed. Ligesom jeg vidste at hun var fascineret af min, em, noget mere opmærksomheds krævende opførsel. Jeg kom til at smile ad mig selv. Selvom jeg var vildt nervøs, så var jeg glad for at jeg gjorde det. Jeg spiste morgenmad, bestående af Choko kugler, og gik ud af døren...

 

 

Jeg stod ved Lauras postkasse, og trippede. Jeg havde skrevet et brev til hende, og min plan havde så været at aflevere det i hendes postkasse. Nu, virkekede det lidt kujon artigt. Men jeg turde ærlig talt heller ikke tale med hende, face to face. Hvad hvis hun gav mig den kolde skulder? Det ville såre mig dybt, og være meget ydmygende.

Men på den anden side var det at give hende et brev, lidt ligesom at slå op via en SMS. Og DET, hadet jeg virkelig. Jeg havde ikke prøvet det selv, men jeg havde set mange dårlige serie. Det var noget af det dummeste man kunne gøre. Jeg vendte om på hælen, og gik hen mod skolen. Jeg ville hellere få ren besked, i stedet for at være en kujon!

Og som Jo, min gamle og eneste ekskæreste, du var den der turde trodse HR Harman! Det var vores Engelsk lære. Jeg havde nægtet at lave min 40 siders stil om, bare fordi jeg ikke skrev så pænt. Alle de andre lære kunne godt læse min skrift, så han burde altså også kunne! Jeg havde kaldt ham en blind satan, og de andre i klassen havde først gispet, og derefter grinet så meget, at 7 klasserne kom og klagede.

Deres lokale lå endda helt nede i bunden af gangen. Jeg havde fået eftersidning i tre uger, men det var det hele hver. For selvom han skilte os ud hver gang vi sagde det, blev "Blind Satan", hans navn. Jeg var selv ret stolt over det, men det var mine forældre sjovt nok ikke. De holdt en lang ene tale omkring respekt, men jeg var ligeglad. Jeg havde gjort det umulige. Trodset ham. Rygtet gik hurtigt, og snart vidste hele skolen det.

Jeg fik et vidst ryg, og det ryg har hjulpet mig lige siden. Jeg drejede ind ad den vej min skole lå på. Min skole er ret lille, og alle kender alle. Jeg trak op i skoletasken, og pustede ud. Så gik jeg ind ad indgangen, og hen mod mit klasse værelse.

Jeg fik straks øje på Laura, der stod og snakkede med Carmen, og Emily. Shit! Det gjorde bare det hele mere akavet at jeg skulle be dem om at gå. Jeg hang min taske på de kroge der er på vores borde, oggik hen mod dem. De snakkede vidst om den nye Film. "Die for my Heart".

Eller Carmen og Emily snakkede, mens Laura bare kiggede ulykkeligt ud af vinduet. Hun var tydeligvis i sine egne tanker, for hun spættede da jeg talte. "Hej". De andre mumlede "hey", mens Laura bare stod, stiv som en pen. "Må jeg gerne lige låne Laura et øjeblik?", spurte jeg. De to piger kiggede på Laura, som for at spørge om det var okay.

Laura nikkede svagt, og de gik. Så snart de var gået, blev jeg nervøs. Jeg begyndte at svede en lille smule. Fanden tag den der har opfundet homoner!", tænkte jeg irriteret. "øh, skal vi gå derover?", spurte jeg, og nikkede med hovedet i retningen af det lille ekstra rum, der stak ud fra vores klasseværelse. Hun sagde ikke noget, trak bare på skulderne, og gik hen mod rummet. Jeg fulgte ligeså stille efter.

Da vi kom derover, lænede hun sig op ad et bord, og så afventende på mig. For enhver ville det ligne en selvsikker adfærd, men jeg kendte hende for godt. Jeg lagde mærke til at hendes hænder rystede en smule, og at hendes blik flakkede hele tiden. "Altså, jeg tænkte på om du ville med ud på campingtur i weekenden?", spurte jeg forsigtigt.

Hun så ud som om hun skulle lige til at komme med en undskyldning, så jeg skyndte mig at fortsætte så hun ikke fik indført et ord. "Det er bare i min have, ikke noget særligt, du skal bare med bringe tandbørste, tøj, og sovepose". "Jeg er ikke så sikker på at jeg kan, Kylie", sagde hun tvivlene. "Please!", blev jeg ved. "Vi kommer til at være alene, og... og jeg vil gerne se dig igen". "og snakke med dig igen, og generelt være veninder igen", jeg begyndte at lyde mere og mere desperat, men der var ikke noget at gøre.

Når man har sagt A, må man også sige B. "Jeg ved ikke hvorfor du opføre dig så mærkeligt, men jeg er ligeglad". Jeg kiggede på hende med sådan nogle hunde øjne, som jeg vidste hun ikke kunne modstå. "Pleeease!", tiggede jeg. Hun kiggede til sidst beslutsomt på mig, og nikkede. "Det kan vi godt", sagde hun og mit hjerte lettede.

"Tak tusind tak!". "Det skal nok blive sjovt", lovede jeg. Jeg gav hende et kæmpe knus, uden at tænke mig om. Jeg trak mig hurtigt væk, bange for at jeg havde overskrevet grænsen. Men hun smilede bare, og begyndte at grine. Jeg grinede lettet med, og i det samme ringede det ind. "Vi må hellere gå til time", sagde hun.

Jeg nikkede, og satte mig på hendes plads. Jeg smilede, men smilet nåede ikke op til mine øjne. For havde det bare været mig, eller havde hun kigget på mig, med en hvis form for frygt? Det havde nok bare været min fantasi. Jeg begyndte at finde mine bøger frem, og lagde tankerne ned, for nu...        

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...