Nouelle Catherine Campra

Jeg går forbi ham og bukker mig ned foran ham og samler mit undertøj op. Af en eller anden grund tager jeg det på foran ham, på en meget sensuel måde, og han sluger mig med øjnene. Han kæmper uden tvivl med sig selv. Han bøjer sig ned og samler min røde kjole op, rækker den over, men han knuger den så hårdt at jeg ikke kan vriste den ud af hans lange stærke og beskidte fingre. Hans øjne er fæstnede på min navle og han synker så kraftigt, at hans adamsæble ryger helt op i munden på ham. Jeg tvinger hans øjne op med mit blik og en lille bøn om nåde, tikker mig om at stoppe med mit forehavende. Mit ene øjenbryn hæver sig spørgende, da han endnu ikke har givet slip på min kjole.

Under Blizten (Anden Verdenskrig) dør Nouelles mor, og hun bliver adopteret af et par, der ikke selv kan få børn.
Sommer 1954 i England et sted:
Hun holder sig mest for sig selv. Men ved Skovsøen er hun en helt anden...

1Likes
4Kommentarer
573Visninger
AA

1. Skovsøen

De sprøde lyde af tørre kviste under mine støvler og den rige fuglesang lyder omkring mig, mens jeg går længere ind i den lyse bøgeskov. Herude er her stille, kun naturens lyde og mit åndedrag. Vindens blide raslen mellem bladene. Varm luft bærer fugle over himmelen under kronerne. Hvis du kigger op, spreder dine arme ud og drejer rundt om dig selv, falder du på et tidspunkt, lander på det grønne bunddække; hernede dufter der vidunderligt og du føler fuldstændig ro. Du er i paradis, Du vil aldrig væk, alt uden om skoven er der ligesom ikke, kun skoven, dens liv og dig. Der er ingen tanker, kun skoven og dig. Uanset om du lukker øjnene eller ej, ser du skoven, mærker skoven, dufter skoven. Den er smukkere end nogensinde før. Du krammer dine fingre ned i det bløde mos og titusindvis af smukke dufte breder sig op omkring dig og lægger sig blidt på dig. Dit åndedræt er langsomt og regelmæssigt, du er helt tom indeni, men er opfyldt af en enorm glæde, der ingen kilde har. Apropos kilde, du kan dufte rent og klart, køligt kildevand, der læsker din hals, når du fylder vandet i dine skålformede, slanke hænder og drikker det kølige velsmagende vand. Du er ét med skoven og dens liv.

Jeg sidder tilbagelænet med mine bare fødder i den velstrømmende sø og midt ude på søen mellem alle åkandeblomsterne svømmer en lille andefamilie rundt med en hale af legende unger. Solen bager og varmer min nøgne, lyse hud. Min nye røde kjole ligger lidt væk, spredt ud sammen med min lille, brune skuldertaske og mine sko, undertøj og strømper. Selvom jeg nu næsten er tør, kan jeg ikke lade være og hopper i søen igen. Det der med at tage en dyb indånding er ikke noget, der er særligt vigtigt, så det gør jeg ikke. Desuden giver det en helt anden fornemmelse at springe i uden luft i lungerne. Mine øjne er stadig åbne idet jeg bryder igennem vandspejlet og jeg ser uklart grønt vand i et splitsekund før jeg er kommet op til overfladen igen. Vandet er forfriskende koldt og jeg spytter noget vand ud af munden. Mit hår bliver strøget tilbage mens jeg træder vande. Jeg vil helt hen til åkandeblomsterne og den lille sandbanke ude midt i søen, hvor der kun lige akkurat er plads til et lille forkrummet bøgetræ. Mine svømmetag skaber ringe i vandet og jeg gisper, da en fisk stryger ned ad mit maveskind og dens glatte hud kilder mit skød. Det er som om jeg ingen vegne kommer, som om de rolige og langsomme svømmetag, jeg tager, ikke hjælper. Jeg sparker med benene som en frø og kommer langsomt frem. Men jeg har al den tid som jeg har brug for - tid er intet problem, for herude midt på søen eksisterer tid ikke. Øen er ikke specielt langt væk, men jeg kommer kun frem i roligt tempo. Der er ingen grund til hastværk, jeg har jo ikke noget jeg skal nå. Andemoren kommer glad hen imod mig og ællingerne spreder sig ud til siderne som vinger på hende. De rappende lyde kommer mig i møde og snart efter svømmer de ved min side, hopper op på min ryg eller svømmer bag mig, som de ville gøre med deres mor. Jeg tager en dyb indånding og dykker ned. Det føles som om et kæmpe pres, presser mig fra alle sider, søen ligger på mine skuldre, og den er tung. Under vandet er alle lyde monotone og jeg tænker på min mor og dengang jeg lå inde i hende som foster. Her er trygt og jeg har lyst til at blive i dette sælsomme verdensparadis, men jeg elsker også landjorden, så jeg lukker luft ud i millioner af luftbobler og jeg stiger op mod min elskede sol. Mine hænder støder mod rødder og jeg træder vande her midt ude på søen, med mine hænder løst holdende om det lille forkrummede bøgetræ. Sandbanken er for lille til at man kan sidder der, men det er hyggeligt at svømme mellem labyrinten af åkander. Et par fisk springer og solen fanger deres skæl, og lyset kastes tilbage som solen i en diamant. Herude lugter der af frisk luft og nye dufte udenfor forårsskoven. Nogle ællinger vralter rundt oppe på sandbanken og jeg ler hjerteligt. Inde fra strandbredden lyder et højt knæk og jeg vender mig forskrækket om til at se en dreng, lidt ældre end mig, med stort mørkebrunt kruset hår, en solbrændt hud, hvidlig T-shirt, grå knæbukser, mørkerøde seler og bare tæer. Han ser faktisk ret godt ud, hvad jeg kan se herude fra, men jeg bliver helt flov, alt mit tøj ligger jo få skridt fra ham. Jeg synker lidt længere ned i vandet, så han ikke kan se jeg er nøgen, hvilket jeg jo er, og som han helt sikkert godt ved. Han smiler stort og griner lidt flabet ud til mig, vinker med store overdrevne armbevægelse, hvor hele armen svinger som det hvide flag på slagmarken. Jeg er bevidst om min nøgenhed, men er ikke synderligt pinligt berørt, hvilket alle piger uundgåeligt må være i selv samme situation. Ved egentlig ikke helt hvorfor, måske fordi skoven, søen og alt livet, gør at jeg føler mig hel, stærk, selvsikker og … Der er vidst ikke noget ord for det. Per refleks svømmer jeg hen imod ham, hurtigt og efter få sekunder stiger jeg drivende våd op ad vandet. Han er tydeligvis overrasket, det havde han uden tvivl ikke regnet med, og stirrer måbende på min nøgenhed. Mit lange lyse hår, skinner rødt og dækker mine bryster, men ellers er jeg fuldstændig nøgen. Han kæmper med sig selv, hvilket ikke er svært at se, men kun et lille øjeblik er han bragt ud af fatning, før han vender sig pligtskyldigt om. Jeg går forbi ham og bukker mig ned foran ham og samler mit undertøj op. Af en eller anden grund tager jeg det på foran ham, på en meget sensuel måde, og han sluger mig med øjnene. Han kæmper uden tvivl med sig selv. Han bøjer sig ned og samler min røde kjole op, rækker den over, men han knuger den så hårdt at jeg ikke kan vriste den ud af hans lange stærke og beskidte fingre. Hans øjne er fæstnede på min navle og han synker så kraftigt, at hans adamsæble ryger helt op i munden på ham. Jeg tvinger hans øjne op med mit blik og en lille bøn om nåde, tikker mig om at stoppe med mit forehavende. Mit ene øjenbryn hæver sig spørgende, da han endnu ikke har givet slip på min kjole. Omgående får jeg min kjole for mig selv og jeg tager den på, med ryggen mod ham - jeg er trods alt barmhjertig. Han rømmer sig tydeligvis utilpas, så jeg vender mig mod ham med et strålende smil; han må være virkelig forvirret, hvilket han er, det er ikke svært at se: han ved ikke hvilket ben han skal stå på og hans blik virrer forvirret rundt, nonstop. ^Hvad hedder du?^ spørger jeg og kigger ud gennem mit lyse pandehår. Der går lidt tid før han svarer, men endelig kommer navnet, Nicolas. Jeg er stadig ret våd, men heldigvis er min kjole af uld, så den tørrer min krop en anelse. Nicolas. ^Jeg hedder Nouelle,^ siger jeg, ^Hvor bor du?^ Nogle fugle i trækronerne svæver over os. Han kigger længselsfuldt ind i skoven da nogle krager forstyrret flyver op fra deres reder. ^En gård ikke så langt fra hvor du bor^ svarer han. Okay, svarer jeg og følger hans blik. Jeg fugter mine læber og samler min taske op. Jeg tager mig sammen og går. Nogle få meter fra ham, vender jeg mig om og vinker. Derefter smider jeg tasken over skulderen og løber ind i skoven, med lyden af knust skovbund under mig og duften af skov over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...