Nouelle Catherine Campra

Jeg går forbi ham og bukker mig ned foran ham og samler mit undertøj op. Af en eller anden grund tager jeg det på foran ham, på en meget sensuel måde, og han sluger mig med øjnene. Han kæmper uden tvivl med sig selv. Han bøjer sig ned og samler min røde kjole op, rækker den over, men han knuger den så hårdt at jeg ikke kan vriste den ud af hans lange stærke og beskidte fingre. Hans øjne er fæstnede på min navle og han synker så kraftigt, at hans adamsæble ryger helt op i munden på ham. Jeg tvinger hans øjne op med mit blik og en lille bøn om nåde, tikker mig om at stoppe med mit forehavende. Mit ene øjenbryn hæver sig spørgende, da han endnu ikke har givet slip på min kjole.

Under Blizten (Anden Verdenskrig) dør Nouelles mor, og hun bliver adopteret af et par, der ikke selv kan få børn.
Sommer 1954 i England et sted:
Hun holder sig mest for sig selv. Men ved Skovsøen er hun en helt anden...

1Likes
4Kommentarer
562Visninger
AA

2. Janine og Robert

Søndag. Janine går og pusler med kager og glasur ude i køkkenet, mens hun nynner. Jeg sidder ved spisebordet med lim, glansbilleder og bånd. Janine er langt om længe blevet gravid, så jeg vil lave nogle fine ting til at pynte barneværelset op med, og da vi ikke har råd til at købe, må vi jo, som alle andre, lave det selv. Hende og Robert har prøvet i flere år, men enten tabte hun barnet eller også kom der slet ikke noget. Og så efter krigen blev jeg adopteret. Mor og far døde under Blitzen og jeg var ikke så gammel. Men jeg kalder dem stadig ikke mor og far. Når Robert kommer hjem, tager vi på picnic ude i skoven. Vi skal fejre at barnet er sundt og at det vokser. Men jeg kender Janine nok til, at frygten æder grådig i hendes bryst, og jeg ved at den frygt kan slå barnet ihjel. Det ved hun også godt selv, så derfor prøver hun at omgive sig med glæde og smukke ting. Doktoren og har også ordineret forskellige ting og hun har fået en liste med ting hun kan gøre, og ting hun ikke skal gøre. Hver uge går hun til lægen og får dens tilstand tjekket. Robert er meget forstående og vi hjælper alle til i huset, så hun ikke bliver overbelastet.  Robert og jeg malede væggene, i børneværelset i går, i en lys gul farve. Vi har arvet en babyseng af Roberts søster og vi har slebet den ned og grundet den. Da den var tør, malede jeg blomsterranker på den. I hjørnet over sengen malede jeg et stort æbletræ med blomster. Meget detaljeret og fin, og den breder sig ud som en stor beskyttende paraply. Vi fandt nemlig noget gammel maling ude i skuret og på loftet og diverse andre steder. Janine græd, da vi viste hende sengen og æbletræet, og Robert gik over og kyssede hende og kærtegnede blidt hendes gravide mave.

Så nu laver jeg nogle kollager, som vi kan sætte i nogle rammer, vi selv laver, og male rammerne i alle mulige farver. Janine elsker farver, og elsker at male, men fordi doktoren er bange for at hun ikke kan tåle de kemikalier, der er i malingen, må hun ikke male. Så det gør vi i stedet, og der skal være masser af farver: alle regnbuens farver om nødvendigt.

Duften gør mig lækkersulten og jeg kigger længselsfuldt ud i køkkenet hvert tredje sekund. Robert lukker sig ind ude i entréen og hans skridt lyder over det gamle plankegulv. Janine fimser ud til ham og griner og kysser ham, så de begge er dækkede af glasur. De er som to unge forelskede, og hver dag holder de mere af hinanden. Deres kærlighed er nok til at opvarme hele huset, og så sparer vi da det mere. Desværre er deres kærlighed ikke nok til at varme vores store gamle hus op. De mange rum, de mange stuer, de mange værelser. ^Kunne du tænke dig en kage, skat?^ spørger hun mig og stikker sit lille hjerteformede hoved ud, så hendes vældet af hendes kæmpemæssige, røde proptrækkerkrøller bryder frem i åbningen mellem stue og køkken. Lidt efter kommer hendes store mave til syne, dækket af små søde blomster i dæmpede pastelfarver: turkis, rød, orange og mørk violet. Herhjemme har hun altid sit elskede forklæde på udover hendes enkle, hvide kjoler. I hænderne har hun en serveringsbakke af lyst træ, bemalet med mange fine blomster. Janine elsker blomster og planter. Man skulle tro vi boede i en urskov; der er blomster alle vegne, store, smukke og farvestrålende eller små og ydmyge. Men her dufter henrivende. Men vinterhaven er ved at forfalde. Vi har et par enkelte grøntsager, men vi lader den stort set passe sig selv. Jeg elsker den - det er som, at træde ind i en anden verden… Tid forsvinder, rum forsvinder. Da jeg blev adopteret tilbragte jeg meget af tiden herude. Robert havde slæbt et gammelt klaver, der stod og fyldte, ud i et hjørne af den lille vinterhave, og der sad jeg og øvede mig. En dag gik Janine forbi og hørte mig. Kort tid efter underviste hun mig. Som regel havde hun limonade med ud. Og så blev hun gravid. Hun fortsatte godt nok kun til jeg var blevet god. Janine siger, at jeg har talent, både for klaver, men også indenfor at male billeder. Jeg synes ikke selv jeg er god, men Janine har forstand på sådan noget. Jeg fortsatte, men for mig selv, jeg bryder mig ikke om, at andre hører på, at jeg spiller eller synger. Jeg har det som om, jeg vrænger min sjæl ud til folk. Jeg har ikke det samme problem, når jeg maler; og Janine er ikke sen til at rose mig.

Jeg elsker min lænestol. Den er blå- og hvidstribet og der en blodrød pude. Man sidder fantastisk i den. Jeg kan godt lide at læse, jeg læser dog mest noget med opdagelsesrejsende og spædende eventyr. Noget så jeg glemmer Krigen. Dén, der slog min mor ihjel…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...