Et nyt liv

Ida har levet sit liv og har opnået meget i mugglernes verden, men nu vender det. Hun har længe levet som en del af to verdener, men nu tvinges hun helt ind i en verden, som hun ikke kender meget til. Kan hun acceptere denne verden eller giver hun op og vender tilbage i de vante rammer?

11Likes
9Kommentarer
674Visninger
AA

3. Hvem er han?

Lysene fra vinduerne strålede ud i den kølige nat. Det lignede hundredvis af stearinlys, der svævede i natten. Det store slot tårnede sig op over mig og jeg kunne ikke andet end at stå der, og stirre betaget på det. Jeg havde aldrig nogensinde set noget lignende i mit liv. Det var utroligt. Jeg ville huske dette øjeblik resten af mit liv. Træerne lavede lange skygger ned på stien, der førte op til slottet. Langs skovvejen svævede der lamper med 3 meters mellemrum. Der var allerede en jævn strøm af elever på vej hen til de vogne, der skulle køre de ældre elever til skolen. Vognene var nogen mørke, dystre nogen, men alligevel smukke. De havde flotte udskæringer i det sorte træ og ingen fører eller hest. Min mor fortalte mig engang, at det siges, disse vogne bliver trukket af rædselsvækkende hingste med papirtynde vinger og en krop, der er radmager, at man næsten kan se gennem den. Jeg rystede hurtigt tanken af mig. Jeg håbede ikke, det passede, men man ved jo aldrig med denne mærkværdige verden.

Rundt om mig begyndte folk at skubbe til mig og jeg begyndte langsomt at bevæge mig med strømmen. Vi var en stor masse af sorte kapper, der bevægede sig med hurtige skridt igennem det fugtige græs. Natten var fyldt med lystige stemmer og høj latter. Folk lod til at være i godt humør og dette hjalp en lille smule på mit humør. Måske blev dette alligevel et godt år. Et smil bredte sig langsomt på mine læber og jeg lod blikket glide over mine nye skolekammerater, de så da meget søde ud. Pludselig fangede en skikkelse mit blik. Han stod i udkanten af skoven langs vejen. Skikkelsen stod tilpas langt ude, at man godt kunne skimte personen, men alligevel tilpas langt inde, at man skulle koncentrere sig for at få øje på den. Jeg stoppede op og gik et par skridt tættere på skoven. Skikkelsen var klædt helt i sort og i en kappe som alle andre, men denne kappe så slidt ud. Der hang lange tråde ud for neden og der var revet huller et dusin steder i den, som om denne person havde løbet med hast gennem krat, grene og buske. Skikkelsen havde trukket hætten op, så man kunne ikke se dens ansigt. Alligevel havde jeg en følelse af, at personen også kiggede på mig. Jeg vendte mig hurtigt om for at forsikre mig, at jeg ikke blev væk fra de andre, men den sorte masse af elever strømmede stadig videre på den lille skovvej og der så ikke ud til at være nogen ende på flokken. Da jeg vendte mine øjne mod skoven igen gennemsøgte jeg det dystre mørke, men skikkelsen var væk. Den var sporløst forsvundet. Gad vide hvor han blev af. Jeg havde lyst til at følge efter ham, der var bare noget ved ham, der trak i mig. Han var spændende, jeg måtte vide hvem han var.

”Hey… Hey! Hey Ida! Herovre!” Jeg vendte hovedet i den retning lyden kom fra. Kathys røde krøllede trådte stadig kraftigt frem i tusmørket. ”Kom her over. Du kan køre med os, vi har lige en plads tilovers.” Hun sad i en af de sorte vogne med 2 andre piger ved sin side. Den ene stirrede på mig med kolde øjne, der passede godt til hendes mørke hår og de optegnede øjne. Den anden var en lyshåret pige, der smilede venligt til mig. Jeg kastede et sidste blik over skulderen inden jeg begav mig mod deres vogn. Den holdt ikke langt derfra og jeg var hurtigt oppe i den. Vognen begyndte stille at bumle ned ad skovvejen og igennem skoven. De tre andre piger snakkede i munden på hinanden og lod til at fortælle hinanden om deres sommerferier. Jeg lod blikket glide gennem skoven, mens vi kørte. Jeg ledte efter skikkelsen, kiggede grundigt ind mellem alle træerne, men jeg kunne ikke få øje på noget eller nogen. Efter at have kørt i 5 minutters tid kunne jeg mærke pigernes blikke hvile på mig. Jeg forsøgte at ignorere dem, men til sidst blev det bare for irriterende. ”Hvad?” Min stemme var hård og jeg snappede måske en smule af dem, men de tre piger blev bare ved med at kigge på mig.

”Hvem er du?” Den lyse, meget pigede stemme kom helt bag på mig og jeg kunne til at starte med ikke finde ud af hvem, der havde sagt det. Den lyshårede pige smilede stadig venligt og kiggede bare nysgerrigt på mig. Kathy var i gang med at finde noget i sin inderlomme, mens den sorthårede pige med de optegnede øjne kiggede på mig med et blik, der fyldt med ligegyldighed. Alligevel var det som om, hun ventede på mig, ventede på, at jeg ville svare hende. ”Jeg… Jeg er Ida.” Denne gang var min stemme svag og var ikke mere end en hvisken. Jeg kunne hvordan jeg langsomt sank og hvor tørre mine læber egentlig var. Jeg slog blikket ned og håbede på, de ikke ville spørge mere. Det gjorde de heldigvis heller ikke og snart ankom vi til Hogwarts.

Vi rullede ind gennem en stor port og op til en enorm dør. Den var lavet af noget, der lignede egetræ og med messinghåndtag. De elever der var ankommet først var nu på vej op imod den. Jeg undrede mig over hvordan de ville komme ind. De kunne da umuligt skubbe den op selv. Den måtte jo veje mere end et ton, men da eleverne kom til op på midten af den brede trappe af sten, gled de store trædøre langsomt op og lod lyset falde ned over den ellers mørke plads. Man kunne nu se ind i den enorme forhal og endnu engang blev benene fejet væk under mig. Allerede udefra så forhallen enorm ud. Der gik allerede elever frem og tilbage derinde. Nogen gik til højre, nogen til venstre, mens andre begav sig op at den overdådige trappe, der måtte føre videre op i slottet. Den var af sten og havde gelændere af falmet guld. Man kunne se flere trapper længere oppe og utallige af malerier. Pludselig fejede der et spøgelse lige forbi mig. Det var gennemsigtigt, men glimtede som sølv i månelyset. Jeg kunne ikke bestemme mig for hvilket af alt dette, der var smukkest, hvilket der var mest uhyggeligt og hvilket der var mest ubegribeligt. Jeg skyndte mig op af den store trappe og kom ind i forhallen. Jeg drejede langsomt rundt om mig selv for at nyde dette syn. Alt dette lys, disse mennesker, spøgelserne, personerne der bevæger sig i deres malerier og skikkelsen, der stod skjult i udkanten af pladsen udenfor… Jeg stoppede op og kiggede grundigere efter, men nu var han væk igen. Jeg var sikker på, jeg så ham. Hvem er han?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...