Et nyt liv

Ida har levet sit liv og har opnået meget i mugglernes verden, men nu vender det. Hun har længe levet som en del af to verdener, men nu tvinges hun helt ind i en verden, som hun ikke kender meget til. Kan hun acceptere denne verden eller giver hun op og vender tilbage i de vante rammer?

11Likes
9Kommentarer
665Visninger
AA

4. Drengen med de dejlige øjne

Da jeg igen vendte ryggen til den store dør, var Kathy og de to andre piger allerede forsvundet. Der gik et øjeblik hvor jeg bare stirrede på de mange travle mennesker, før jeg fik taget mig sammen og hankede op i min blå sportstaske og begav mig op ad den enorme trappe. Lysene glimtede over mig og folk strømmede både op og ned ad trappen på hver side af mig. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre eller hvor jeg skulle gå hen. Jeg håbede bare på at støde på Kathy eller en af de to piger på et eller andet tidspunkt. Dette skete dog ikke. Endnu en gang mødte de varme brune øjne mine blå. Jeg skyndte mig at kigge ned og lade som om, jeg ikke havde set ham, men efter kort tid fandt jeg ud af, at han styrede direkte mod mig.

”Hej. Skal du ikke med ned og spise?” Min tunge klistrede sig fast til min gane og jeg kunne ikke få et ord frem. Jeg stod bare der og kiggede ned på mine fødder. Efter et stykke tid kunne han ikke vente mere og begyndte at sænke hovedet, så han kunne fange mine øjne. Jeg kiggede langsomt op og mødte de fantastiske øjne. Et smil bredte sig på hans ansigt. Det begyndte at krible i mine fødder og varmen bredte sig langsomt op til mine kinder, som jeg var 100 % sikker på var tomat røde på det tidspunkt. Endelig tøede min krop op og jeg fik trukket på mine skuldre, mens jeg ikke kunne tage øjnene fra hans. Han blev ved med at smile til mig indtil han sagde: ”Jamen så kom med mig! Vent her, så skal jeg ordne det der”. Så tog han hurtigt tasken ud af mine hænder. Det var noget af en bedrift, for mine fingre klamrede så hårdt om de to remme, at jeg ikke kunne mærke mine fingre længere. Da han vendte ryggen til mig, kiggede jeg nysgerrigt efter hvad han lavede. Han havde sat sig ned på hug og havde sænket hovedet ned mod noget småt foran ham. Jeg rykkede et par skridt til siden og pludselig kunne jeg se hvem, han snakkede til. Det lille væsen havde spidse øre og øjne større end tekopper. Det er måske lidt af et kliché at sige det, men det var helt bogstaveligt. Jeg kunne mærke hvordan jeg stirrede og min mund stod sikkert også åben, men jeg kunne ikke lade vær. Væsenets krop var så lille og spinkel med arme og ben som tændstikker samtidig med, den havde et hoved meget større end normalt. Dens hud så let gennemsigtig ud og den var iklædt et gammelt tæppe, den havde svunget om kroppen som en af de gamle grækere bar deres klæder. Pludselig rejste ham med de dejlige øjne sig og der var kun en svag røgsky tilbage, der hvor det lille væsen havde stået for indre end et sekund siden.

 

Jeg stod stadig og kiggede efter det lille væsen, da drengen med de dejlige kom tilbage til mig. Der gik ikke lang tid før, han stod og grinede af mig. Så tog han mig i armen og trak mig tilbage ned ad trappen. Da vi nåede bunden trak han mig til højre ind ad endnu en gigantisk dør. Den her var lidt mindre end ’hoveddøren’, men alligevel unaturligt stor. Det syn der mødte mig, var endnu vildere end alt det, jeg allerede havde set. Flere tusinde enkelte stearinlys svævede i luften langt over hovederne på os. 4 lange træborde stod på række, mens et femte stod på tværs af det store rum helt oppe i enden. De 4 af dem var allerede indtaget af hundrede af elever i sorte kapper. Det femte bord stod på en forhøjning og var besat af dem, der sikkert er lærerne. Lidt foran, men stadig efter de 4 borde kunne man akkurat skimte en lille taburet med noget, der lignede en gammel hat, på. Rundt på væggene hang der kæmpe store gobeliner i hver sin farve og med hver sit dyr på. Der var et rødt med en løve på, et lilla med en ørn, et gult med en grævling og et grønt med en slange på. De var helt fantastiske og man kunne se hvordan der var gjort noget ud af enhver detalje, men det smukkeste syn var loftet. Det var ikke helt et loft, en der hvor der burde være et loft, var der i stedet en mørkeblå himmel dækket af stjerner. Stjernerne lå spredt ud over himlen, som om gud havde stået og lagt dem præcis der, så det skabte et fantastisk billede. Stemningen var høj i salen. Snakken og latter fyldte rummet, så det eneste jeg havde lyst til, var at stå der og beundre det samlede billede i al evighed, men det fik jeg ikke lov til. Drengen med de dejlige øjne havde taget mig ved albuen og førte op ad den lidt bredere gang i midten af salen. Da jeg kom tættere på taburetten, kunne jeg se, at det faktisk var en hat, der lå på den. Hatten lignede ikke bare en almindelig hat. Den var læderbrun og så meget gammel og meget slidt ud. Det var en hat, der sagtens kunne have tilhørt en rigtig traditionel troldmand. Et par meter fra den besynderlige hat stod en gruppe af yngre piger og drenge. De så alle sammen spændte ud, men inde under deres nysgerrige øjne, kunne man se skræmte øjne spejde rundt i salen og ikke mindst på den gamle hat.

 

Tavsheden kom som et slag og pludselig var der så stille i den store sal, at man kunne hører en knappenål falde til gulvet. Drengen med de dejlige øjne var forsvundet uden, jeg havde lagt mærke til det. Jeg stod og kiggede ud og de 4 borde med alle eleverne, da jeg opdagede, at deres blikke var fæstnet på noget bag mig. Da jeg vendte mig om, stod en mand bag en pult formet som en ugle. Hans skæg var så langt, at det næsten kunne nå jorden og hans briller hang så langt nede på hans krogede næse, at man skulle tro, de snart ville falde ned. Hans hår var hvidt og tydede på, at han var en ældre mand, men hans blik var friskt og kiggede med skinnende øjne ud over salen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...