Don't touch any of the 5 boys!

Kate er 15 år og bor i Danmark med sine forældre.
Hun lever et helt almindeligt liv som enebarn.
Hun er en smugle genert, og bruger utrolig meget tid alene.

En dag fortæller Kate's mor, at Den som Kate hele sit liv har kaldt 'Far', i virkeligheden ikke er hendes biologiske far. Der går Kate går i spåner! Hun beslutter sig for at finde sin biologiske far, og lære ham at kende. Men hvad gør man lige, når man pludselig finder ud af at ens far bor midt i London, hedder ’Paul Higgins’ og babysitter 5 overlækre drenge..
Når ens 'Nye Far' forbyder en at røre ved nogen af de 5 drenge, som den eneste lille regl! Kan man så godt lade være?


23Likes
23Kommentarer
1841Visninger
AA

1. His not your dad.. Sorry!

 

”HVAD?!” skreg jeg ind i hovedet på min mor. Jeg slog hænderne i bordet og rejste mig op. ”Sæt dig nu ned Kate.. lad os snakke om det” sagde min mor med et bekymrende ansigtsudtryk. ”Jeg skal fucking ikke sidde ned nogen steder!” råbte jeg. ”Og jeg skal aldrig i mit liv tale med dig igen!” Jeg gik ud af køkkenet, da jeg hørte min mor kalde på mig igen. ”Kate slap nu af.. Det var jo for at beskytte dig, ikke!” Jeg vente mig om og gik ind i køkkenet, hvor hun sad og kiggede på mig. Min mor rejste sig op og kiggede på mig. ”hvorfor har i ikke fortalt det her noget før?” Råbte jeg og begyndte at græde. ”Det var det bedste for dig, hvis du havde begge dine forældre Kate” sagde min mor og kiggede op.  ”Så du tror jeg har det godt nu hva’?” råbte jeg af hende. Jeg satte mig ned ved bordet og tog hænderne til mit hoved. ”Jeg har kaldt en anden mand far i 14 år nu, fordi jeg rent faktisk troede, han var min far! HVAD FUCK ER DER GALT MED DIG” græd jeg høj lydt. Min far.. Eller Martin, som han hedder Han havde altid været der for mig. Jeg var lidt af en Fars pige. Det gjorde mig utrolig ked af det, at han faktisk ikke var min rigtige far..

"Du har altid været så glad for Martin, så hvorfor ikke fortælle dig at han var din far?” Sagde min mor bestemt. ”Det bare ikke fair det der!” Skreg jeg og slog armene over kors. ”Jeg VIL finde ham!” sagde jeg bestemt og kiggede på hende. "Jeg vil finde min rigtige far! Det er sku heller ikke fair for ham" Jeg kiggede ned i jorden. ”Kate.. Det vil du jo ikke få noget ud af, han forlod os.. Han vil dig ikke noget!” Hun hævede stemme nu. Jeg kunne høre hvor vred hun var på ham. På min Far. ”Du skal fucking fortælle mig alt du ved om ham, ellers nærmer jeg mig aldrig det her hjem igen!” Skreg jeg og pegede på hende. ”Så gå…” Råbte hun og kastede en tallerken hen over gulvet ”Fint! Jeg er skredet!” Råbte jeg og spyttede hende i hovedet. Jeg løb ovenpå og pakkede alt mit tøj og sko i en kuffert, og resten af mine ting i en taske. Jeg løb hurtigt ned af trappen igen og ud af døren.
”Fuck dig! Så groft” Råbte jeg efter hende og løb.

 Jeg løb bare.. For hvor fanden tager man egentlig hen, når man er 15 år og stadig går i skole?
Jeg fik fat i en Taxi, som kørte mig til min nu, sted fars kontor. Jeg betalte chaufføren og gik ind i den enorm store bygning. Jeg tog elevatoren til 7 etage og mødte en masse forbavsede ansigter, da døren til elevatoren åbnede.

”Hvad laver du her unge dame?” Spurgte en vagt mig, meget surt og tog mig i armen. ”Jeg skal se min far. Fucking slip mig!” ”Hey.. Hun er med mig” Råbte en stemme. Det var Martin. Jeg løb over til ham og græd.. Jeg græd og græd og græd. ”Kate.. KATE!” han tog mit hoved, i sine hænder og kiggede mig i øjnene. ”Du har, og vil altid være min datter! Lige meget om jeg så er biologisk” sagde han og kyssede min pande. Jeg klemte ham ind til mig. ”Jeg er løbet hjemmefra.. Mor smed mig ud, da jeg sagde at jeg ville opsøge ham..” hviskede jeg og kiggede op på ham. ”Åhhrr.. Prinsesse dog! Kom her” Han satte sig på hug og krammede mig helt ind til sig. ”Hvad ved du om ham? Du bliver nød til at fortælle mig det, Martin” sagde jeg så. ”Er du helt sikker på, at du vil opsøge ham?” Spurgte han, med et lille smil.
Tænk, han var ikke engang sur over det. ”Ja.. Jeg vil møde ham.. Jeg vil lære ham at kende!” Sagde jeg bestemt, og han tog os ind på hans kontor. ”Okay. Han hedder Paul og har bosted i London og Irland. Han er et eller andet security halløj, og har en kone og to børn. Jeg mener jeg har en adresse på ham, et eller andet sted her..” sagde han og rodede rundt i forskellige skuffer. "Her.."
Han gav mig et stykke papir og jeg kiggede hurtigt, men undersøgende..

 

Paul Higgins

020 xxxx xxxx

----------- Street  

 

 

Paul Higgins? Det navn sagde mig virkelig et eller andet..


 Jeg sagde tak for papirerne og informationerne, og han kyssede mig farvel.
 ”Jeg vil altid elske dig” råbte jeg, og løb så imod elevatoren, og kom ned på gaden igen.

Jeg smilte og ringede så nummeret på telefonen på..

..Biip Biiip Biip..

Det her ville blive den mest svære samtale i mit liv nogensinde.. 

 

 

Jeg ved at det her kapitel blev meget kort.. Undskyld! :(
- Det var mere bare lidt en intro.. Så 'Kapitlerne' vil blive længere!

Det er første gang, at jeg nogensinde skriver fanfic.. Så smid en kommentar om kapitlet eller noget. Det ville gøre mig super glad! :-) Love Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...