Heksens barnebarn

Lille Selma ( Tullen) på fem år, bor på et børnehjem i Sverige.
Esther Ludvigen, en kone, der passer på Selma som var hun hendes egen datter, har fundet en kone der har plads nok til Selma at bo hos hende.
Men det Esther ikke ved, er, at konen er en heks.
Heksen har et barnebarn der hedder Tom.
Og det viser sig, at Tom har overnaturlige evner...
Det skal siges at historien foregår for maange år siden :))
Og den er nok dedikeret til hyggelæsning ;)
Oog like en ting til! I må meget (meget!!!) gerne smide en kommentar om hvad i synes, og i må også meget meget gerne like den:3<3

3Likes
4Kommentarer
1455Visninger
AA

9. Walther

,,Hvad hedder han?'' spurgte jeg nysgerrigt.

,,Hvem han?'' Sagde Absalon. ,,Nåh, hunden?''

Jeg nikkede

,,Den hedder Walther'' Sagde Absalon. ,,Har du lyst til at lege med ham, mens jeg plukker nogle æbler?''

Jeg smilte, og nikkede.

,,Jeg går lige ind og henter ham'' Sagde Absalon og gik over til kælderdøren.

Der gik lidt tid, og jeg kunne høre ham tale med Walther.

Så kom der en hund løbende ud fra kælderen.

Den var brun, og tungen lå ud af dens gab mens den løb.

Walther kom over til mig, og lagde sig ned og rullede lidt rundt, og ville lege.

Der var venskab fra første øjeblik, og jeg gik straks igang med at kaste pinde til ham og løbe rundt med ham.

Der gik nok en halv times tid, så kom Miriam ud.

,,Selma!'' Råbte hun bestemt.

Jeg og Walther standsede begge to med at løbe rundt og kiggede op på Miriam.

Hun kom gående i et hurtigt, hidsigt tempo, og tog i min arm.

,,Farvell Hr.Gøthe! Og tak for idag...!'' Råbte hun mens hun gik over mod porten.

Hun holdt fast i min venstre arm, lige over albuen, og trak mig med sig.

Jeg kiggede på Absalon. Og så på Walther.

De begge to stod med et trist blik. Et forstående og lidt bekymret blik.

Anna stod og kiggede i vinduet. Hun så også lidt bekymret ud.

Da vi var kommet ud om porten, hev Miriam mig bag hegnet, og tog fat i mine skuldre.

,,Jeg vil ikke have at du tosser rundt med det beskidte dyr! Jeg vil ikke have at du sidder på grasset i din fine kjole! Jeg vil ikke have at du græder inde hos andre folk, og jeg vil ikke have at du deler din sorg med vores naboer!'' Vrissede hun højt.

Jeg blev helt forskrækket, og stod bare der og kiggede på hende med store øjne.

Så begyndte jeg at græde.

,,Stop så det der! Lige nu!!!'' Råbte hun, og trak mig derefter over til hendes hus.

,,Jamen jeg vil over til Walther og Absalon!'' Græd jeg.

,,Det eneste du skal gøre lige nu, er at holde din bytte og gå op på dit værelse!'' Vrissede hun.

Hun trak mig så hurtigt, at jeg måtte løbe snublende lidt bag hende.

Vi gik indenfor, og hun trak mig over til trapperne.

,,Og gå så op og tænk over hvad du har gjort!'' Råbte hun og pegede op på døren til mit værelse.

Jeg løb grædende op på værelset.

Smækkede døren hårdt i, låste den, og satte mig i et hjørne at græde.

Hvorfor ville Esther have mig til at bo her!? Hvorfor sagde hun, at Miriam var ''flink''!?

Jeg ville ud. Og det skulle gå hurtigt for sig.

Jeg gik over til vinduet, og kiggede ned.

Der var ikke ret langt ned.

Omkring tre meter.

Jeg åbnede vinduet, og klatrede op over det.

Jeg vidste ikke om jeg skulle springe eller ej.

Hvad ville Miriam sige, hvis hun fandt ud af det? Hvad hvis hun så mig løbe over til Absalon?

Jeg klatrede ind igen, og lukkede vinduet.

Det var blevet ret mørkt.

Jeg kiggede op på en klokke som hang på væggen.

Den tikkede.

Klokken var lidt over otte.

Jeg var ret træt...

Jeg tog min kjole af, og mine sokker.

Så lagde jeg mig på sengen, og tog den råhvide fjerdyne over mig.

Den første dag var overstået.

Jeg troede at dét var en hård dag, men jeg vidste ikke, hvad der ventede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...