Heksens barnebarn

Lille Selma ( Tullen) på fem år, bor på et børnehjem i Sverige.
Esther Ludvigen, en kone, der passer på Selma som var hun hendes egen datter, har fundet en kone der har plads nok til Selma at bo hos hende.
Men det Esther ikke ved, er, at konen er en heks.
Heksen har et barnebarn der hedder Tom.
Og det viser sig, at Tom har overnaturlige evner...
Det skal siges at historien foregår for maange år siden :))
Og den er nok dedikeret til hyggelæsning ;)
Oog like en ting til! I må meget (meget!!!) gerne smide en kommentar om hvad i synes, og i må også meget meget gerne like den:3<3

3Likes
4Kommentarer
1424Visninger
AA

16. En nat hos Absalon

Jeg drak min kakao, og kunne høre Walther smaske på livet løs bagved mig. 

Et lille fnis kom over mine læber. Jeg stillede koppen til side, og vendte mig om mod Walther, som spiste den sidste bid i sig. 

,,Walther?'' Sagde jeg mens jeg prøvede at få hans opmærksomhed, og det fik jeg lige med det samme. ,,Sid op!'' Sagde jeg glad.

Han satte sig op, og så lidt spørgende på mig.

,,Gi' pote!'' Han reagerede ikke, men sad bare som et spørgsmålstegn og så på mig.

,,Gi' pote!'' Sagde jeg lidt højere. Han kiggede rundt. Jeg tog i hans pote.

,,Gi' pote Walther'' Sagde jeg, imens jeg tog hans pote igen.

Jeg sad sådan ret længe, men så pludselig, gav han pote. Jeg roste ham glad.

Så tog jeg min kakao og drak den færdig. Jeg satte den tomme kop fra mig, lagde mig mod Walther og trak dynen over mig. Så faldt jeg i søvn.

Jeg kunne mærke nogen ruske i mig. ,,Selma!'' Jeg åbnede mine øjne stille. Til min skræk, stod Miriam og stirrede mig ind i øjnene. Jeg krøllede mig sammen, og trykkede mig mod Walther. 

,,Selma kom.'' Lød det kort og alvorligt fra Miriam, mens hun med hastige skridt gik ud i køkkenet

Jeg blev ked af det, og utryg, bare ved at se på hende. Der var noget over hende, som jeg bare ikke kunne lide. Et tår løb ned ad min kind, og dryppede ned på Walther's pels.

Det var morgen, for lyset skinnede ind gennem vinduerne, og fuglene sang af hele sit hjerte udenfor. Jeg kunne høre Absalon og Anna tale med Miriam.

,,Jamen Miriam, lad hende bare ligge, vi skal nok følge hende over senere'' Sagde Anna blidt.

,,Nej, hun skal med mig, nu'' Sagde Miriam. Absalon sukkede.

,,Så så... Jamen så går jeg ind og vækker hende...'' Sagde han.

Han gik over mod mig, og smilede da han så mig ind i øjnene.

,,Nåh, så du er allerede vågen? Kom op med dig, du skal hjem nu'' Sagde han, og løftede mig op at stå. Jeg smilede til ham. Han tog min hånd, og fulgte mig ud i køkkenet.

Jeg kiggede på Miriam. Hun havde et gnavent andsigts udtryk. 

,,Tak skal i have, Hr. og Fru Gøthe, i er velkommen forbi en dag'' Sagde Miriam, og tog i min arm. Hun trak mig mod hoveddøren. ,,Og sig så pænt farvel Selma'' Mumlede hun sur.

,,Farvel Absalon, Farvel Anna, Farvel Walther. Jeg glæder mig til at besøge jeg igen'' Sagde jeg trist. De stod alle og kiggede på mig, som tog de synd i mig. 

,,Farvel Selmalille, og hav det nu så godt, min kære'' Sagde Anna, også med en trist tone.

Jeg kiggede på dem, til Miriam lukkede døren. Så fulgte jeg bare efter hende, mens hun med hastige skridt trak mig med sig. 

,,Nu skal du hjem'' Sagde Miriam strengt. Jeg kiggede forvirret på hende.

,,Det var jo dig som sagde at jeg skulle sove der, hvorfor er du så sur på mig?'' Spurgte jeg stille.

Hun standsede op, og vendte sig mod mig på sine hæle. 

,,Fordi at en eller anden, har sagt, at jeg har sagt at Walther var et beskidt dyr, fordi at en eller anden tuder hos naboerne, og fordi at en eller anden som jeg skal betale for og føde resten af mit liv er et mareridt at passe på!'' Vrissede hun, og vendte sig om igen. Så trak hun mig med sig igen, i et hastigt tempo. Jeg kiggede ned og var lidt flov, fordi at jeg var jo klar over at den ''en eller anden'' selvfølgelig var mig, Selma. Miriam åbnede døren ind til hendes lille hus, eller, vores lille hus, og skubbede til mig, så jeg kom indenfor. Hun tuskede over til komfuret, og skabene, og gik igang med at skære en porre og en radise. Jeg stod bare der, ved hoveddøren og kiggede på.

Hun vendte sig om efter lidt tid.

,,Hvorfor står du her? Gå op på dit værelse til vi spiser'' Sagde hun bestemt.

Jeg kiggede på hende. 

,,Hvorfor må jeg ikke være nede i køkkenet, sammen med dig?'' Spurgte jeg med lidt bedende øjne. Hun kiggede på mig som om hun havde fået et slag i hovedet.

,,Om du må hvad?'' Spurgte hun stille, og med en faktisk lidt rolig stemme.

,,Være sammen med dig. Jeg kender dig jo næsten ikke, og vi er allerede nærmest uvenner. Jeg... Er faktisk lidt bange... Jeg vil jo hjem til Esther, men du skælder mig bare ud, i stedet for at gøre som Anna... Jeg er blevet lidt bange'' Mumlede jeg stille.

,,Er du bange for mig, Selma?'' Spurgte Miriam. Hun lagde kniven og porren på bordet og stod med et lidt opgivende blik og så på mig. Hun så ret ked ud.

Jeg nikkede stille. Miriam satte sig ned ved køkkenbordet.

,,Kom her, Selma...'' Sagde hun. 

Jeg gik over til hende, og hun tog mig ind til sig. Jeg var stadig lidt utryg ved hende, og hendes svingende opførsel. Den ene dag hadede hun mig, og den anden var hun ked af det, og nu sad hun her med mig på skødet, og strøg mig om håret.

Jeg rejste mig. 

,,Jeg tager op og leger med dukken'' Sagde jeg, og løb ovenpå.

Jeg vidste virkelig ikke om jeg skulle være glad for at være her, eller sætte mig i et hjørne at tude over at jeg ville over til Absalon, eller Esther. Jeg viste virkelig ikke hvad der skete...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...