Tillidsprøven - Jishin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2012
  • Opdateret: 30 apr. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed er fantastisk. Kærlighed er det vi alle lever på. Det vi giver til andre, og det vi får tilbage.

Men vi kan også miste kærlighed. Vi kan miste den, og blive så knuste og skræmte, at vi ikke tør lukke den ind igen.

Og pludselig... Pludselig er du alene. Alene på en mudderet fold. Liggende. Gispende efter vejret. Klar til at forlade alt omkring dig, for uden din store kærlighed - er du ingenting.

Følg med i Tillidsprøven, følg med i udviklingen af to sårede sjæle, der sammen finder en mening med kærlighed. Finder en mening med livet. Hvordan - det kan du læse dig til.

19Likes
43Kommentarer
2709Visninger
AA

9. 8.

Han sad der. Han sad der, på sit rodede værelse med hænderne begravet i hans lange, krøllede hår. Hans hoved knagede af tanker der en efter en blev erstattet med en ny. Hvad skulle han gøre? Hvad var der sket? Hvorfor gjorde Fagur dog det, som han havde gjort?

Alle de tanker. Ingen svar. Han kiggede forsigtigt op og vågnede fra sine mørke tanker. En pige stod og stirrede på ham. ”Hvad laver du her?” Han stirrede på hende med et irriteret blik. ”Jeg skal bo herinde?” Hun kiggede på ham som om han var dum. Men det var han ikke. Han var blot ikke forberedt på den store ’overraskelse’ der pludselig kom, oveni alt det andet bras. ”Nåh.” Han kiggede væk, og med ét var hans tanker tilbage på Fagur. Nu kunne han jo umuligt skjule hans hest for de andre. Årh.. Livet var sgu da også for træls.

Ude af sig selv rejste han sig bare og forlod værelset uden et ord. Nu skulle han bo med en åndsvag pige, og… Nu kunne han jo nærmest ikke skjule noget? Hun ville jo opdage når han stod op kl. 04.30 om morgenen for at kunne komme ud til Fagur. Det var hvertfald det der stod i hans planer. Hans destruerede planer.

Det var begyndt at regne da han kom ud. Hårde og store dråber der hamrede ned på ham. Slog ham. Men han ignorerede dem bare. De var ingenting for ham. Ligesom alle de andre børn. Alle de børn som mobbede ham. Han havde kun Fagur, og nu havde han også vendt ham ryggen. Han sukkede dybt, og begyndte at gå hurtigere. Han vidste ej, hvor han var på vej hen. Han skulle bare væk fra dette børnehjems helvede. 

Regnen var blevet værre og nu var alt hans tøj også blevet gennemblødt. Viggo havde fået en idé. Han ville smutte over til Fagur. Bare lige se om hesten stadig var så fortvivlet som han var da, han så ham sidst.

Hans sko var allerede gennemblødte inden han kom ud til Fagur. Men sådan er det jo at gå i regn. Det vidste han da også godt. På træernes blade gled små vanddråber ned. Ned af de tynde grønne blade som alligevel snart ville falde af. Han kunne stadig ikke fatte det. I morgen skulle Fagur over på den anden fold. I morgen! Han var stolt af den lille hest, men han var ligeså bange for den. Den var utryg. Den kunne ikke lide ham. Den var rædselsslagen for ham, og dog. Måske ville den bare ikke have knyttet et bånd til et menneske, som den havde med hende pigen. Viggo var forstående -  men det her var farligt for ham. Direkte farligt.

Hesten stod som forventet, midt ude på marken med sit sørgmodige blik. Dens øjne søgte mere føde, og alt stråfoderet var væk. Langsomt lagde hesten sig ned. Den var træt og udmattet. Den havde brugt hver og en muskel mere end rigeligt den dag.

Drengen fløjtede højlydt – en glad og beroligende melodi som han kunne huske fra hans mor. Den dag han blev taget fra hende. Hun ville gøre det så roligt for ham som muligt. Hun nynnede melodien som om intet var sket, eller skulle ske. Drengen var jo bare glad. Uvidende. Men da han sad i den fremmede sorte bil og moderen ikke skulle med, vidste han at noget var galt. Nu nynnede hun ikke længere men tårer trillede ligeså stille ned af hendes kinder. Hun gjorde intet. Hun kiggede bare efter bilen, der blev mindre og mindre. Han har aldrig fået noget andet afvide om sin mor. Melodien gemmer han, i hans hukommelse - for evigt!

Hesten lyttede med sine pjuskede øre. De var rettet frem mod ham. Den prustede forsigtigt, og da han kiggede over mod den, vendte den hovedet væk fra ham. Den var træt. Den var udmattet. Hesten var stadig irriteret over mennesket. Det der barn, der stod derovre. Hesten forstod ikke, hvorfor drengen ingen mad gav ham. Hesten var jo sulten. Hesten prustede igen. Denne gang lagde den ørene ned da den kiggede på drengen. Den fnyste højt og kiggede ondskabsfuldt på drengen. Ondskabsfuldt. Var det det den var blevet? Ondskabsfuld? Den kiggede opgivende ned i jorden igen. Forsigtigt, uden at vise at den var svag. Jorden var mudret, som det plejede. Den havde trådt i meget af det i dag. Dens hove var indsmurt i mudder. Ligesom resten af kroppen. Ingen havde rørt hesten endnu. Ingen havde fået lov. Pludselig hørte hesten fødder der ramte mudderet, så det blev klasket ud til alle sider. Den kiggede forskrækket og hurtigt op. Drengen var på vej hen til hesten. Ørene blev smækket ned med det samme. Den hejste hovedet højt og prøvede at rejse sig op. Drengen gik tættere på.

Hesten stod nu på alle fire ben, med hovedet højt hævet. Den rokkede sig ikke ud af stedet, men ville dominere og få drengen væk. Nu. Den unge og forældreløse dreng kom endnu tættere på den rødbrune vallak. Den stampede hårdt i jorden så mudderet blev trykket ud til alle sider. Drengen stoppede ikke. Hesten blev vred og gik truende tættere på drengen. Drengen stoppede op. Blot 4 meter fra hesten. Han havde sænket skuldrene, og virkede rolig. Den nervøsitet og angst han bar indeni sig skjulte han. Rigtig godt. Han rakte hans beskidte hånd frem mod hesten. Jord og alt andet skidt, gjorde hans ellers pæne negle helt sorte. Vallakken stirrede mistænksomt på hånden som var rakt forsigtigt hen mod ham. Den bakkede med ørene lagt ned. Klistret fast til dens nakke. Den hævede hovedet endnu mere og pustede sig en smule op. Pludselig så vallakken meget større og truende ud, selvom den bakkede. ”Rolig.” Sagde drengen forsigtigt til den ophidsede hest. ”Slap af.” Hesten prustede blot irriteret med sine pjuskede øre der var lagt ned af nakken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...