Tillidsprøven - Jishin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2012
  • Opdateret: 30 apr. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed er fantastisk. Kærlighed er det vi alle lever på. Det vi giver til andre, og det vi får tilbage.

Men vi kan også miste kærlighed. Vi kan miste den, og blive så knuste og skræmte, at vi ikke tør lukke den ind igen.

Og pludselig... Pludselig er du alene. Alene på en mudderet fold. Liggende. Gispende efter vejret. Klar til at forlade alt omkring dig, for uden din store kærlighed - er du ingenting.

Følg med i Tillidsprøven, følg med i udviklingen af to sårede sjæle, der sammen finder en mening med kærlighed. Finder en mening med livet. Hvordan - det kan du læse dig til.

19Likes
43Kommentarer
2710Visninger
AA

8. 7.

 

Der gik mange dage før at drengen endelig fik råd til sin allerede elskede Fagur. Den dejligste hest i hele verden! Endnu vidste ingen om denne hest, bortset fra ham selv og den retmæssige ejer. For resten havde manden givet ham lov at betale den dag han endelig havde pengene. Den dag var i dag. Drengen havde faktisk pengene. Lige i hånden. Han var stolt over sit hårde arbejde. Han havde arbejdet hårdt for det her! Meget hårdt! Han havde ligefrem tigget og plaget sin chef i brugsen, om at få løn for flere måneder. Bare for hestens skyld. Så… Nu arbejdede han ”gratis” i de næste mange måneder. Men det er ligemeget. Det er fuldstændig ligemeget! Nu stod han nemlig med 5 store sedler i hånden hvor der på hver af dem stod: 1 tusinde kroner. Det var mange penge! – Penge nok!

Han skyndte sig hastigt at putte pengene i lommerne hvorefter han fløj op på sin gamle cykel. Han cyklede alt hvad han kunne, og mere til. Pengene. De var i hans lomme. De var vejen til hesten. Hans helt egen hest. Fagur. Islænderen!

Hans ansigt stod i ét stort smil. Han var glad, han var fuld af energi. I dag ville han prøve at komme helt hen til hesten og bare ae dens hals. Han var nød til det. Ellers ville den nok aldrig acceptere ham.

Da han kørte ned af den lange vej, der førte ned til huset, mærkede han hvordan hans hjerte galoperede afsted. Han var spændt. I hans mave var de store baskende sommerfugle atter vendt tilbage. For at baske vildere i hans mave. Meget vildere!!

Træerne svajede smukt til vindens melodi, og gruset knasede under cyklen. Fuglene sang gladere i dag end nogensinde før. Ude på en mark skimtede han to rådyr og en kronhjort danse lystigt over marken. De hoppede højt og elegant på den kolde jord. Deres hovedet blev hurtigt vendt mod drengen og i samme sekund havde de fundet en flugtvej, fra dette grimme rovdyr. Drengen smilede for sig selv. De var nu smukke de dyr: Men Fagur var smukkest!

Endelig bremsede han cyklen hårdt foran det store hus. Cyklen gled få centimeter, men han var ligeglad. Kastede bare cyklen og løb op til døren. Denne gang var han nervøs på en helt anden måde! Denne gang baksede sommerfuglene endnu mere, og de kolde fingre blev koldere. Han følte sig svimmel mens glæden bredte sig lynhurtigt igennem hele hans krop. Pengene havde han i hans kolde og klamme hånd. Han havde klemt dem hårdt. Så nervøs var han. Han bankede forsigtigt på døren. Ventede. Bankede på igen. Ventede. Kun på denne ene mand der skulle tage de forbandede penge, så hesten kunne blive hans. Han havde stadig ikke vendt sig til at kalde den Fagur. Den hed bare hesten i hans hoved. Det gjorde den bare. Sådan var det. Hesten. Nemlig.

Manden åbnede døren og lavede elevator blikket på drengen. Man kunne se det på øjnene. ”Har du pengene i dag?” Han var kold. Han skulle bare have overstået købet og så var det, det. Drengen nikkede spændt med glimtende øjne. Han rakte hånden frem med pengene i. Hans egne penge, til hesten. Han havde ikke troet at det kunne gøres på et par uger, og han havde set hesten sjældent. Dog havde han stadig været der hver dag for at kunne give den mad. Men det var kun en sølle halv time.

Hesten var også blevet stærkere og stærkere for hver dag. Mere og mere ustyrlig, og vred. Han stolede ikke på drengen. Han ville være for sig selv. Også selvom hans liv var reddet pga. den dreng.

Manden tog hurtigt imod pengene og ønskede drengen tillykke med hans nye hest. Da manden skulle til at lukke døren stoppede han brat op ”Vi skal for resten have flyttet ham over på en anden fold i morgen. Ved siden af de andre heste.” Drengen nikkede. Han var stolt af sin hest. Den var kommet så langt allerede!

Han stoppede brat op foran leddet til indhegningen. Hans hjerte dunkede og han havde fået det varmt på det stykke vej hen til folden. Han kiggede spændt ud mod folden og skulle til at åbne leddet, da Fagur vrinskede hysterisk. Han kiggede med et sæt op. Var Fagur kommet til skade? Hans fingre rystede voldsomt, mens hans øjne ledte efter hesten på den store mudrede mark. Vinteren var på vej, og det var vigtigt at kunne komme hen til ham inden da. Meget vigtigt! Pludselig hørte drengen dunkende hove. De var tunge, og man kunne hører at hesten løb meget hurtigt. Hans øjne ramte endelig Fagur’s brune krop. Han løb hysterisk rundt i folden. Stresset. Bange. Forvirret. Hvad var der sket? Ikke så langt fra indhegningen stod et par drenge og grinede højt og larmende. Drengen slap leddet og gik med hurtige og alvorlige skridt mod drengene på den anden side. Da han var på deres side af indhegningen råbte den ene pludselig: ”Hva’ så, Viggo? Skal du være med?” Drengen stoppede hurtigt op. Kiggede forvirret på dem. Jamen. De var jo fra klassen? Hvad lavede de her? ”Hyp, hyp hyp!” skreg de og sprællede vildt foran indhegningen så den skræmte hest vrinskede højere og løb videre rundt. Den svedte. Fagur var helt svedig! Han rystede på hovedet og begyndte tøvende at gå mod dem. De var flade af grin over hesten – af Fagur.. Viggo, drengen, stoppede op foran dem, og fandt sin selvsikreste side frem. ”Stop nu..” mere selvsikker blev han ikke. De kiggede et øjeblik på ham og grinte videre. ”Hvorfor.. Var Viggo? Hvorfor da?” De var flabede og drillede nu både ham og hesten. Måske.. Måske skulle han bare lade dem gøre det? ”Det var for sjov i fladpander!” grinte han tørt, mens hans øjne hvilede på den stakkels hest der fór rundt i den mudrede fold. De trak på skuldrene og havde pludselig helt mistet lysten til hesten. ”Vi skrider. Ses du’!” Så gik de. Som de plejede når han forsøgte at være en del af dem. Så gik de bare. Som om at han var totalt kikset. Han sukkede og ventede til de var ude af syne. Nu til Fagur, som endelig havde stillet sig i et hjørne hvor han ophidset trak vejret. ”Undskyld…” hviskede han næsten lydløst i vindens tuden. Det pinte ham at se den stakkels hest i hjørnet. De få muskler der var dirrede i hele kroppen, og vejrtrækningen var tung, og hurtig. Man kunne næsten selv føle hvor ondt det måtte gøre i halsen, fordi den stakkels hest havde anstrengt sig så meget. Hestens hals var hejst højt op i vejret mens dens øjne ledte efter andre farer. Det var hér det gik op for ham at hesten faktisk havde rejst sig! Den stod nu på alle fire ben! Han smilede af hele sit hjerte og mærkede glæden bruse ned over ham.

Den havde rejst sig!!!

Da han var vendt tilbage til leddet, fik han forsigtigt lukket sig ind. Hesten stod stadig i et hjørne – men kiggede opmærksomt på ham. Den var alt for, forpustet til at kunne løbe sin vej. Man kunne stadig se ribenene på den stakkels hest. Han var stadig kun kød og ben. Drengens øjne blev triste idé han nu kunne se hvor tynd hesten faktisk var. Han mærkede ligefrem hvordan hans hjerte begyndte at pumpe langsommere af sorg. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, til han blev svimmel. Han støttede sig op at en pæl til indhegningen og prøvede at gå frem mod hesten. Den stod stille, men man kunne se hvordan den vendte det hvide ud af øjnene. Han stoppede. Han bakkede.

Han hørte hestens vrinsk.

Han hørte hvordan den stampede i jorden.

Han så hvordan den kom løbende i trav efter sig.

Han så de nedlagte øre, og dampen der sprang ud af hans næsebor.

Han vidste at han skulle løbe. Nu! Ellers ville dyret jo trampe ham ned! Han vendte sig om. Han løb. Hurtigere. Hurtigere. Han gled. Han faldt. Han kiggede bedende på hesten og dukkede sig idét hesten stoppede foran ham. Mudderet sprang op til alle sider mens den fnyste og hamrede hovene i jorden. Viggo mærkede tårerne finde sine egne veje ned af hans kinder. Han mærkede mudderet der gang på gang blev sprøjtet i hovedet på ham, når hesten småstejlede. Han hulkede. Hans stemme var for grødet til at kunne kalde efter hjælp. Han var bange. Hjertet pumpede andrelinen rundt i hele kroppen mens hele kroppen rystede af angst. Han ville helst løbe sin vej men det var umuligt. Det kunne han jo ikke. Han var ikke hurtigere end hesten – hesten var hurtigere end ham. Han græd højere, mens hesten løftede sine hove. Højere og højere. ”Stop!” skreg han af lungernes fulde kraft. Det var svært for ham. Der var en klump i halsen der gjorde det umuligt at sige mere – men han tvang sig selv til det. Han rejste sig op, af ren og skær selvsikkerhed. Hesten stiller sig på bagbenene og vrinsker højt, med sine skarpe og fægtende hove. De er lange. De er skarpe. De er ikke beskåret i lang tid, og alligevel løber hesten rundt i folden. Med smerte.  

Han kiggede på dyret. Det var ikke hans lille Fegur længere. Det var en utæmmet vild hingst. Smerten og hadet kunne tydeligvis ses i de vilde øjne. Den var vred, den var svigtet. Men ikke den hest han kendte. Han bakkede hurtigt og fumlede med leddet for at kunne komme ud. Hesten var atter landet på benene og fór frem i vild galop mod ham. Han lukkede sig ud. Hesten stoppede op foran det elektriske hegn. Det her.. Det var en alt for stor mundfuld for ham.. Han vidste ikke engang hvordan man red?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...