Tillidsprøven - Jishin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2012
  • Opdateret: 30 apr. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed er fantastisk. Kærlighed er det vi alle lever på. Det vi giver til andre, og det vi får tilbage.

Men vi kan også miste kærlighed. Vi kan miste den, og blive så knuste og skræmte, at vi ikke tør lukke den ind igen.

Og pludselig... Pludselig er du alene. Alene på en mudderet fold. Liggende. Gispende efter vejret. Klar til at forlade alt omkring dig, for uden din store kærlighed - er du ingenting.

Følg med i Tillidsprøven, følg med i udviklingen af to sårede sjæle, der sammen finder en mening med kærlighed. Finder en mening med livet. Hvordan - det kan du læse dig til.

19Likes
43Kommentarer
2763Visninger
AA

6. 5.

 

Hesten lå der bare. Kold og følelsesløs. Den var endelig alene. Endelig i ro og fred. Menneskene havde taget sig af den, men mest af alt havde drengen været der. Den huskede det tydeligt, da han sad på knæ for at se om den stadig levede. Den husker hans bekymrede ansigt. De blanke øjne og den stramme mund. Den husker de højt hævede skuldre og den ellers anspændte krop. Den husker det så tydeligt. Den havde været bange, vred men en lille form for glæde havde den også mærket. Nu lå den jo bare her. Drengen var gået. Ville han komme tilbage? Næææh.. Det troede den ikke at han ville. Hvorfor skulle han også det? Hesten var jo bare en hest de skulle af med. Den var intet værd. Bare til besvær..

Den trak vejret dybt og langsomt. Endelig kunne den sove. Endelig var der ro. Endelig var der ingen mennesker at bekymre sig om. Den lukkede sine tunge øjenlåg og hørte lige en bil kører forbi i høj fart. Den havde ikke energien til at kigge. Ikke energien til at lytte ordenligt efter. Den var så udmattet. Dagen havde været hård. Den havde været udmattende, og stadig var der lang vej til et normalt liv, men nu var den idet mindste ikke sulten.

Hesten tog et par dybe og tunge åndedræt og lod sin hjerne falde i en dyb søvn. Det havde været første gang i lang tid at hesten kunne få noget ordenligt søvn.

Den så på pigen som smilede forsigtigt. Hun var glad, men der var noget der gjorde hende ked af det. Den kunne se det på hendes øjne. De glimtede ikke af glæde som før. Gnisten var der bare ikke, og selvom hun smilede som altid var der noget ved hendes smil der fortalte at der var noget galt. Hun begyndte at gå med leddet. De andre heste på folden græssede videre, men den gik med hende. Selvom den ikke forstod hendes sprog forstod den, den sorg der var inde over hende lige nu.

Hun vendte sig om og rystede på hovedet. Hesten stoppede. Kiggede ulykkeligt, og uskyldigt på hende. Den plejede altid at må komme med – men ikke denne gang. Hvad var det der var så forfærdeligt?

Hun kiggede ned i jorden og vendte så ryggen om. Hun ville ikke engang klappe eller nusse hesten. Hun gik bare. Der var noget galt. Der var noget helt forfærdeligt galt. Hesten lagde hovedet på skrå og gav et lille vrinsk fra sig. Hun vendte sig igen om, rystende på hovedet. Hesten havde ørene fremme da hun gik videre. Hvad havde hun gang i? Den havde altid fået lov at gå med, den var altid blevet kælet med når hun kom, den fik altid redet en tur når hun kom. Men nu? Nu gik hun bare. Uden at gøre noget som helst.

Da hun var gået helt ud af folden vrinskede hesten igen. Intet var som det plejede at være. Den lavede et bukkespring og satte af i en vild galop mod leddet. Hun havde lige lukket det, da hesten stod dér og kiggede undrende på hende. Den stampede utålmodigt i jorden og hævede hovedet, mens den fnyste utilfreds. Hvad havde hun gang i? Intet hjalp. Hun vendte sig bare om – og gik. Gik sin vej, og lod hesten stå der. Lige der. Den husker tydeligt det lyse krøllede hår der hang ned af hendes skuldre. Den kunne huske hendes krummede ryg, og hendes arme der hang slapt ned af hendes krop. Hesten løftede halen højt op mens den knejsede nakken majestætisk mens den dansede med høje knæløft frem og tilbage ved leddet. Hun reagerede stadig ikke. Hesten startede med et lille vrinsk som derefter blev højere og højere – Mere og mere desperat.

Hun vendte sig om og rystede forsigtigt på hovedet uden og smile. Hun trak ikke engang i mundvigen men fortsatte videre mod huset, med hendes krummede ryg. Hun lignede tristheden selv.

Den åbnede sine øjne. Det var mørkt og koldt, og stille. Denne stilhed havde hesten efterhånden oplevet i meget lang tid. Der var ikke engang en fugl der sang en lille sang. Man kunne ikke høre græsset piske mod hinanden – der var jo ikke noget. En gang imellem kunne hesten hører vinden tude omkring den. Eller hvisle med de resterende blade i træerne. Der var koldt og mørkt, og alligevel skinnede månen klart på den sorte himmel. Der var prikker fra stjernerne hist og her. Ellers kun sort. Sort.

Den prøvede at løfte hovedet. Den behøvede det. Langsomt begyndte den at spænde de små muskler i halsen og prøvede at løfte det tunge hoved, med den tynde hals. Det lykkedes, og nu lå den her, med benene trukket ind under sig. Selvom det var hårdt var det det værd. Den lå her endelig. Igen. Levende. Dens blanke øjne skinnede i måneskinnet mens resten af kroppen var usynlig, pga den matte og mørke pels. Mudder lå over alt på hele kroppen. Selv i hesten hoved. Den prustede forsigtigt og lagde sig ned igen.

Den havde set nok for i aften. Så blev alt sort igen. Denne gang uden drømme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...