Tillidsprøven - Jishin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2012
  • Opdateret: 30 apr. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed er fantastisk. Kærlighed er det vi alle lever på. Det vi giver til andre, og det vi får tilbage.

Men vi kan også miste kærlighed. Vi kan miste den, og blive så knuste og skræmte, at vi ikke tør lukke den ind igen.

Og pludselig... Pludselig er du alene. Alene på en mudderet fold. Liggende. Gispende efter vejret. Klar til at forlade alt omkring dig, for uden din store kærlighed - er du ingenting.

Følg med i Tillidsprøven, følg med i udviklingen af to sårede sjæle, der sammen finder en mening med kærlighed. Finder en mening med livet. Hvordan - det kan du læse dig til.

19Likes
43Kommentarer
2723Visninger
AA

4. 3.

Han kiggede dyret ind i øjnene. Han så smerten, og den tillid der for længst var forsvundet. Hesten der kiggede dette tobenede dyr i øjnene så smerte, desperation og medfølelse. Hesten så hvordan han tog sine kolde, frosne og rystende hænder ned i spanden. Da hånden kom op fra spanden, var knugede den om en håndfuld stråfoder. Stråfoder. Hesten fnyste af ivrighed, det var utroligt tiltalende!
Drengen rakte hånden frem mod hesten silkebløde mule og håbede på den ville åbne munden og tage imod maden. Men nej. Nej, hesten ville ikke. Den kiggede bare på ham. Den havde pludselig fået et tomt blik i øjnene. ”Nej.. Nej ikke nu. Her hest. Tag maden. Dø ikke. Ikke nu!” Hans krop rystede af desperation mens han prøvede at åbne munden på det arme dyr. Han prøvede at få overlæben og underlæben fra hinanden, men der var en mur – tænderne. De var lukkede. Sikkert umulige at få op. ”Kom nu.. Kom nu..” Han opgav munden og aede forsigtigt hesten over halsen. Dens matte og beskidte pels var ru og meget ubehagelig at røre ved, men dét at hesten stadig var lun gjorde det fantastisk. Den var ikke død. Ikke endnu.

En tårer faldt ned fra hans kind og landede på mudderet under ham og hesten. Han så på sine nye topmoderne bukser som alligevel ikke skaffede ham den opmærksomhed han behøvede. Ikke i klassen – ikke nogen steder. Han havde prøvet så hårdt. Så hårdt på at blive en del af fælleskabet. Ikke en gang hos hesten var han velkommen. Han gik væk fra hesten og kastede høet fra sig. Utrøstelig og vred, med ødelagte og beskidte bukser. Han satte sig på hug og græd. Græd alle de tårer han så længe havde holdt inde. Han var ked af det. Han var ensom. Uden venner. Ingen kunne trøste ham. Overhovedet. Pludselig i de værste minutter, vendte han sig om. Han hørte hesten lave sjove lyde med munden. Den nærmest nappede til det hø han havde kastet. Det var landet foran den. Han tørrede tårerne væk fra kinderne og smilede. Han kunne ikke lade være. Dette smukke dyr havde ikke opgivet alligevel. Glædestårer fladt ned af hans kinder mens han smilede – nu fuld af håb. Hesten havde ikke opgivet. Den ville leve. Den ville kæmpe. Den var havde alligevel livsmod!

Han mærkede hans hjerte hoppe et par glædesslag over, og hvordan mavens sommerfugle baskede af vingernes fulde kraft. Han klappede så fint i hænderne og gik forsigtigt hen til hesten. Han havde lyst til at overfalde den og kramme den af hele sit hjerte. Men i stedet rakte han sin hånd over mod hesten. Ventende. Hesten stoppede sit spiseri. Kiggede mistænksomt på ham. Han tog hånden tilbage. Hesten var ikke klar. Ikke endnu. Han hældte resten af høet ud foran hesten og smilede over hestens kampgejst. Det skulle nok gå! Det skulle det altså.

Da drengen vendte sig om kom manden fra gården gående. Han prøvede at lave sådan et lille smil, men det lykkedes ikke helt. I hans hånd var et rødt filttæppe. Han rakte det smilende til drengen der tog imod det. ”Lig det over hesten, så den kan få lidt varme. Det ser ud til at den har livsmod alligevel.” Drengen nikkede og tog tæppet over den spisende hest. Den havde fået et lille glimt i øjet. Drengen smilede med blanke øjne. Måske var det her hans kommende ven. Indtil videre var det hvert fald den eneste sjæl der har gjort ham så glad på så kort tid. Måske ville hesten også være hans ven. Måske de kunne blive uadskillelige.

Han elskede allerede dyret højere end han havde troet man kunne elske den. Han satte sig på hug mens han sad og beundrede dette stærke dyr. Han misundende det forsømte dyr, viljen til at kæmpe for livet. Han misundende den for dens livsmod. Hvem ville ikke have så stærk en sjæl? 
”Jeg hedder for resten Jens. Tillykke med din nye hest.” Han smilede til drengen, som rakte hånden frem mod manden: ”Tak… Jens.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...