Tillidsprøven - Jishin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2012
  • Opdateret: 30 apr. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed er fantastisk. Kærlighed er det vi alle lever på. Det vi giver til andre, og det vi får tilbage.

Men vi kan også miste kærlighed. Vi kan miste den, og blive så knuste og skræmte, at vi ikke tør lukke den ind igen.

Og pludselig... Pludselig er du alene. Alene på en mudderet fold. Liggende. Gispende efter vejret. Klar til at forlade alt omkring dig, for uden din store kærlighed - er du ingenting.

Følg med i Tillidsprøven, følg med i udviklingen af to sårede sjæle, der sammen finder en mening med kærlighed. Finder en mening med livet. Hvordan - det kan du læse dig til.

19Likes
43Kommentarer
2785Visninger
AA

3. 2.

Der gik dage, der gik måske mange dage, før nogen dukkede op med et bekymret ansigtsudtryk. En dreng. Det var en dreng der gik lige forbi indhegningen. Han var træt, og trist. Måske var det, dét der gjorde han kiggede med et bekymret blik ind på den mudrede indhegning. Der var en stor klump inde på midten. Det så meget mærkeligt ud. Det lignede hverken en jordbunke eller et dyr. Bare en klump. Han følte en stor trang til bare at gå ind i indhegningen, og kigge. Han følte endelig at nogen havde brug for ham. Hvorfor vidste han bare ikke. Han følte hvordan hele hans krop, tørstede efter den mystiske klump. Hvordan hans krop løftede ham ind under hegnet, til den mystiske klump. Som to magneter der bliver tiltrukket af hinanden. Han mærkede hvordan det trak i ham, og han måtte bare derind.

Hans nysgerrighed tog over og da han langt om længe var kommet vellykket under det elektriske hegn, løb han hen mod klumpen. Jo tættere på han kom, jo mere bekymret blev han. Han blev mere og mere bevidst om, at det ikke bare var en klump. Han bukkede sig ned til det store dyr. Da han lyttede nærmere hørte han de hæse lyde, som skulle forstille vejrtrækningen. Da han kiggede nærmere på dyret så han dens ribben, dens mudrede pels og selv han kunne se, at hesten havde alt for lange hove. Den lange vinterpels havde klumpet sig sammen med mudderet, som om de hørte sammen. Det lignede at de var blevet smeltet sammen. Eller også havde mudderet overtaget pelsen, og omfavnet den i håb om aldrig at komme af igen. Mudderet havde så hårdt brug for noget at omfavne, som drengen eller hesten i dette øjeblik havde brug for at blive omfavnet.

Hesten kiggede på ham, og den hadede ham. Han kunne se det – også selvom han aldrig har haft med heste at gøre før. Men han kendte blikket. Dét blik, kendte han alt for godt til. Blandt alle væsner, som han omgik hver evig eneste dag. Ørene var klistret fast til nakken, men dyret havde ingen energi til at jage ham væk. Han kunne se og mærke den store trang dyret havde til at rejse sig og jage ham væk. Han kunne mærke hadet så voldsomt. Så voldsomt at hans hjerte bankede hårdere og hurtigere. Han mærkede pludselig hvordan hele hans krop, blev let. Den var parat til at bære ham flere kilometer væk. I sikkerhed fra faren. Hans hjerte hamrede. Hårdt. Hurtigt. Hurtigere. Hans tanker skreg, løb! Hans hænder rystede. Rystede mere og mere, og kroppen endte til sidst med at tilslutte sig til hænderne.

Han bakkede langsomt væk fra dyret. Han frygtede den. Frygtede dens vrede. Dens enorme energi, selvom dyret næsten ingen kræfter besad. Han kiggede sig omkring. Ingen mad. Ingen har sørget for denne hest i lang tid.

Han begyndte at gå med bestemte skridt tværs over den mudrede mark. Hesten lå tilbage med sin udsultede krop og beskidte pels. Men hestens energi.. Hestens styrke var voldsomt stor. Voldsomt kraftigt. Den styrke kunne klare alt, den viljestyrke var enorm.
Gården ventede på ham, hesten ventede på hans hjælp. Han trak vejret tungt og gik bestemt videre. Han var nødt til at tage ansvaret for dette dyr. Han ville ikke være som hans forældre. Hans forældre der blot stak halen mellem benene og stak af. Lod ham være, alene i lejligheden. Ansvaret hans forældre aldrig havde taget for ham. Ansvaret de kastede væk, hvorefter de lod ham forsvinde i bilen og barnligt havde råbt og skreget som om det kunne få ham tilbage efter en bekymret nabo havde fundet ham. Sulten og bange. Han ville være naboen nu. Han ville tage ansvaret for hesten. Ansvaret hans forældre ikke kunne tage for ham. Han ville ikke være så svag som hans forældre var. Han ville være rigtig. Vreden brusede op i ham, i takt med at tankerne bredte sig i hans hoved.

Han begyndte at småløbe hen til den store grønne dør i hovedbygningen. Da han kiggede på døren mærkede han at hans puls steg. Hans hjerte hamrede hårdt inde i brystkassen, som om det skulle til at hoppe ud. Han bankede forsigtigt på den hårde dør, og hørte de dybe lyde der kom når hans hånd slog på den. Hans hænder og fødder blev på få sekunder iskolde. Umulige at varme op. En mands tunge fodtrin kunne pludselig høres bag den tunge dør. Dørhåndtaget blev taget i. En mand åbnede døren. Han så med et overrasket udtryk på drengen. Han havde ikke forventet at få besøg. ”Hej.. Hr. Øhm. Din hest. Derovre på marken. Den øh.. Den.. Den sulter..” Manden hadede ham sikkert allerede. Han kunne se det på hans blik. Det blik han efterhånden kendte alt for godt, blandt alle de væsner han omgik. ”Ja. Og hvad så? Den er ligeså uduelig som du er, og desuden er min datter her ikke længere til at passe den.”

Drengen var forvirret, og følte pludselig en varme skyde igennem kroppen på ham. Hans hjerte slog hurtigere og hurtigere. Hvor vovede den mand, at tale sådan om et stakkels dyr. Et stakkels dyr der lå på hans ejendom og led så forfærdeligt. Ansvar. Han havde kastet ansvaret væk. Han havde regnet med at det ville ordne sig, men snart ville han opdage hvor ondt det kunne gøre, når det ville gå galt. Han ville mærke sorgen og han ville råbe og skrige som drengens forældre havde gjort det. Når det var for sent. Så ville han gøre det. Men det ændrede ikke på situationen. Han var nød til at gøre noget. Hesten sultede. Lige nu. Det var et spørgsmål om tid før det gik galt. ”Prøv lige at høre Hr. Din hest sulter. Den er ikke tilset i lang tid. Du må da gøre noget!” Manden kiggede et øjeblik væk, og så tilbage. Hans øjne var fyldt med sorg og man kunne se han kæmpede med tårerne.

”Det der skulle gøres er prøvet. Men ingen reagerede. Det er sikkert allerede forsent. Du kan intet gøre knægt. Du har ikke pengene.” Han har pludselig genvundet sit hårde udtryk da han sagde sætningen. Drengen rømmede sig lidt. Han var urolig for det stakkels dyr. Hvis hesten var til salg var det nu han skulle købe den. Lige nu. Akkurat nu.

”Jeg køber den..” Hans tøvende lille stemme overraskede manden. Konen kom også frem i døråbningen og holdte sin mand om livet. ”Hvad sker der?” Hun kiggede nysgerrigt på sin mand, med sine smukke grønne øjne mens manden kiggede overrasket på drengen. Han kiggede bare på sin kone og smilede. ”Ingenting min skat. Ingenting.” Så forsvandt han i døråbningen og dukkede frem igen med en lille bog. ”Papirende.. Kom med 1.000 kr. i morgen. Hesten kan stå her gratis.”

Drengen tog imod den lille bog med alle informationer i, mens manden lukkede døren. Drengen kiggede sig omkring og så på døren igen. Han bankede endnu engang på døren og da manden åbnede, sagde han alvorligt: ”Hesten skal have mad. Og det er nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...