Tillidsprøven - Jishin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2012
  • Opdateret: 30 apr. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed er fantastisk. Kærlighed er det vi alle lever på. Det vi giver til andre, og det vi får tilbage.

Men vi kan også miste kærlighed. Vi kan miste den, og blive så knuste og skræmte, at vi ikke tør lukke den ind igen.

Og pludselig... Pludselig er du alene. Alene på en mudderet fold. Liggende. Gispende efter vejret. Klar til at forlade alt omkring dig, for uden din store kærlighed - er du ingenting.

Følg med i Tillidsprøven, følg med i udviklingen af to sårede sjæle, der sammen finder en mening med kærlighed. Finder en mening med livet. Hvordan - det kan du læse dig til.

19Likes
43Kommentarer
2709Visninger
AA

2. 1.

Det varme blod bliver pumpet rundt af det stærke hjerte. Musklerne spænder. Benene arbejder sig igennem det hårde landskab, til der kommer en forhindring. Ud af næseborene kommer der små dampskyer. Øjnene er fokuseret på det der venter ham. Forhindringen. Trods alt mudderet, løfter de udmattede ben sig over forhindringen - flyver over. Vinden leger med den filtrede man og giver det vilde dyr en fornemmelse af frihed. Hesten lander igen tungt på benene og fortsætter anspændt videre. Benene kæmper sig videre frem i det hårde langskab. Ørene er lagt ned, af vrede og angst. Pelsen er beskidt og mat. På maven ses der ribbenene. Hesten har svage muskler, ingen fedt. Hæse lyde, som skal forestille at være hestens vejrtrækning, kan høres af de to benede langt bagude.

Han stopper brat op da et ståltrådshegn, pludselig dukker op foran ham. Han havde haft travlt med at fokusere, på de to benede. Han kan ikke nå at stoppe. Ikke før det er for sent. Han stejler højt op i luften med fægtende hove. Helt majestætisk. Da han sætter hovene i jorden igen, fortsætter han sit løb som et vildt men stolt dyr - han lever endnu. Han knejser halsen majestætisk, og laver et bukkespring. Menneskene har opgivet. De går ud.

Han stopper. Hestens øjne søger efter føde på den mudrede mark. Ingenting. Intet mad. Han pruster hårdt, og stejler højt igen. Han skriger hjerteskærende, men det eneste svar er den rumlende mave. Han vender det hvide ud af øjnene. Man kan se forfærdelige minder i disse øjne. Minder der har ødelagt hesten.

Ørene er lagt ned, og hesten lander igen på alle benene. Det støder igennem hele kroppen. Smerte. Han kigger ængstelig rundt omkring på folden. Folden er tom, og det eneste der findes på denne mark er mudder.

Hesten lader hovedet synke, synke længere og længere ned, til det når benene hvor han vender alt balance, og falder sammen. Falder sammen i det mudrede jord. Han laver et højt suk og lægger hovedet fortabt i mudderet. Det bløde og kolde mudder. Hesten er kold, hesten er beskidt, hesten er sulten, men han kan ingen hjælp få. Han har opgivet. Livet skal helst stoppe nu. Han venter bare. Han orker ikke mere. Ikke mere af denne forsømmelse. Han vil bare forlade jorden og få fred. Slippe for at vente på det, som han aldrig nogensinde får tilbage.

Hesten lukker øjnene, og nyder stilheden. Nyder de sidste gode ting på jorden, inden han vil forlade den. Men noget afbryder ham. Noget afbryder stilheden som havde spredt sig i hele området som en steppebrand. Råb. Knirken ved lågen. Flere råb. Lyden af nogle der løber over mudderet. Desperate råb.

Så ser han det. Det er pigen. Pigen der løber. Hun får mudderet til at fjerne sig under trykket af ridestøvlerne. Højere og højere råb. Det gør ondt i hestens ører. Hesten åbner øjnene helt op, og er nu helt vågen. Han opdager til sin skræk, et menneske i fuld fart mod den. Han vender det hvide ud af øjnene og prøver anstrengt at rejse sig op – uden held. Han falder sammen og må prøve at rejse sig endnu en gang. Fortumlet får han benene til at adlyde. Han ryster voldsomt. Over hele kroppen. Hver en muskel forsøger at arbejde optimalt. Men i den tilstand han står i er det næsten umuligt. Hans rysten er ikke af frygt, men af anstrengelse. Andrelinen i kroppen pumper rundt i hestens årer. Hestens ben danser og tripper på stedet i mens pigen langsomt forsøger sig hen i mod ham.

”Roolig..” Pigen kommer langsomt tættere på. I et øjeblik er hesten helt rolig. Et øjeblik finder han ro i hendes øjne. En genkendelig ro. Kærlighed. Han mærker tryghed og idét han gør det husker han pludselig pigen. Hendes hånd rører hestens mule. Hun stryger den langsomt, kærtegner ham. Kigger ham ind i øjnene. Hesten stivner, de svage muskler trækker sig sammen og han begynder at ryste. På et splidt sekund bliver øjnene fyldt med smerte og hesten trækker hovedet til sig, løfter det højt i vejret og bakker med hurtige skridt. Han pruster. Allerede meget anstrengt af de pludselige bevægelser. Han skraber i jorden og lægger sine ører tilbage på nakken. Al smerten er tilbage i hesten. Al kærlighed forsvandt. Al tryghed, tillid og troskab. Han springer frem i vild galop. En sidste gang. Han vrinsker højt og hjerteskærende. Han må beskytte sig selv, tage varer for sig selv. Han må ikke lukke nogen ind igen. Det er for farligt. De klistrede ører er som limet fast til nakken mens han borer hovene ned i mudderet for at sætte ordenligt af. Han knejser med nakken. Vild og uregerlig. Han slår ud med sine forhove og lader muskler pumpe med sin sidste energi. Frem mod pigen. Hun skriger og flygter fortumlet, prøver at nå udgangen før det er forsent. Hesten skriger højt med dampskyer der springer ud af næseborene. Pigen råber igen efter hjælp, men ingen kommer hende til undsætning. Pigen drejer i et skarpt sving mod udgangen, hestens tynde ben prøver at følge med. Mudderet forhindrer den i det. Benene knækker som tynde pinde under ham og han falder hårdt mod den hårde, kolde og våde jord.

Pigen løber videre. Hun kigger sig ikke tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...