Catch Me If You Can -2-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Igang
Det lort som jeg er indblandet i, er sådan en slags lort, som man bare ikke kan rode sig ud af igen.
Haro er død, Linn er væk, og jeg er mere ensom end nogensinde.
Men det er bedst sådan. Der er en grund til at jeg har holdt mig for mig selv så længe, og det var en fejl at glemme den.

14Likes
18Kommentarer
988Visninger
AA

3. 2. DET BRÆNDER! Næsten da...

Klokken er mange. Den må da snart være ti? Om aftenen selvfølgelig.

Jeg står med hovedet trykket så langt ud gennem trammerne som muligt.  Lytter efter skridt. Der kommer altid en vagt klokken 22.00 om aftenen, og tjekker at alle ligger i deres seng. Så går der ti minutter, og så tager de rundten igen, rundt i hele bygningen. Men det er en ny person hver gang.

Jeg kan høre skridtene, så jeg smutter over i seng, og hiver dynen helt op til ørerne, så man ikke kan se at jeg er fuldt påklædt. Der er kun celler på den ene side af gangen, så hvis man kigger ud gennem trammerne er der en fin -klam- og selvfølgelig grå væg.

En raslen høres, da min celledør bliver åbnet, og jeg lukker hurtigt øjnene, og begynder at trække vejret tungt. Det er en kvindelig betjent, jeg tror det er en dame der hedder Maren. Ikke fordi jeg åbner øjnene, men fordi jeg kan lugte hendes stinkeparfume helt herhen. Maren er virkelig tyk, og ligner en cirkusklovn i ansigtet. Ikke at hun går med specielt meget make up, men hendes næse er rød, og hendes mund er stooooor.

Der går ikke længe før at hun låser døren igen. Jeg venter to minutter for at være sikker på at hun er helt væk. Otte minutter tilbage. Langsomt kommer jeg på benene, og finder nøglen frem fra bukselommen. Så lydløst som muligt lister jeg hen til trammerne. Stikker forsigtigt hånden ud mellem dem. Fumler rundt efter låsen. Dér!

Jeg skal til at stikke nøglen i låsen, da jeg hører skridt og taber nøglen, som lander på gulvet med en svag klirren. Lynhurtigt ligger jeg mig fladt ned på gulvet og ruller hen og ligger mig tæt op af væggen.

Skridtene kommer tættere og tættere på, og mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig. Nogen stopper uden for min celle, og jeg går ud fra at det er Maren. Gå nu væk med dig Maren!

Til min skræk, ligger nøglen lige ved siden af Marens fod. Hvis hun kigger ned er jeg død. Det er også den eneste grund til at jeg rækker ud efter nøglen, hvilket er ualmindeligt dumt, men jeg gør det alligevel.

Og nej, jeg er ikke dum.

Jeg føler en kort lettelse, da min hånd lukker sig om nøglen, men den er hurtigt væk igen da Maren sætter sin store tunge fod, som i øvrigt er i en meget stor militærstøvle, på min hånd! Ikke nok med det, så borer nøglen sig også ind i min håndflade, og jeg må bide mig i tungen for ikke at hyle op.

Jeg bliver liggende, bomstille og laver lidende og pinefulde grimasser, i håb om at hun ikke har opdaget mig, og at hendes store militærstøvle-fod bare står på min hånd ved et tilfælde. Og denne gang er jeg faktisk så heldig at hun ikke har opdaget mig. Det gør dog stadig skide ondt at hun står på min hånd. Flyyyt diiig!

Jeg må gøre mig meget umage med ikke at sukke af lettelse, da hun fjerner sin fede fod, fra min nu, dunkende hånd. Mit hjerte banker stadig meget mget hurtigt, selv da hun er gået. Jeg tager et par dybe indåndinger. Rolig Chase. Det var fandme tæt på!

Langsomt rejser jeg mig op igen, og stikker hånden ud mellem trammerne igen. Denne gang får jeg nemt sat nøglen i låsen, og drejet den om, så den går op, meget langsomt. Jeg har ikke meget tid tilbage. Fem minutter, højest.

Om ikke der er video-kameraer? Jo, men ikke her. Henne ved brandalarmene og udgangene. Uheldigvis skal jeg bruge brandalarmen.

Ikke udgangen, tænker du? Vent nu og se.

Det tager tid og komme over til brandalarmen, og dobbelt så meget tid, når man skal snige sig afsted, og sikre sig at alle sover. Mit hjerte banker meget hurtigt, stadig. Der går dog ikke længe før jeg når brandalarmen. Og kameraet. Kameraet bevæger sig. Ti sekunder filmer den til højre, og ti sekunder til venstre. Det kan ikke filme mig nu, da jeg står bag en væg. Jeg kommer fra venstre, og bandalarmen er under kameraet. Der er cirka hundrede meter derhen, og en skraldespand i mellem. Den kan jeg gemme mig bag, men selvom jeg kan holde pause der, er der stadig godt treds meter at tilbagelægge. Men jeg må tage chancen. Jeg kan jo løbe rimelig hurtigt.

Kameraet drejer mod højre, og så løber jeg. Jeg drøner afsted, så lydløst som muligt. Kaster mig om bag skraldespanden. Venter. Kameraet drejer mod venstre. 1...2...3...4...5...6...7...8...9... 10!

Det drejer mod højre igen, og jeg løber igen. 8 sekunder mere. Stadig halvtreds meter igen. 5 sekunder. 4...3...2...1.

Jeg får lige ramt brandalarmen, og kaster mig så mod højre, for at komme ud af kameraets 'synsfeldt'.

En høj ringen går igang, og det begynder at regne fra loftet. Og med regne fra loftet mener jeg at sprinklerne går i gang. Hurtigt trækker jeg min hætte op og trykker mig op af væggen, da betjentene myldrer ud. Ingen ligger rigtigt mærke til mig, og flere og flere fanger bliver også lukket ud, og jeg blander mig i mængden, præcis som jeg plejer at gøre i byerne. Jeg følger med mod udgangen, men glider så langsomt til side, hen af en anden gang.

Hvad jeg laver? Ja, jeg kan jo ikke slippe ud når der er alle de betjente.

Jeg når et sted, hvor der er en rist oppe i loftet der fører op til luftkanalerne. Jeg trækker en skraldespand hen, så jeg kan stille mig på den, da jeg ellers ikke kan nå. Hurtigt får jeg slåt risten op, og skal til at slå risten op da jeg hører et råb. Jeg vender hovedet og ser en betjent komme løbende mod mig.

"Stop!" Råber han. Jeg står helt stille, indtil han kommer hen til mig. Han genkender mig som dn sindsyge, og spørger mig venligt, om ikke jeg skulle hoppe ned fra skraldespanden, så jeg ikke ville slå mig.

Jeg ser lidt på ham, som om jeg overvejer det, og nikker så. Jeg sætter mig ned på skraldespanden, og ser på betjentet, som ligner en der er ret stolt af sig selv. Så, før han overhovedet når at reagere, svinger jeg benene op, mens jeg løfter mig lidt op i armene fra skraldespanden, og sparker ham i hovedet, så han vælter bagover, bevidstløs, og vidst også med brækket næse.

Hurtigt kommer jeg op og stå igen, får fat i luftskaktens kant, og løfter mig selv op. Jeg sætter risten på igen, og begynder at kravle. Jeg ved godt at det her virker som noget fra en dårlig film. Men det her er altså virkelighed.

Bare rolig. Jeg har set hvilken vej luftkanalerne fører, og jeg har også fundet en udgang. Hvordan? Når vi spiste, kiggede jeg rundt på luftkanalerne over vores hoveder, og jeg bedte tit om en tur rundt i fængslet. Ingen kunne se noget galt i det, fordi de troede der var et eller andet galt med mig, men jeg lærte en del.

Efter at have faret vild, mange mange gange, når jeg endelig hen der hvor jeg gerne ville. Ud. Jeg får sparket risten af, som fører ud til ydermuren, og kravler så ud. Der er langt ned, men der er en tagrende tæt ved, som jeg langsomt klatrer sidelæns hen til. I et forfærdeligt øjeblik, glider mine hænder, og det giver et sug i min mave. Det svimler for mig, men jeg får fat i muren igen.

Tak Gud, eller hvem end der er deroppe! Haha, jeg snakker kun med ham når jeg har brug for ham. Beklager fister.

Jeg når tagrenden, og kurer så ned. Og løber så. Jeg løber længe. Længe længe.

Jeg er fri!

Ingen kan holde Chase Morgan indespærret. Jeg er udbryderkongen. Nu overdriver jeg måske lidt.

 

 

______________________________________

 

Undskyld det har taget mig SÅ lang tid at komme med et nyt kapitel, men jeg havde en slags skriveblokering.
Jeg vidste hvad jeg skulle skrive, men bare ikke hvordan. Men her kom det så, for nu har jeg fået inspirationen igen!:D
Jeg håber jer, som stadig læser med, vil nyde kapitlet! :)

Kh. Freaksen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...