Catch Me If You Can -2-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Igang
Det lort som jeg er indblandet i, er sådan en slags lort, som man bare ikke kan rode sig ud af igen.
Haro er død, Linn er væk, og jeg er mere ensom end nogensinde.
Men det er bedst sådan. Der er en grund til at jeg har holdt mig for mig selv så længe, og det var en fejl at glemme den.

14Likes
18Kommentarer
930Visninger
AA

2. 1. Her.

Jeg sidder på sengen, og kigger rundt i den farveløse, for ikke at sige smagløse celle. Væggene er gråhvide og gulvet er gråt. På gulvet ligger et gråt tæppe. Sengen er lavet af metal, med en hvid madras, og gæt farven på sengetøjet? Grå. Jeg har fået min egen celle, for jeg er åbenbart den 15-årige psyko morder, som ingen må være i nærheden af. De tror at jeg er sindsyg. Tror mig ikke, når jeg siger noget. Jeg har faktisk fået en spændetrøje! De er så gavmilde...

 

"Jeg har intet gjort." Mumlede jeg.

"Du har dræbt Linn Miller!"

Jeg stirrede forbløffet på manden.

"Nej, hun er hjemme!" Sagde jeg.

"Nej."

"Jamen... Jeg sendte hende hjem!" Halvt råbte jeg. Jeg rystede.

"Hvor har du gemt liget?"

"L-liget? Der er intet siger jeg jo! Jeg sendte hende hjem! Hun er i live!" Jeg rejste mig. Havde de fundet hende? Havde de dræbt hende?!

Jeg råbte og skreg. Slog og sparkede. Betjentene myldrede til, for at holde mig. De troede alle at jeg var syg.

 

Mit hoved gør ondt. Klokken må da snart være to? Jeg skal ud på pladsen og gå en tur. Det lovede de. Og bagefter får jeg mad. De behandler mig som en hund. Tror at de har styr på mig.

Der bliver låst op, og jeg springer op. Mændene som følger mig rundt, kommer ind og griber mig i hver arm. Jeg slipper for spændetrøjen, men de har godt fat i mig, og ligger mig i håndhjern. Det ignorere jeg så godt jeg kan, selvom hadet til betjentene brænder inden i mig.

De får mig så med udenfor.

"Nå, knægt, hvordan har du det idag?" Spørger den ene, en lille fed mand, med runde briller. Jeg nægtede at fortælle mit navn under forhøret, og til sidst gav de op. Mit navn er mit. Det er hemmeligt, og kun få kan huske det. Haro tog det med sig i graven. Eller hvor han nu ligger.

"Fint nok." Mumler jeg fraværende. Når de nu går rundt og tror at jeg er syg, kan jeg lige så godt opføre mig sådan. Det er en del af min plan. Nej du må ikke vide den. Du sladrer bare, dit æsel. Ja, jeg giver dig skylden. Så, nu er du fornærmet.

"Hvordan smagte morgenmaden idag, så?" Spørger den tykke mand. Det er den samme grødlignende morgenmad, hver eneste dag. Det ligner bræk.

"Af morgenmad." Siger jeg med fjerne øjne. De er så dumme, og ufatteligt nemme at narre.

De grynter lidt af grin.

Jeg har forresten været her i to måneder nu. Lange måneder. Forfærdelige måneder. Og som sagt har jeg en plan. Jeg vil ikke dø i den røvsyge celle. Jeg skal slet ikke dø. Ja, det er noget jeg har besluttet mig for. Jeg vil ikke dø. Og selvom jeg dør vil jeg leve videre. Spøge, og skræmme alle de idioter der findes i verdenen til døde. Okay, opholdet her har måske påvirket mig en smule. Jeg tror ikke på spøgelser.

Men nu vil jeg så begynde første del af min plan.

Mine øjne bliver blanke, og jeg vælter bagover, med en underlig lyd. Den har jeg øvet mig meget længe på. Jeg tænker alt igennem til mindste detalje, som du nok ved.

Min krop ryster, og jeg laver små spjæt. Mændene ser forskrækkede på mig. De tror at jeg er ved at få et anfald.

Da de vender sig om for at råbe, rækker jeg ud. Ud efter mandens lomme. Men trækker den hurtigt tilbage igen, da manden vender sig om. Istedet skriger jeg højlydt, som om det gør ondt. Manden vender sig om igen for at råbe, og jeg får hurtigt nøglen ud af hans lomme. Sejr!

Jeg laver et voldsomt spjæt, men kun for at aflede, så jeg kan stoppe nøglen ind i et hul i min klamme fængselsdragt.

Jeg lader som om at 'anfaldet' langsomt stopper, og jeg ligger lidt og trækker vejret. Jeg sveder af nervøsitet, fra da jeg skulle have nøglen. Det er meget godt, for så ser det mere ægte ud. Mændene hjælper mig op, og vil straks have mig indenfor. Det går jeg med til.

Men ved metaldetektoren bipper den.

En af betjentene kommer hen og kigger i mine lommer. Men jeg har tænkt det igennem også.

Han finder en mønt i min lomme, og griner.

"Hvad skal du med den?"

"Spille plat eller krone. Vinderen får aftensmaden." Mumler jeg fraværende. Betjenten griner igen, og skubber mig´hen til min celle, hvor han låser op, skubber mig ind, og låser igen. Det er sådan nogle celler med trammer, ligesom på film.

Da betjenten er gået, smiler jeg. Jeg fik nøglen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...