Standing alone

Forestil dig, at du er en syttenårig pige, som ligger på hospitalet, men ikke på grund af kræft. Ingen ved hvad du fejler, men du vil ikke have lang tid igen. Du skal bruge resten af dit liv på at ligge i en hospitals seng, og det eneste du kan foretage dig, er at kigge rundt i det kedelige hvide værelse, mens du har smerter overalt på kroppen. Du er ikke i stand til at gøre noget selv. Du er svag. Du ligger bare der, uden noget anelse om, hvad der foregår - det eneste du ved, er at du skal dø. I denne historie følger vi Audrey, som ligger på hospitalet for en ukendt sygedom. Audrey's største drøm er at møde hendes idol, Johnny Depp. Hvilket forhold mon hun får til den store filmstjerne?

3Likes
2Kommentarer
366Visninger
AA

2. Chapter two

Klokken er lige godt 2 om eftermiddagen. Jeg ligger i min hospitals seng - hvilket jeg altid gør. Sygeplejersken kommer ind for at ordne systemet, der holder mig i live. Sygeplejersken er efterhånden ved at blive en meget god ven, trods af, at hun mindst er 20 år ældre end mig. Jeg fortæller hende alt - alt om mine følelser, og hun fortæller mig om, hvorfor jeg netop føler mig som jeg gør. Det er rart at vide, at der er nogle der lytter.

Min kæreste William kommer på besøg. Han sætter sig ved siden af mig, og tager min hånd. Jeg smiler, og føler mig tryg ved hans tilstedeværelse. Han kærtegner min hånd blidt, mens jeg med alle mine svage kræfter, prøver at trygge hans hånd. Det er ikke særlig hårdt, men det er en dejlig tanke, at jeg var i stand til det. "Jeg har savnet dig." lyder det svagt fra mig, og jeg prøver at smile bredere end jeg har gjort før. Det lykkedes mig bare ikke. "Jeg har også savnet dig." siger han og klemmer lidt til min hånd. "Men.. Men jeg er ved at være træt af det her." siger han svagt, og slipper min hånd, og begynder han at gnide hans hænder frem og tilbage. "Det forstår jeg godt." får jeg sagt til ham. Jeg kigger ham i øjnene, selvom han helst undgår alt øjenkontakt. Han kigger ned på sine bukser, og begynder at lege med knappe lommerne, på sine Humör bukser. "Er der noget galt?" Spørger jeg med en nedtonet stemme. "Tjo.." siger han, og jeg kan se at han har svært ved at sige det. Jeg kigger på ham en ekstra gang, og har lyst til at lave lidt dramatiske øjne, men jeg har ikke kræfter til det. "Jeg synes at vi skal slå op Audrey. Det er bare fordi at, vi ikke får nok tid sammen. Jeg vil stadig gerne være din ven, men ikke mere end det. Hvis du nogen sinde bliver rask, så.. så vil jeg gerne være sammen med dig igen." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg ved at han kunne se den længsel i mine øjne. Jeg vender mig om på den anden side, uden at sige noget. Jeg begynder at græde lydløst, og jeg kan mærke tårerne trille ned af mine kinder. "Jeg er ked af det, Audrey." var de sidste ord jeg hørte fra ham, inden han gik ud af den tunge hospitalsdør.

Igen er jeg blevet svigtet. Svigtet af den eneste person jeg havde tilbage. Nu har jeg ingen. Den eneste jeg kan snakke med, er sygeplejersken. Jeg føler, at alle mine forventninger blev svigtet. Sygeplejersken kommer ind igen, med min eftermiddagsmad. Hun stiller maden på bordet, og ser, at jeg græder. "Hvad er der galt" Spørger hun med medfølende stemme. "Alting." er det eneste jeg siger, inden jeg græder igen. Hun retter på min dyne, og nusser mig blidt på panden. "Alting skal nok blive godt, engang."

Jeg bed mærke i ordet 'engang'. Jeg lever måske ikke på det tidspunkt, som hun beskrev som 'engang'. Ingen ved om jeg dør i morgen, eller om 4 måneder. Det er en utrolig deprimerende tanke, men det er sandheden. På en måde glæder jeg mig også til, at jeg er død. Så skal jeg ikke bekymre mig om noget længere, og jeg vil ikke længere blive svigtet. Det er som en drøm. En vidunderlig drøm om når jeg er død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...