Standing alone

Forestil dig, at du er en syttenårig pige, som ligger på hospitalet, men ikke på grund af kræft. Ingen ved hvad du fejler, men du vil ikke have lang tid igen. Du skal bruge resten af dit liv på at ligge i en hospitals seng, og det eneste du kan foretage dig, er at kigge rundt i det kedelige hvide værelse, mens du har smerter overalt på kroppen. Du er ikke i stand til at gøre noget selv. Du er svag. Du ligger bare der, uden noget anelse om, hvad der foregår - det eneste du ved, er at du skal dø. I denne historie følger vi Audrey, som ligger på hospitalet for en ukendt sygedom. Audrey's største drøm er at møde hendes idol, Johnny Depp. Hvilket forhold mon hun får til den store filmstjerne?

3Likes
2Kommentarer
371Visninger
AA

3. Chapter three

Der er gået tre dage siden William slog, og jeg er ikke død, endnu. Jeg føler mig svagere end nogen sinde, og jeg føler, jeg intet kan. Jeg kigger over på mit såkaldte natbord, og kommer i tanker om, at det bord engang har været fuldt med blomster, kort, tegninger og gaver. Det eneste der er på bordet nu, er den blomst fra hospitalet. Jeg synes det er utrolig deprimerende at kigge på, da det betyder at folk har mistet interessen for mig. Jeg får lige pludselig lyst til at skrive et brev. Men ikke et hvilket som helst brev. Jeg har længe været utrolig stor fan af Johnny Depp, fra hans rolle som Kaptajn Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean. Da jeg var mindre, var jeg totalt fangirl, og havde plakater, film og andre samlegenstande, som han enten var på, eller selv ejede. Da jeg blev ældre afskaffede jeg efterhånden tingene - jeg fortryder det nu, da det var en stor del, af det gamle jeg.

Jeg besluttede mig for, at skrive en fan mail til Johnny Depp, i håbet om, at han ville svare igen. Jeg vidste, at chancen for, at han ville besvare det, var lille. Men jeg ville gøre det alligevel. Jeg trækker i min snor, som jeg trække i, hvis jeg har det dårligt, eller ønsker hjælp. En sygeplejerske kommer ind. Det er ikke en, jeg kender, men jeg fortæller, at jeg ønsker et papir og en kuglepen at skrive med. Hun siger så, at hun gerne vil finde det, og så spørger hun om, hvad jeg skal bruge det til. "Jeg vil bare gerne skrive et brev.." svarer jeg hende, og derefter spadsere sygeplejersken ud af døren. Jeg sidder og venter i lige godt 10 minutter, inden hun kommer med det, jeg bad hende om at finde. Hun ligger det på mit bord. Jeg prøver med alle mine kræfter, at sætte mig langs væggen. Jeg fik ondt i mine arme, i forsøget, men jeg endte med at sidde komfortabelt. Jeg rækker ud efter papiret og kuglepennen. Jeg ligger det i mit skød, og tænker nøje over, hvad det er jeg skal skrive. Brevet endte med dette:

" Hej Johnny Depp! Mit navn er Audrey McLein, og jeg er utrolig stor fan af dig, og af det du gør! Jeg er sytten år, og jeg ligger på hospitalet for en ukendt sygdom - og lægerne siger, at jeg ikke vil overleve. Jeg ved ikke hvor længe jeg vil leve endnu. Jeg ved bare, at jeg ville nå, at skrive dette brev til dig. Du inspirerede mig til at være den jeg er, foran alle, da jeg var rask. Du er en utrolig god skuespiller, og hvis jeg havde chancen for at spille skuespil med dig, ville jeg det! Jeg synes du er anderledes, end mange andre mænd, og jeg forestiller mig, at du er en utrolig god familiefar! Mange fangirls er sådan like, 'Åhh, jeg vil giftes med dig', men sådan er jeg ikke. Du har allerede en anden, og du har børn - bare du er glad, så er jeg også glad. Men hvis du var på min alder, og single, kunne der sagtens komme noget mellem os, haha! Bliv ved med dit skuespil! Ingen skuespiller er bedre end dig! Kærlig hilsen fra Audrey Mclein fra New Jersey."

Det var det eneste jeg kunne nå at skrive, inden min hånd gav op for presset. Jeg trækker en ekstra gang i min snor, og sygeplejersken jeg mødte tidligere på dagen, kommer ind igen. Hun spørger, om hvad hun kan hjælpe med, og jeg svarer: "Send dette brev til Johnny Depp. Adressen står der på." Jeg rækker hende brevet, og hun tager venligt imod det, og siger: "Det skal jeg nok gøre!" Jeg prøver med alle mine kræfter, at lægge mig ned igen. I sidste ende, ender jeg med at ligge utrolig dårligt, men det betyder egentlig ikke noget. Jeg har det jo allerede dårligt i forvejen. Det betyder ikke mig noget.

Klokken begynder at blive mange. Jeg har svært ved at falde i søvn. Delvis på grund af smerterne, men også på grund af, at jeg undrer mig over, om jeg i det hele taget vil være i live, når og hvis han svarer? Det er en af det få øjeblikke, hvor jeg ikke ønsker, at dø med det samme. Jeg vil gerne nå at have svar fra ham, inden jeg opfarer til himmels - eller hvor man nu ellers ender. Jeg har aldrig været død før, men ifølge biblen, opfarer man jo himmels, hvis man har været et godt menneske - hvilket jeg håber, at jeg har været. Jeg har aldrig været så bange for døden, som jeg er lige nu. Jeg har ikke lyst til at dø nu. Jeg vil nå at have et svar. Da jeg blev indlagt, og fik af vide, at jeg ikke ville have langt igen, begyndte jeg, ikke at frygte døden. Jeg vidste jo, at den ville komme snart. Men for en gangs skyld er jeg bange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...