Standing alone

Forestil dig, at du er en syttenårig pige, som ligger på hospitalet, men ikke på grund af kræft. Ingen ved hvad du fejler, men du vil ikke have lang tid igen. Du skal bruge resten af dit liv på at ligge i en hospitals seng, og det eneste du kan foretage dig, er at kigge rundt i det kedelige hvide værelse, mens du har smerter overalt på kroppen. Du er ikke i stand til at gøre noget selv. Du er svag. Du ligger bare der, uden noget anelse om, hvad der foregår - det eneste du ved, er at du skal dø. I denne historie følger vi Audrey, som ligger på hospitalet for en ukendt sygedom. Audrey's største drøm er at møde hendes idol, Johnny Depp. Hvilket forhold mon hun får til den store filmstjerne?

3Likes
2Kommentarer
370Visninger
AA

1. Chapter one

"Jeg ved jeg ikke har langt igen. Jeg ved, at jeg ikke vil trække vejret længere endnu. Jeg ved at jeg ikke får lov til udfordre verdenen. Jeg ved, at jeg aldrig får mine drømme til at gå i opfyldelse. Jeg ved, at jeg aldrig får lov til at stå på egne ben. Jeg er forladt. Forladt fra alt der har været mig godt." 

Sygeplejersken kommer ind med min morgenmad. Det var det sædvanlige - havregryn med sukker. Jeg er ved at være træt af at der sker absolut ingenting her. Jeg kan intet. Jeg er ved at være træt af det hele. Det er som om at det, at jeg snart vil være død, vil være en positiv tanke. Alting er blevet så kedeligt. Efterhånden har jeg været i snart 2 måneder, uden at lægerne har kunnet fortælle mig, hvad der var galt med mig. Jeg er helt opsat på, at jeg skal dø. Men hvornår jeg skal dø, ved jeg ikke. Jeg er træt af, at folk bliver ved med at sige: "..nu da du ikke har så længe igen.." Jeg er godt klar over at jeg ikke vil kunne få lov til noget som helst, og at jeg skal dø. Jeg savner den tid, før jeg blev syg.

Jeg var en ganske almindelig teenagepige. Jeg gik på New Jerseys high school, hvor jeg var utrolig glad for at være. Det var der alle mine daværende bedstevenner og veninder. De har alle svigtet mig nu. De synes det var for unormalt at have en veninde, der var døden nær. Jeg husker tydeligt den dag,  de kom op på hospitalet, og jeg smilte, så jeg troede mine læber ville sprække. Men i stedet for at snakke medfølende med mig, var deres sætning: "Vi.. Vi synes at du.. Du ved.. Du er jo unormal, fordi du er dødende, og vi synes det er nedladende, at snakke om en dødende ven.. Så.. Ehm, vi har valgt, at vi ikke vil være ved din tilstedeværelse. Du er ikke god for vores omdømme." Ordene vil ætset i min hjerne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg begyndte at græde. Jeg var ude i stand til at gøre noget som helt, udover at græde. Jeg var blevet svigtet af dem jeg holdt allermest af. Men så kom jeg i tanke om min daværende kæreste derefter, og så sagde jeg til dem: "I er sgu da også for barnlige. Heldigvis har jeg stadig min kæreste William. Han støtter mig i det mindste, og elsker mig! Nu må i gerne skride!" Derefter hvor jeg havde sagt det, synkende jeg ned i min hospitalspude, og jeg græd af længsel. Jeg skreg for hjælp. Sygeplejersken, som efterhånden kendte mig godt kom ind til mig, og lagde armene om mig, og spurgte om hvad der var galt. Det eneste der kunne komme ud af min mund, var ordet: "Svigtet"

Jeg hader at tænke tilbage på den hændelse. Jeg gør det tit. Hver gang jeg gør det, græder jeg. Jeg har lyst at dræbe mig selv, men den tanke der stopper mig er, at jeg allerede er dødende. Jeg vil aldrig kunne finde ud af, hvorfor jeg er dødende. Man bliver til et andet jeg, når man har tilbragt 2 måneder på et sygehus, hvor du ikke har mulighed for at komme ud i omverdenen, medmindre du skal sidde i kørestol, og have en sygeplejerske med dig. Jeg ser andeles anderledes ud nu. Da jeg ikke var syg, led jeg af anoreksi, fordi jeg følte jeg var for tyk. Jeg havde langt, glansfuldt, blondt hår, som altid havde et slags krøl i enderne. Jeg blev tit sammenlignet med Keira Knighly, og jeg var anfører på skolens cheerleaderhold. Det er sådan, mange piger ser en perfekt teenager. Jeg så det som perfekt, når det gik ud på, at jeg skulle lave det, jeg elskede. Jeg savner mit gamle jeg. Jeg vil gerne have det tilbage, udover anoreksien, som var det værste der var hændt mig dengang. Nu ligner jeg bare en syg hospitalspatient - hvilket jeg er. Jeg ser det ikke, som at være særlig tiltrækkende. Jeg er bleg, fordi jeg ikke har været ude i solen længe. Jeg har vildt uren hud, og har ikke brugt make-up i 2 måneder. Jeg hader den dumme hospitals kittel. Jeg føler mig slet ikke, som mig selv.

Når jeg dør vil jeg lægges i en kiste af ahorn træ. Jeg skal ligge blødt og komfortabelt. Jeg vil have en smuk lilla kjole på, som går ned under knæene, og smukke ballerinaer der matcher. Mit hår skal være blødt og krøllet, og jeg vil være smukkere end nogensinde. I kirken er alle dem der har holdt af mig, igennem den lange tid. De fælder nogle tårer. Både af sorg, men også af lykke, fordi jeg ikke skal lide længere. Der skal være mange smukke, store blomsterkranse, som lyser hele kirkerummet op, mens der synges smukke kirkesange. Det er sådan jeg forestiller mig, det vil blive, den dag jeg dør.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...