True Story ❤

Enjoy!
- En sand historie :)❤

4Likes
13Kommentarer
621Visninger
AA

3. Dear Diary

Kære Dagbog

Jeg tænker på ham. Jeg tænker på ham hele tiden. Det er nærmest som en besættelse. Hans øjne, navn, hår, smil, stemme, bevægelser, selv hvad han havde på i går kan jeg tydeligt huske. Det hele summer rundt i hovedet på mig, og bliver blandet godt sammen med min ynglings sang, som konstant kører i baghovedet på mig. Min veninde skriver et eller andet til mig. Jeg gider ikke rigtig svare lige nu, vil bare side og drukne i fantasier om hvad der kunne ske hvis han ikke skulle rejse til Italien og Polen, eller hvis jeg ikke var sådan en kujon. Min veninde skriver igen. Jeg når lige at se beskeden, før min nye iPhone låser sig selv. Der stod noget med i morgen, ikke noget vigtigt.

Jeg kender hans adresse. Kan den i hovedet. Ved han elsker at drille sine venner. Han tjener 600kr om måneden, for at gå med aviser rundt i det område han bor i. Jeg kender hans søskendes  og mor og fars navne. Ved, at han ikke har nogen hjemmetelefon. Kender hans ansigtsudtryk. Jeg ved, at normalt er hans øjne mørkebrune, som mørk chokolade. Men i sollys, der bliver hans øjne den smukkeste nødedbrune farve. Jeg ved, at han har en lidt blandet musiksmag, sådan lidt guitar, lidt dubsteb og lidt sang. Han er fan af en polsk musiker og komiker, Cezik, der synger ret godt. Han elsker David Guetta, og et band af en art, der hedder Blackmill.

mit blik fløj hurtigt op, og jeg kiggede undersøgende hen på døren, da trapperne udenfor knirkede let. Stiv som en saltstøtte sad jeg i nogle sekunder og lyttede. Falsk alarm, tænkte jeg derefter, og fortsatte med at skrive.

Jeg fik det at vide i går. At han skal til Italien. Det er okay, jeg overlever, for jeg har jo mine dejlige veninder. Men der er bare lige den lille, men vigtige detalje, at jeg ikke aner noget som helst om hvornår, eller hvis han kommer tilbage til Danmark. Han kommer jo oprindeligt fra Kielce, i polen. En mellemstor by i Sydpolen. Der er ikke meget tid tilbage.

Det er som om, at lige meget hvor jeg kigger hen, lige meget hvad jeg gør, så minder det mig om ham. Der var en med samme hårfarve. Og en med samme krops-holdning. Samme øjne. Lignende stemme. Samme smil. Samme, flagrøde jakke. Den har resulteret i mange unødvendige forskrækkelser, som hvis der fx kommer en person rundt om hjørnet med knaldrød jakke. Jeg håber altid at se ham komme rundt om hjørnet, lige meget hvor jeg er. Og jeg ved ikke hvorfor, men han minder mig meget om Taylor Launter! Ved det er underligt, men de øjne...

Også er der alle minderne. Ikke fordi de er noget specielt, altså andet end for mig. Et lille, sjældent smil til mig her. Et langt øjebliks øjenkontakt der. Hjemkundskab, hvor han aldrig kan finde ud af at svare mig når jeg spørger om han er færdig med müslien, eller om jeg må låne opvaskebørsten. Og når han fremlægger, har han en tendens til først at kigge op, så ned på papiret med hans mange noter, også til højre og venstre. Undgår øjenkontakt. Og så, fordi han er fra Polen, staver mange folk hans navn forkert. Det ender tit mærkeligt stavet oppe på tavlen, og så, uden et ord sjokker han lige så stille op og retter det. Så går han roligt ned til sin plads. Han har ikke behov for at hæve sig på andres bekostninger som så mange andre drenge har fra klassen. Eller rette på deres fejl. Jeg staver ikke hans navn forkert. Heller ikke hans efternavn, for jeg har øvet mig i at stave det rigtigt. Hvis der nu skulle ske et lille mirakel, som fx at jeg får hans nummer på et tidspunkt. Måske efter sommerferien, som jeg i øvrigt frygter lidt for. For første gang i mit liv. Jeg kan ikke helt rumme tanken om at skulle være væk fra ham i så lang tid, især ikke når jeg ved at en uge uden veninder kan føles som halvandet helvede. Men jeg har overlevet før, og jeg vil gøre det igen. Det skylder jeg sgu mine veninder.

Bevægelsen, da mit hoved rammer ind i væggen, emmer af modløshed. Hvad skal jeg dog gøre? Det at skrive det ned har ikke rigtig hjuplet, men hvordan skal jeg ellers finde ud af det hele? Inderst inde kender jeg godt svaret. En lille stemme bliver ved med at sige jeg skal snakke ud om det. Snak, forhelvede. Men med hvem? Tag dig nu sammen, siger jeg til mig selv. Med et lille suk begynder jeg at skrive igen.

Jeg frygter allerede meget for savnet, der vil komme. Eller at jeg glemmer ham. Han har altid været sådan lidt uvirkelig for mig, for jeg ved næsten intet om hans liv. Altså, om hans personligehed og sådan. Jeg har stalket ham lidt, eller det vil sige meget, så jeg ved nogenlunde hvad han interesserer sig for. Og så har jeg jo også holdt øje med ham, selvfølgelig. Måske lidt for meget. I klassen, i skolegården, når vi lige har fået fri. Der håber jeg altid på at han skal ned til Lyngby st.,  for jeg kan tage en bus derfra. Ellers tager han lokal-toget til Jægersborg og tager et tog videre derfra. Det ved jeg fra min veninde, hun er den eneste i klassen - på nær en anden jeg ikke snakker så meget med, men stoler 100 % på – der ved noget om mig og ham.

Mig og ham. Ham og mig. Os. Det lyder så rigtigt, så dejligt, så naturligt. Jeg ville bare ønske at en af os i det mindste havde modet til at sige noget. Jeg synes selv at jeg lagde ret tydelige (nogle gange FOR tydelige) spor ud til ham, som han kunne læse og kode. Et lille, varmt smil til ham her. Et dejlig langt øjebliks øjenkontakt der. Hjemkundskab, hvor jeg altid prøvede at sidde lige overfor ham, så jeg kunne nyde hans øjne så meget som muligt, og hvor mit blik bliver ved med at flakke tilbage til ham. Nogle gange gør det ikke noget at han tager mig på fersk gerning i at savle over ham, andre gange er det ret pinligt. Jeg har "fået" en slags refleks, der gør, at jeg bare kigger væk hvis hans dejlige øjne møder mine. Jeg håber han tager det som et godt tegn, for jeg gør det ret tit.

Når jeg ser direkte ind i hans øjne, eksploderer min mave. Altså ikke bogstavlig talt, det ville være ret klamt. Og underligt. Men når jeg ser på ham, gør det næsten ondt, for der er så mange muligheder, og endnu flere sommerfugle der desperat prøver at komme ud af min mave. Det kan de ikke få lov til, da hele min cirkulation mere eller mindre stopper i det øjeblik jeg ser ham. Jeg holder vejret, og kan næsten ikke blinke, indtil hans øjne rammer mine, og jeg må kigge væk. Det er ikke så få gange, at et stort suk har undsluppet mig ved tanken om at røre hans glatte, brune hår, eller kærtegne hans ansigt. Men jeg kan ikke holde ud at tænke på det så lang tid af gangen, for jeg får helt ondt i maven af alle de voldlige sommerfugle.

Men jeg forstår godt hvis han ikke vil have mig. Altså, jeg mener, der er jo mange piger der er meget kønnere, smartere, sejere, sjovere, klogere osv. end mig. Og jeg kan godt ende med at opføre mig ret underligt når jeg er sammen med mine veninder. Jeg fungerer som en slags original, som ikke rigtig ved hvad der er en selv og hvad der er andre. Eller hvordan man burde opføre sig. Især ikke det sidste.

Jeg må gøre noget ved det her. Den her besættelse. For det mest creepy, det klammeste ved det her er, at jeg aldrig har talt med ham. Sådan rigtig. Altså, vil har talt til hinanden, men ikke med hinanden. Aldrig haft en rigtig samtale. Det er mærkeligt, ja, men det er sådan det er.

Jeg puttede mig ned under min dyne, og smøg mine gamascher af mine ben. Så tog jeg trøjen over hovedet, og satte en af de mange elastikker, jeg har i på mit lysebrune natbord, i håret. Jeg skulle lige til at lægge mig til at sove, da jeg opdagede en lille detalje. Lyset. Irriteret tøffede jeg hen og trykkede på kontakten, for derefter at smide mig i sengen igen. Der gik ikke lang tid før jeg sov.

______________________________________________________________, Hva' så, kunne i lide den? Hvordan tror i den kommer til at fortsætte? Nogle ideer? Gi gerne et like, det betyder meget!

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...