Alexia Miller - kind of a diary?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2012
  • Opdateret: 2 apr. 2013
  • Status: Igang
Denne dagbog handler om en pige ved navn Alexia og hendes ret så surealistiske liv. Eller realistiske.

2Likes
10Kommentarer
402Visninger
AA

3. 15. November - Blodtudskast

Kære dagbog

Jeg kan stadig ikke glemme hvordan jeg ødelagde min chancer.. Men idag var en god dag, så der var ikke noget at tale om. 

Vi havde idræt - det fag, jeg faktisk var den bedste til og bare kunne shine i! Vi startede normalt med at løbe rundt i ring, og vores træner opmuntrede os med at sige, at det var et Formel 1 løb. Nogle var folkevogne, limousiner og andre en helt tredje, nemlig Formel 1 biler. Sjovt nok var der ingen, der havde opdaget at træneren havde glemt at stoppe os, så vi løb hele første time. Nogles hjerter var ved at ryge ud af halsen på dem. 

 

Jeg var selvfølgelig ikke en af dem.

 

Efter vores ""opvarming"" (det SKAL overdrives) skulle vi spille Volleyball. Det er en af mine yndlingsaktiviteter i idræt, da man kan få lov til at skyde på andre. Jeg var så også lige den mest hårdtslående på holdet.. 

Normalt blev jeg valgt først, men ikke idag. Jeg blev valgt som næstsidst, og Kari Longshort var den sidste (hun havde så også brækket sit ene ben). Jeg var en smule skuffet.

 

Pigerne havde ikke helt styr på det med rotationen og det tekniske, det eneste, de sådan set kunne finde ud af var at stå og se lækre ud, mens de overdrev deres bevægelser, som at bukke sig ned, trække lidt ned i blusen og så videre.. Jeg blev stillet foran, til at starte med, ikke fordi jeg er lav, men nok bare fordi jeg er den eneste der KAN skyde. Jeg gjorde mig klar til et mesterskud og så BOM! Den ramte lige i smasken på Kari Longshort. Så var det min tur til at være på pinlig..

 

Det var ikke engang det værste. For gæt hvem der fik tjansen for at holde eftersidning. Vores træner. Og så var der kun to der skulle med til eftersidningen - mig og Jake.

Det bliver så pinligt. Efter hvad jeg gjorde ved ham i går. Jeg tror bare at jeg lader være med at snakke med ham, sætter mig hen i den anden ende af lokalet. Gør alt for IKKE at få øjenkontakt, og hvis han vil mig noget, så må han selv komme hen og snakke. Men jeg er bare for bekymret for hvad han vil sige. Jeg overvejer derfor bare lidt at slet ikke at dukke op. 

 

Jeg fik altså en ret dårlig dag, selvom jeg ellers troede dette ville blive en succes. 

Jeg har egentlig ikke lyst til at fortælle mere om min dag. Det der skulle have været en fantastisk dag, blev bare til en skod dag,   sagt ligeud. Og det er der intet der kan rette op på. 

Hvad kan redde mig nu?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...