Hørdur - kampen om vandet

god

2Likes
3Kommentarer
292Visninger
AA

1. Hørdur - Kampen om vandet

 

Hørdur

Kampen om vandet

 

Ude i skoven var der en gang en lille landsby med en hel del beboere i. Der var ikke så meget vand, der var kun en sø langt langt væk fra landsbyen og søen var bevogtet af en ond ond troldmand fra Bilien i østlandet. I landsbyen var der mange mennesker som arbejdede hårdt for at få vand til deres familie. Der var mange der arbejdede for den onde troldmand, fordi at de ikke havde et andet valg. Nogle af dem som arbejdede for troldmanden, kom aldrig tilbage fra stedet, og der var ingen der hørte noget til dem. Landsbyen var meget fattig. Landsbyens tiggere tiggede forgæves, for der var ingen der havde vand, mad eller bare penge til overs. Der er ingen der tør stille op mod troldmanden. Der er måske en, men han ved det bare ikke endnu.

 I et lille hus i en lille landsby var der en lille dreng der hed Hørdur. Han var meget fattig og ikke så klog, fordi der ikke var nogle skoler i nærheden. Han boede i et meget lille hus, og der var ikke andet end to værelser. En stue på størrelse med et brændeskur, og et soveværelse som en sandkasse. Og det var endda et af de største huse i landsbyen. Ja, han var endda meget heldig at han havde et hus. Der var mange der boede på gaden med bare et tæppe og et halvt brød. Der var meget beskidt over det hele, for alle havde travlt med at skaffe vand, og man fik ikke meget vand af at rydde op i gaderne. Der var omtrent syv huse i landsbyen og de var alle faldefærdige. Men der var stadig nogle mennesker der bor i dem, fordi de ikke havde andre steder at holde til.

 I et af dem boede Hørdur. Et muntert lille væsen. Der var ingen der vidste hvad han var, ikke engang ham selv. Han blev betragtet som en dreng af de andre.

En dag var han en tur ude for at samle svampe. Han gik og gik, men fandt ikke nogen svampe. Pludselig var der en gammel dame med en stor kæp som stod og plukkede de svampe som han ville have plukket. Han gik der hen, og sagde, må jeg få nogle af svampene. Hun vendte sig om, og Hørdur så to kridthvide øjne. Han fik et chok. Han hoppede tilbage og sagde undskyld. Damen tog pludselig fat i hans hånd og sagde, du vil finde ud af hvem du er og redde os fra fattigdom. Men jeg ser frygt, tapperhed og taknemlighed. Hørdur trak hånden tilbage og løb så hurtigt han kunne hjem til landsbyen. Hørdur havde ikke tjent noget vand, så han kunne lige så godt lægge sig ned. Han lå og tænkte på hvad den gamle dame mente med det hun havde sagt. Han måtte være speciel, han måtte betyde noget for nogen.

Dagen efter vågnede han tidligt meget tidligt. Der var hun igen. Hun stod inde i skoven og kiggede. Hun kiggede og kiggede indtil han besluttede sig for at gå op til hende. Hørdur stod lige foran hende. Han spurgte hvad hun ville, og hvad hun mente med det der blev sagt i går. Hun sagde at han ikke var det han troede han var. Hørdur skulle besejre den onde troldmand. Han skulle rejse til østlandet og få vandet tilbage. Hun sagde at han ville finde venner på vejen der hen. Hørdur spurgte hvad venner var, for han havde ikke nogle venner. Hun sagde, venner er dem man holder sammen med, hjælper og tilgiver uanset hvad. Hørdur sagde, det lyder sjovt. Så sagde den gamle dame at der også bliver fare, kamp og ondskab. Pludselig forsvandt hun som støv. Nu vidste Hørdur hvad han skulle. Han skulle redde landsbyen fra tørsten. Han skyndte sig hjem og pakkede alt hvad han havde. Det var ikke så meget, så det blev kun til en lille taske. Han fortalte de andre at han skulle bekæmpe troldmanden, og i starten troede det ham ikke. Men til sidst tog han af sted. Af dem der troede på ham fik han brød og bær. Fra den stærkeste mand i landsbyen fik han en meget lille daggert, men den passede godt til Hørdur og hans hænder.

Han begyndte at gå mod østlandet. Han gik igennem skoven. Landsbyen blev længere og længere væk. Til sidst var den så lille som en halv brødkrumme. Apropos brød, han begyndte at blive sulten, men han måtte spare. Han havde jo ikke så meget. Hørdur gik og gik, og det blev mørkere og mørkere. Til sidst slog han lejr. Et tæppe til at ligge på og et til at have over sig. Dagen efter vågnede han ved at et menneske, nej en elver, kom og vækkede ham. Elveren sagde, hej jeg hedder Louf. Halløj, sagde Hørdur, hvad laver du her. Jeg skulle lige til at spørge dig om det samme, sagde Louf. Louf sagde, du ligger på mit tag. Hørdur rejste sig og så at han havde ligget på en bakke med en dør for enden. Han havde sikkert ikke set det i mørket tænkte han. Hørdur pakkede sammen, og Louf bød ham indenfor. Hørdur sagde ja tak, så kan jeg få min morgenmad. Imens Hørdur spiste, spurgte Louf om hvad han lavede her. Og så blev hele historien fortalt. Men Louf havde en rettelse, du kan da ikke være et menneske, sagde Louf. Du er da en faun. En faun, spurgte Hørdur. Louf sagde, du har gedeben og hvis du mærker efter i håret, er der sikker nogle horn der er ved at gro op. Det er da rigtigt, svarede Hørdur overrasket. Det har jeg aldrig vidst. Så sagde Louf, angående ham der troldmanden, jeg bryder mig heller ikke om ham. Han har taget min familie da jeg var 6 år. Hørdur spurgte, hvad er familie? Det kan jeg ikke helt forklare, sagde Louf. Men jeg vil gerne hjælpe med at få vandet tilbage til din landsby. Mange tak, sagde Hørdur, det ville være en stor hjælp. Lad os komme afsted, men jeg pakker lige mine ting først, sagde Louf.

Og så tog de af sted gennem den morgenlyse skov. De gik og gik, og pludselig var der ikke flere træer tilbage. Det havde Hørdur ikke set før. En skov uden træer? Det er ikke en skov, sagde Louf, det er en ørken. Og de gik videre. Der er godt nok varmt i sådan en ørken, sagde Hørdur træt og tørstig. Ja, så er det vigtigt at have noget at drikke med, sagde Louf. Hov. De så en ruin længere væk. Hvad er der sket her, sagde Louf. Det er jo min landsby! Det må være troldmandens værk, sagde Louf. De gik nærmere, og huse var ødelagt, deres mure var væltet, der var ingen, end ikke dyr. De var alle væk! Hvad har min landsby dog gjort for at få dette? Det er skrækkeligt, sagde Hørdur tør i halsen. De undersøgte det nærmere. Der var troldespor over alt. Hvor mon de kom fra. spurgte Hørdur. Ved du ikke det, spurgte Louf grædende. Det er troldmandens hær. HVAD, udbrød Hørdur, HAR TROLDMANDEN EN HÆR? Ja, sagde Louf. Den store af slagsen. Hvordan besejrer vi så troldmanden, spurgte Hørdur. Vi må vel være snedige, svarede Louf. Nå, men vi må vel komme videre. De gik videre. Og det gik langsommere og langsommere. Til sidst var begge deres halse tørre som sand. Men de gav ikke op. De havde ikke mange kræfter tilbage og de var ikke helt sikre på om de gik mod øst. Til sidst falde de om, de kunne simpelhent ikke mere, de var så trætte som dovendyr når de er værst.

 De vågnede op med et chok. De fik kastet vand i hovedet, så det var ikke det værste chok. De rejste sig op. Så sagde en stemme, hej. Det var en dreng, en menneskedreng. Han havde laset tøj. Det var mest mørke farver. Han sagde han hed Golt. De var inde under en stor tønde. Du må være dyretaleren sagde Louf. Dyretaler, spurgte Hørdur. Ja, jeg kan tale med dyr og få dem til at gøre hvad som helst. Det kan vi nok godt få brug for, sagde Hørdur. Men hvor er vi, spurgte Louf. Vi er i Billien ved søen. SØEN, HVOR, udbrød Hørdur. Til venstre for dig, svarede Golt. Louf og Hørdur løb hen til søen, og stak hovedet i. Inden de drak færdig blev de trukket op igen af Golt. Der er trolde over alt, i må være stille. De gemte sig bag nogle våbenstativ nede ved søen. Louf tog en bue. Hvad laver du dog, spurgte Hørdur. Man kan da altid få brug for en bue, og så tog Louf også nogle pile. Hvad med dig Hørdur? Jeg har min daggert, svarede Hørdur. Og dig, spurgte Louf, og kikkede på Golt. Hvis jeg får brug for noget, taler jeg bare med dyrene, sagde Golt. Okay, hvor er den troldman så, spurgte Hørdur. Tag det roligt. Vi kan da ikke bare brase ind uden nogen plan, sagde Golt. Så satte han sig ned og fortalte planen. Først sniger vi os forbi vagterne. Men hvordan, spurgte Louf. Troldmanden ved ikke at han har en halvblind vakt. Han står ovre ved bagporten. Døren er låst, men vagten har nøglen og han opdager sikkert ikke noget. Så lister vi ind, og så skal vi være hurtige. Fordi så skal vi nemlig op af trapperne, og det er der vi kan blive opdaget. Når vi kommer op ved jeg ikke mere, så vi må være snedige. Der er sikkert nogle vagter der oppe, men jeg tager et stinkdyr med for at distrahere vagterne. Der er en dør et sted der oppe, og inde bag døren er troldmanden.

Okay nu lister vi os hen til bagdøren helt stille. De løber hen til det næste gemmested henne ved en dæmning. Hvad er det for en dæmning, spurgte Hørdur. Den der holder søen væk fra alle landsbyerne. Lad os vælte den når vi er færdige med troldmanden.

De gik videre hen til den halvblinde vakt. Golt listede hen, og tog nøglen. De andre gik hen til døren, og de gik stille ind. Louf viskede, der er trapperne. Der var vagter der inde, men de løb op ad trapperne. De var næsten oppe. Så stoppede Louf og Hørdur. Golt listede op. Der var mange vagter, men heldigvis er trolde ret dumme. Han slap stinkdyret løs. Alle troldene løb efter den ud på altanen. Troldene havde for meget fart på, så de falde ud over kanten. Stinkdyret løb tilbage til Golt. Der var en mægtig stor dør af metal, med et stort nøglehul i. Trolden med nøglen var hoppet ud ved altanen. Golts stinkdyr kravlede ind i nøglehullet, men den kunne ikke åbne låsen. Louf prøvede at dirke den op med en pil, men det virkede heller ikke. Så bestemte Hørdur sig for at prøve med sin daggert. Så snart den kom tæt på, forvandlede klingen sig til en nøgle som passede lige ind i nøglehullet. De gispede alle, og Louf spurgte om Hørdur viste det. Slæt ikke, han havde fået den af en stærk mand, det er det hele. Han åbnede døren og gik ind. Det var et stort værelse med en stol for enden ved et stort vindue. Stolen drejede rundt. De så en mand med en høj hat, langt skæg og en stor stav med en blå krystal for enden. Troldmanden rejste sig op og skulle lige til at lave en besværgelse med sin stav mod Hørdur. Men Louf var for hurtig, for han havde allerede skut en pil i hans stav så den fløj ud af hånden på ham. Staven knækkede i faldet. Troldmanden tog et godt greb om Hørdurs hals. Golt sendte sit stinkdyr op til troldmandens ansigt, og den pruttede lige op i hans næsebor. Han gav slip på Hørdur og sagde pubæ, det lugter ikke godt. Louf sigtede på ham, Hørdur var klar med sin daggert og stinkdyret så ud til at være klar til den neste omgang. Hørdur sagde, forsvind herfra og tænk ikke på at tage vand, hærge byer eller noget andet dumt du kan finde på. Den gamle dame kom fra den blå luft. Hun tog fat i troldmanden. Hun sagde, jeg vil få ham skaffet af vejen. Og væk blev hun igen, sammen med troldmanden. De løb ned til dæmningen og skubbede den største pæl væk. Vandet plaskede væk og rev alle troldene med.

Når strømmen blev mindre, tog de tre venner en båd, og sejlede ned ad åen. Imens de sejlede, snakkede de om at bo hos Hørdur. Det ville de alle sammen gerne. De kunne få hjælp af dyrene. De ville bygge en stor by.

Efter nogle måneder, besluttede troldene at slutte sig til Hørdur og hans by. De kunne hjælpe med alt det tunge arbejde sagde de, og så sagde Hørdur ja. Det blev en mægtig by. En af de største byer i hele skoven. Hørdur var meget tilfreds og det var de andre også.

 Hørdur blev en legende i mange år og han levede lykkeligt og godt til hans dages ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...