Don't run away - One Direction

Elizabeth Palmer er en pige der lever efter hendes forældres regler. Hun har altid frygtet døden og det har de fundet ud af. De truer hende med at slå hende ihjel hvis hun ikke gør det godt nok. Det gør at Elizabeth nu tror at alle vil slå hende ihjel hvis hun ikke gør det godt nok. Hun er bange, virkelig bange. Hun har undgået nærkontakt med andre mennesker da hendes forældre startede med at true hende. Hun flygter og det har hun gjort lige siden. Hun løber forvirret rundt i gaderne for at undgå dem hun føler der jagter hende. Skyggerne med knive. De er alle vejene. Hun løber en dag ind i en dreng der står med hans cigaret. Han taber den ned på hendes arm og hun brænder sig. Hvad sker der? Elizabeth tror at han vil dræbe hende, det var jo hendes skyld. Men efter det møde er det ikke længere kun døden hun er bange for, nu frygter hun også kærligheden og mest af alt dem, One Direction. Og hvad sker der den dag hun finder ud af at hendes forældre faktisk ikke er hendes rigtige forældre?

13Likes
12Kommentarer
895Visninger
AA

2. Try again

Tårerne strømmede ned af mit ansigt. De stod foran mig, de to mennesker jeg frygter allermest i hele verden. Mine forældre. ”Men, j-jeg gjorde mit be-be-bedste” snøftede jeg og så op på dem gennem alle tårerne i mine øjnene. ”Desværre, darling. Det var ikke godt nok” snerrede min mor af mig med en snert af ironi i det hun sagde. ”J-jeg kan ba-bare p-prøve igen?” tiggede jeg mens flere tårer strømmede ned over mine kinder. Jeg rejste mig svagt op, men nåede ikke længere end halvvejs da jeg fik slynget en lussing i hovedet. En stor smerte gennemborede mit hoved. Jeg vaklede og landede på mine knæ som allerede var fulde af sår og skræmmer. Jeg kunne mærke at nogle af sårene sprang op og blodet gennemblødte mine bukser nede ved knæet. ”Rejs dig op igen, søde” hvæsede min mor vredt af mig, igen med en snert af ironi i stemmen. Jeg rejste mig langsomt op og så min far lige ind i øjnene. Hans viste vrede, mens mine var fulde af frygt. Min mor skulle lige til at slå mig igen, da min far stoppede hende. ”Du får en chance til og hvis du svigter, så ved du hvad der sker. Skrid så, uduelige unge” råbte min far vredt af mig. Jeg stod et øjeblik og stirrede ham, da han rømmede sig. Jeg gispede forskrækket og skyndte mig at bukke, for så hurtigt efter at skynde mig ud af stuen igen. Jeg smuttede hurtigt i mine sko for derefter at rive den første af mine jakkerne jeg kunne komme til ned fra knagen med vold. Jeg åbnede hoveddøren og smækkede den i efter mig.

Det sneede udenfor og kulden gennemborede min krop, men jeg turde ikke gå ind for at hende min vinterjakke i frygt for at mine forældre skulle slå mig igen. Jeg skuttede mig da en kølig vind blæste sneen omkring mig op. Jeg bevægede mig langsomt væk fra huset. Mine skridt var korte og små, og efter lidt tid kunne jeg ikke længere mærke min tæer. Gadelamperne lyste svagt gaden op, men ikke særlig meget. Der var ingen biler og ingen mennesker kom gående på gaden. Det ruskede i træerne og vinden tudede. Hårene rejste sig på mine arme, da jeg havde det som om nogle fulgte efter mig. Jeg vendte mig om og kiggede mig nervøst omkring. Jeg ved ikke hvad det var jeg prøvede på. Måske at snyde vedkommende der fulgte efter mig. Med hjertet helt oppe i halsen vendte jeg mig om igen, men kort efter vendte jeg stille mit hoved og kiggede bagud for at spejde efter fjenden. Jeg nåede at få en kort glimt af en stor skygge der løb i skjul bag en bygning. Jeg vendte mig helt om og kiggede direkte på bygningen som om jeg var bange for at den pludselig skulle brase sammen og ramme mig. Lige i det øjeblik ved jeg ikke hvad der gik af mig, men jeg bakkede langsomt baglæns. Jeg vendte mig om og jeg løb. Jeg nåede endnu engang til en bygning, men den her var større og ikke nær så skummel som den anden. Der var massere af lys på de fleste etager, men jeg stoppede ikke med at løbe. Et kort øjeblik vendte jeg hovedet for igen at kigge bagud, men det skulle jeg aldrig have gjort for jeg løb lige ind i en. Jeg faldt bagover. Personen jeg løb ind i forsøgte at gribe mig, men snublede selv på grund af det glatte fortorv og landede direkte oven på mig.

Sådan lå vi lidt, indtil jeg kunne mærke at der var en stor smerte i min ene arm. Jeg begyndte at vride mig under den tunge krop jeg havde liggende over mig. Personen skyndte sig at rejse sig op og skulle til at række sin hånd til mig. ”Du m-må ikke s-s-slå mig” hviskede jeg bange og kravlede bagud for at han ikke kunne nå mig. Han så forvirret ud. Min ryg stødte mod en skraldespand som væltede med et brag. Jeg begyndte at skrige, men hurtigt kunne jeg mærke drengens hånd om min mund. ”Du vækker hele nabolaget” hviskede han i mit ene øre og prøvede at berolige mig ved at nusse mig lidt på ryggen, men desværre havde det den præcis modsatte virkning. Jeg begyndte at vride mig. Jeg var bange for ham, så bange.

Pludselig gav han slip på mig og da jeg overhovedet ikke var parat på at han slap mig, væltede jeg bagover og slog jeg hovedet direkte ned i fortorvet. Jeg førte min hånd op til min hovedbund og da jeg tog den ned foran mit ansigt var den fuld af blod. Jeg hev efter vejret. Blod havde altid være min svage side. Jeg var for langt væk til at kunne fokusere på hvad han sagde til mig. Jeg kunne høre at han kaldte på mig. Jeg kunne høre ham fumle med hans mobil og det sidste jeg hørte var at han begyndte at diskutere med nogle. Kort efter lød der en masse løbende fødder omkring mig og pludselig blev jeg løftet op så jeg lå i en varm favn. Jeg frøs sådan, så jeg puttede mig længere ind i vedkommendes favn. ”Hendes læber er helt blå, vi må se at få hende indenfor” mumlede en mørk stemme. Stemmen tilhørte nok ham der bar mig. Jeg kunne mærke hans hjerte slå roligt mod min kolde hånd. Jeg kunne høre at der blev åbnet nogle døren og at jeg blev båret op af nogle trapper. Lidt efter blev jeg lagt på noget blødt, mens nogle hænder begyndte at rense mit baghoved for blod. En eller anden tog mine hænder for at varme dem. ”Hendes hænder er is tapper og hendes jakke er kun en tynd sommerjakke” sagde vedkommende der havde taget mine hænder. Personen med den behagelige stemme lagde sig ned ved siden af mig og krammede mig indtil ham så jeg kunne få noget af min kropsvarme tilbage. ”Bare roligt, vi skal nok hjælpe dig” hviskede en blid stemme ind i mit øre. Jeg ømmede mig og stammede svagt at min arm gjorde ondt og langsomt trillede en enkelt tårer ned langs min kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...