En marauders skat (HP-FanFic) - One shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2012
  • Opdateret: 25 nov. 2012
  • Status: Færdig
En FanFic om dengang Harry endnu ikke var født, og om dengang kærlighed og venskab blev blandet sammen til ét i et ugengældt følelsesspind.

6Likes
4Kommentarer
836Visninger
AA

1. En marauders skat

Solen skinnede fra en skyfrihimmel udenfor i den klare efterårsmorgen. Det var dog ikke noget, drengende nede i sovesalen mærkede noget tid. Ikke ét vindue var der i slytherins sovesale og heller ikke i opholdsstuen. Alligevel, uden en lyd havde forstyrret den tyste morgen, åbnede Severus dovent sine øjne for så at kigge ud i det, alligevel oplyste rum, bedre kendt som 6. årgangsdrenges sovesal.

Træt, som han altid var om morgenen, lå han og kiggede op i loftet af himmelsengen, han lå i, mens han forsøgte at vågne og stå ud af sengen. Den halvlange, altid fedtede, mørke hår klistrede til hans hals og ansigt, mens han stadig lå i sengen.

Modvilligt satte Severus sig op i sengen og svingede benene ud over sengekanten, mens den kølige morgenluft, ramte hans bare arme, så gåsehuden brød frem på dem.

Severus kunne aldrig tænke klart om morgenen, og lige som så mange andre morgenen, kredsede hans tanker kun om ét, mens han lydløst skiftede tøj, så han kunne tillade sig at gå ud i offentligheden og vise sig.

Severus stod og fumlede en smule med knapperne på skjorten, da han hørte en mumlen bryde den sagte, summende lyd af teenagesnorken, sige: “Mudderblodspjokkende fra Gryffindor”

Severus frøs på stedet og stirrede, først overrasket, så arrigt over på himmelsengen, stemmen kom fra... Lucifers seng. Severus mærkede en hidsige varme sprede sig ud i hans krop, og han havde sådan en lyst til at gå over og slå Lucifer i ansigtet.

‘Mudderblodspjok’, ordet skar sig ind i hans sind, som var det den rene tortur. Severus foragtede ordet mere end noget andet, trods at han var en stolt slange, ordet var det værste, der fandtes, og han mindedes hurtigt, den ene gang han fejlagtigt var kommet til at tage ordet i egen mund og spytte det i hovedet på... på hende.. Lily...

Hendes ansigt viste sig pludseligt for hans øjne og hele episoden spillede, for hvem ved hvilken gang, igen igennem hans tanker. Måden tårerne var brudt op i hendes øjne på og måden foragten til ham havde lyst ud af hende, så snart hun hørte ordene. Ordene der uden tvivl var myntet på hende, kun pga James. Fordi Severus skulle være så umådeligt jaloux og arrig på James.. Så skulle det absolut gå ud over Lily, fordi hun var den eneste, der ikke var ligeglad med ham.

Irriteret og trist, virrede Severus med hovedet og forsøgte at slå tankerne ud af dette, men Lilys ansigt var som malet for hans blik, da han med triste skridt bevægede sig ud i den tidlige morgen og ud var sovesalen.

 

Hurtigt kom Severus ud fra slytherings opholsstue og ud i den kølige og fugtige krypt. Han blev dog ikke stående der i de kølige omgivelser, i stedet bevægede han sig videre, op af trapperne og gik ind i storsalen for at få sig en bid morgenmad, inden dagens strabadser begyndte.

Morgenmaden stod allerede, fint og farvestrålende og ikke mindst appetitvækkende på kæmpefadede, der var placeret på alle de fire langborde. Severus kiggede, med et sultent blik på maden og satte sig ved slytherinbordet, som den eneste elev oppe, og begyndte at øse mad op på tallerkenen. Der var kun nogle få elever i storsalen på det tidspunkt, men som Severus fik spist sig igennem hans propfyldte tallerken, dukkede der flere og flere elever op og begyndte at spise deres egen morgenmad.

Alt var stille, roligt og fredeligt i storsalen, mens folk sad og spise deres morgenmad i ro og mag, indtil en højlydt, overlegen og gøende latter brød stilheden. Den gøende latter, kendte Severus kun alt for godt og et syrligt blik blev rettet mod ejermanden, der sammen med resten af gruppen skm gående ind i storsalen som om at de ejede hele skolen...

Sirius, hvordan kunne et menneske overhovedet have en så hundelignende latter? Medmindre..

“Hey! Jeg kan se en Severlus” udbrød Sirius pludselig med en lusket smil på læberne, da han fangede Severus’ blik. “Mit navn er Severus!” sagde han arrigt - næsten barnligt, mens Sirius, Remus, Peter og ... Severus kunne næsten ikke engang tænke navnet. Hadet boblede op i ham, allerede ved blot at kigge på Sirius, og det var ikke engang ham, der var værst.

“Godmorgen Severus” sagde James med en smørret og alt for sødlig stemme og endelig kiggede Severus op på hans... hans fjende, med et blik der kunne dræbe, hvis han havde kræfterne til det.

“James” svarede han kort, med et så stort had i stemmen, at Sirius’ hånlige, gøende latter endnu engang spolerede den ellers så fredelige morgenstund.

“Nå men, hvordan render en ørn som dig så rundt og har det?” spurgte Remus med et skævt og drilsk smil..

“Ørn?” Severus forstod ingenting, han var jo en slange, en stolt en af slagsen, så han ville da ikke kaldes for en ørn. Ikke tale om!

“Jeg mener... Tjek lige din egen næse, den der ørne næse... Fordelingshatten må have været blind dengang den fordelte dig til Slythering, du ligner jo mere en ørn end en slange..” kommenterede Remus videre og gik lidt tættere på Severus, som for at studere hans næse nærmere. Rasende fór Severus op fra bænken, han sad på, og stod nu med ansigtet så tæt på Remus’ at deres næser næsten rørte hinanden.

“Jeg. Er. En. Slange!” Severus’ stemme var syrlig, det havde den været hele deres korte samtale igennem, men den havde fået endnu et syrligt skvæt, der, endnu engang, fremkaldte den gøende latter fra Sirius’ side.

Et arrigt blik blev rettet mod Sirius, der så ud til at være den der nød deres sammenstød mest, men Peter, lignede én der mest af alt blot ville synke ned i gulvet og forsvinde fra denne situation.

“Jeg ville nu sige at fordelingshatten ramte hel plet. Hans øjne... De er jo slangeøjne, helt sorte, mørke og bundløse.” sagde Sirius endelig, da hans latter havde fået taget en ende. Ligepludselig kom Peter frem i gruppen, forsøgte at mænge sig ind blandt de tre, ved at gå helt op i ansigtet på Severus og stirrer op i hans mørke øjne, “Ja.. De er jo helt mørke” kommenterede han, inden han ubarmhjertigt blev trukket tilbage af James, der havde taget en hårdt greb i hans krave. Igen, stod Peter bag de tre høje, flotte drenge.

Severus kunne ikke lade være med at hæfte et lille misundeligt blik på James, som alle syntes så så godt ud. Han kunne jo få, lige hvem han ville have, mens Severus ikke kunne få den han gerne VILLE have.

Severus trak det misundelige blik til sig igen og erstattede det hurtigt med et irriteret et af slagsen igen, mens han med en syrlig og irriteret stemme sagde: “Hvad er jeres probl..”

“Hej Lily” afbrød James Severus og kiggede forbi ham, mens han med et lystigt smil vinkede til nogen bag Severus.

Med en hurtig bevægelse vendte Severus sig og kiggede på det 8. vidunder der fandtes på jorden. Lily. Smukke Lily, med det flotte hår, de kønne øjne, det fejlfri ansigt og det perfekte smil. Hendes smil, det lystige og glade smil spillede igen på hendes læber, mens hun vinkede til.. Ikke Severus, men til James.

Et stik i hjertet fik Severus til endnu engang at føle en så tung skyldfølelse, at han næsten ikke selv kunne løfte sin egen hånd for at vinke til Lily. Bare i håbet om at han også ville modtage det lystige og livsglade smil..

Men nej, da hun fik øje på Severus blev hendes blik køligt og trist og hun trak hurtigt blikket til sig og kiggede frem for sig, mens hun gik over mod Gryffindorbordet, hvor nogle af hendes veninder sad.

En hånlig latter blev slået op endnu en gang, men dog ikke fra Sirius, denne gang var det James, ingen mindre.

“Så du troede lige, at hun vil have noget med dig at gøre? En mugglerhader som dig, der kun går op i dit eget blod og stolthed?” spurgte han med et hånligt smil på læben, og Severus mærkede endnu engang hadet boble op i sig. Han hadede det, han hadede sig selv for at have kaldt Lily mudderblodspjok, men han hadede James endnu mere for at have en chance hos hende.. Hun var for god til ham, og hun var for godt til Severus. Hun burde ikke få nogen af de to og alligevel var det hele tiden James, hun rendte rundt sammen med, når hun ikke var sammen med hendes veninder..

Severus åbnede munden for at sige noget, men hvad skulle han sige? At han ikke var en mugglerhader, at han ikke kun gik op i sit eget og og sin stolthed... Det kunne han jo ikke, han havde stemplet sig selv, og han kunne intet gøre.

Med et sidste blik på Severus, vendte James sig om og gik sin vej, med resten af gruppen efter sig. Sirius kunne ikke holde endnu en hånlig latter tilbage, og det var bare dråben!

Før Severus nåede at tænke yderligere over det, stod han med tryllestaven i sin hånd, rettet mod James og kaldte på ham med en slesk stemme “Hey James”.

Med et overlegent blik, vendte James sig om og hævede et øjenbryn, da han så Severus’ tryllestav...

“Sectumsempra!” Et smertesskrig, undslap James læber, så snart lysstrålen der var skudt ud fra Severus’ tryllestav ramte ham. James fladt ned på knæ, på stengulvet i storsalen, og  han havde tiltrukket sig næsten hele storsalens øjne. Størstedelen af dem der kiggede, kunne ikke se hvad der skete, men dem der var tættest på, eller strakte virkelig meget hals, ville sagtens kunne se det. De røde pletter der voksede frem over alt på James’ hvide skjorte tiltrak ikke blot Severus en hel masse skræmte blikke, men også blikke fyldte med had og foragt.

James så forfærdet ned på hans arme, ned på hans bryst og ned på hans ben, mens han klynkede over sårerene, der var dukket op over alt på hans krop.

“James!” udbrød en en stemme pludseligt, og Lily var hurtigt over ved James, med en arm om hans skuldre. Lily kiggede op på Severus, med et blik der skar dybere i hans hjerte, end alle de andres. Foragtens i hendes øjne og hadet, der lyste ud af hende var ikke til at tage fejl af... Hun ville aldrig blive hans..

Severus forsøgte at skjule hans knuste hjerte, da han med lange skridt, gik ud af storsalen, mens han følte alle de stikkende øjne i hans ryg. Ikke én følelse var til at skue i hans ansigt, det var koldt... Hans ansigt var lige så koldt, som en statues og intet.. Intet var til at se, intet kunne gennemskues, og han så mest af alt ud til, at han bare kedede sig så utroligt meget, at det næsten gjorde ondt på ham.

“DET HER SKAL DU FÅ BETALT SEVERLUS!!” hørte Severus, Sirius råbte efter ham, men  han vendte sig ikke om, heller ikke da resten af storsalen begyndte at råbe efter ham, han gik bare videre og ignorerede dem alle.

Han vidste, han ville komme til at betale for dette senere, men lige nu, der var han ligeglad. Smerten i James’ ansigt, var nok til at gøre det hele, det værd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...