Cruel Tenderness

"Der er ikke noget i vejen med mig... Det er jeg sikker på..."
Erina har lige fået konstanteret Skitzofreni. Men er det virkelig det hun har? Er stemmen i hendes hoved noget helt andet?
Det finder hun ud af da hun møder nogle med det nøjagtig samme problem som hende.
Og sammen tager de ud på en rejse for at rette fortidens fejltegelser op.

3Likes
0Kommentarer
623Visninger
AA

2. The blue bookmark

Jeg står og kigger i 3 sekunder og indser så at jeg drømmer... Det føltes ikke virkeligt... "Eri... Noget er galt..." Det er ikke mig der taler... Det lyder dog som mig... Og da jeg ligger mærke til omgivelserne ser jeg at jeg befinder mig i et flot rum... Sådan et man ville finde i gamle dage på et middelalder slot... Med en enorm pejs og gamle billeder over det hele. Og røde tæpper og polstrende sofaer... En pige og en dreng sidder i 2 sofaer over for hinanden. Drengen er... Det er ham jeg mødte uden for mit hus! Jeg vender hovedet mod pigen... Det... Pigen er en komplet kopi af mig. Selv hendes stemme lyder som min... Men hendes holding er helt anderledes... Den måde hun vender nervøst blikket op og snor sit hår med fingrene... Hun for mig jo til at se køn og piget ud... Utroligt... Jeg drømmer jo så hvorfor ikke følge med... Hun snakkede lige før... Så må drengen jo hedde Eri... Eri... Sikke et smukt navn... Jeg lukker øjnene let...Smukt... En navn med mening... Et navn der ikke lyver. Jeg vender blikket op og ser på de to... Der er blege og der er rande under deres øjne... De ser også trætte ud... Og de har tydeligvis ikke set mig... Måske... Er jeg slet ikke til. "Akiyo, har opført sig så mærkeligt på det sidste... Jeg ved godt at... Han har det svært, og alt det her hjælper ikke på det men... Det er som om at nogle gange når han ser på mig flammer hans øjne op..." Pigen, som ligner mig gyser... Eri rynker panden og kommer hen til hende... "...Hvad... Skal det betyde..." Han sætter sig ved hendes side. Tabt i tanker vil jeg tro for ingen af dem siger noget i lang tid... Pigen åbner øjnene før Eri... Hun skæver til ham og begynder langsomt at snakke, og hendes øjne hviler hele tiden på ham. "Han kommer til tider hen og griber fat i min skulder... Rigtig hårdt som om han ville smadre den... Det gør mig bange..." Hun gnider hurtigt nogle tårer ud af øjnene... Eri løfter ikke hovedet, men gemmer det til gengæld i hans hænder. "Hvis bare Amami var her..." Hans stemme lyder udpint... Smertefuld... opgivende... Men pigens reaktion på hans ord er direkte skræmmende... Hun rejser sig med et sæt og, med en heftig bevægelse slår hun til en smuk antik vase. Den splintrers allerede før den rammer gulvet... "Nævn ikke hendes navn! Jeg vil ikke have det!" Drengen ser op... Han er selvfølgelig forskrækket, og også uforstående... Så finder hans øjne hendes hånd, hvor lette bloddråber glider ned fra hendes håndryg... Han finder et lommetørklæde frem fra lommen og kommer hen til hende... Han dubber let hendes sår... "Ai..." Ai er hendes navn? Jeg ser på dem... Noget ved den her situation er helt forkert... Og mens Eri tørre blodet væk fra Ai's hånd flammer hans øjne kort op i et rødt skær... Det er ikke kun mig. Ai så det også... Men hun blev ikke forskrækket. Hun tager blidt Eri's hånd, med lommetørklædet væk og løfter sin blodige hånd op imod hans ansigt. "Det gør ikke noget." Eri begynder at ryste og griber fat i hendes hånd. Igen flammer hans øjne rødt... Jeg træder et skridt tilbage... Bange... "Ah..." Nu er det mig der taler... Min stemme er frygtsom... "S-stop... Hvad... Sker der?" Hvorfor er jeg så bange? Hvorfor ryster jeg? Jeg vil ikke drømme mere... Jeg kan ikke lide det! Stop!

Jeg slår øjnene op... De stirre op i loftet... Det er hvidt uden den mindste fejl. Det irriterer mig... Jeg vender hovedet... Jun er stået op... Jeg høre ham pusle rundt nede i køkkenet... Så er mine forældre altså gået... Godt. Jeg vender mig og træder ind på badeværelset. Det er beroligende med det varme vand. Det gør det hele lidt nemmere at overskue. Det var ikke en god drøm. Jeg skælver let. Jeg kunne slet ikke lide det. "Alt hvad jeg ønskede var at blive fri... Og så selvfølgelig at være med ham..." Hold mund... Stop det... Jeg slår mig på hovedet og skruer op for bruseren så det varme vand bruser højt og damp danser rundt i luften... Dumme stemme... Jeg står lang tid under bruseren, men til sidst kan jeg ikke udskyde det mere. Jeg træder ned på badeværelses gulvet og... Jeg glider på de glatte fliser og vrikker om på foden. "Av, for...!" Jeg tager mig til anklen og bider tænderne sammen... Dammit! Jeg haler mig selv op på benene, og der bankes på døren. "Rina? Er du okay? Jeg hørte noget..." Jeg bider tænderne sammen og holder smerten inde... Så siger jeg med lettere anstrengt: "Jeg har det fint, Jun. Jeg kommer lige om lidt." Jeg tørrer mig selv og kommer ned fuldt påklædt. Jeg tørre mit hår og betragter det nærmest overdådige bord. Jeg smiler til Jun og sætter mig ned og spiser med ham. Men da jeg er på vej ud af døren lægger han selvfølgelig mærke til at jeg halter let på den ene fod. Jeg tvinger et smil frem og siger at det ikke er noget. Og så er jeg ellers væk. Jeg løber... Det gør ondt, men toget er ikke så barmhjertigt at det vil vente på mig. Skadet fod eller ej. Jeg springer ind gennem togdørene og hvisker lige så let: "Yes!" Så står det 67-23 til mig. Toget er en værdig modstander. Jeg læner mig forpustet op af væggen... Toget kører som sædvandelig og det er som altid fuldstændig fyldt. Men jeg har en plads hvor jeg kan se den smukke blå himmel og de fine skyer. Jeg elsker himlen. Når jeg ser på den syntes tingende ikke så meningsløse mere... Eller i hvert fald føltes det som om jeg har et formål... Jeg må have stenet lidt, fordi pludselig giver det et ordenligt ryk i toget og jeg når ikke at gribe fat i noget... Åh nej... Jeg flyver fremad. Og støder lige ind i en fyr som står med ryggen til... Han vakler let og griber mig så da jeg også vakler. Da jeg finder fodfæste begynder jeg på min pinlige undskyldning: "Uh... Uhm... U-undskyld! J-jeg...!" Jeg ser op og bliver chokeret... Fyren jeg stødte ind i er... Smuk først og fremmest. Kornblondt hår og grå mystiske øjne... Der er noget katte agtigt over de øjne... Bløde træk, men let markeret kæbe. Han ligner en supermodel. Men det er ikke derfor jeg ligger mærke til ham... Min krop reagere før min hjerne kan følge med. Mine øjne spærres op og mit hjerte hamre, med 110 i timen. Frygt gror inde i mig... En væmmelig frygt der giver mig en dårlig smag i munden. Jeg trækker mig instinktivt tilbage og så kommer min hjerte i sving... Hvad? Hvorfor reagere jeg sådan? Og så ligger jeg mærke til stemmen... Jeg har ikke hørt hende sådan før... "Dig... Dig... Det er alt sammen.... Din skyld!"  Jeg ligger nu mærke til fyrens reaktion... Selvfølgelig er en en smule paf over min reaktion, men i hans mystiske katteagtige øjne ser jeg et glimt af genkendelse. Så tager han hånden op til hovedet i en synkron bevægelse med mig. Alt dette skete på bare 3 sekunder... Jeg bukker hovedet dybt og mine kinder blusser ukontrolleret. "U-undskyld, jeg så m-mig ikke f-for og..." Fyren ligger hovedet på skrå og smiler. Utroligt... Det ser nærmest ud som om hans smil glimter. Det er et sandt 'lady-killer-smil' "Det gør skam ikke noget. Men du må hellere se dig bedre for næste gang så du ikke sårer dig." Jeg nikker hurtigt og vender mig straks. Ham har jeg ikke set før... De eneste unge personer på det her tog er dem der går i min highschool... En ny elev? Det kan også være ligemeget... Jeg har ikke brug for flere players på min skole. Den er irriterede nok allerede. Jeg lader et suk forlade mine læber og holder godt fast nu. Det var utrolig pinligt... Endelig stopper toget og jeg kommer ud i den friske luft... Det er dejlig forårs vejr... Himlen er smuk og blå og små grønne skud ses få steder. Skønt det stadig er lidt køligt... Jeg træder ind af porten og en vind griber fat i træerne og grønne blade river sig løs og flyver hen af luften. Det føltes som en grøn snestorm. Jeg skubber en sort hårlok om bag øret. Så vender jeg hovedet og ser... En dreng som står og stirre med let opspærrede øjne på mig... Det er ham fra toget!? Jeg vender mig væk som refleks da han tydeligvis stirre på mig. Jeg går hastigt væk. Jeg kommer endelig ind i læ og når mit klasselokale... Jeg ser at Jake er derinde og mit hjerte begynder at ræse... Jeg behersker mig og går ind med sænket hoved. Som altid ignorere folk mig totalt... Ikke at det gør noget. Jeg sætter mig ned på min plads og snart ringer klokken. Alle elever myldr rundt og snakken ophøre ikke før læreren råber meget højt: "Stille!" Så er de noglelunde stille. Jeg sidder bare og kigger ned i bordet, og håber at ingen kigger på mig. jeg lytter odg til læreren. Pludselig går det op for mig at klassen er blevet lidt for stille. Det er en anderledes aura pludselig... "Det her er Jin. Han vil være i vores klasse fra idag af." Siger læreren. Folk snakker ivrigt... "Du kan sætte dig ved siden af Katja." En stol skraber foran mig og jeg ser et par sorte sko og et par bukseben, fra vores skoleuniform. Jeg kigger forsigtigt op gennem håret... Åh... Nej... Det er ham jeg stødte på i toget! Hvorfor lige i min klasse?! Og så også ligeforan mig! Jeg lader hovedet synke ned på mit bord og har lyst til at klynke højlydt. "Sover du, Erina?" jeg retter hovedet op, med et sæt. "U-uhm... N-nej..." Min stemme fylder lokalet skønt det kun er en lille mumlen. Drengens skuldre stivner... Læreren fortsætter: "Hvis du har tid til at sove vil jeg tro at du godt kan løse stykket oppe på talven. kom venligst op og vis os hvordan man gør det." Shit... Mine ben føles som gummi. Jeg synker noget stort og ubehageligt. Så træder jeg op til tavlen på rystene ben. Men jeg mærker hvordan mit ansigt ikke udtrykker noget. Jeg lader kridtet glide ned af tavlen og skriver tal op, mens min stemme lyder underlig rolig: "Du ganger det her med det her og trækker så fra her..." Min forklaring bliver færdig og jeg går ned til mit bord igen. Min lærer tar aldrig mig og havde vidst ikke regnet med at jeg kunne det. Jeg har ikke andet at lave der hjemme en lektier så jeg er faktisk foran. Der er stille. Folk måber. Jeg løfter let hovedet og møder et par katte agtige grå øjne. Mine kinder blusser straks op og jeg kigger stift ned i bordet. Han sidder faktisk og stirre på mig. Hans blik er gennemtrængende. Som om det kan se helt ind i mine tanker. Jeg bider tænderne sammen. Jeg ved ikke hvorfor jeg hader ham så meget... Det er jo først idag jeg møder ham... Ikke? Han virker så bekendt... "Han gjorde det værste... Han kan ikke tilgi's..." Okay måske gjorde han noget dumt, men det kan vel ikke være så slemt at man ikke kan tilgive ham... Åbenbart så kender stemmen ham. Jeg sukker let og endelig ringer klokken. Tid til frokost pause. Jeg åbnede min geografi bog og noget faldt ud af det... Nåh ja det er rigtigt... Jeg fandt et blåt bogmærke som var rigtig kønt. Jake's yndlingsfarve er blå og jeg overhørte at han manglede et bogmærke. Så idag bliver min chance til at give ham det! Jeg synker og kigger på bogmærket, med røde kinder... Okay! 

Han er i cafeteriet. Jeg kommer ned til hans bord og mine kinder blusser og mit hjerte hamre, men jeg for række det til ham og han tager imod det. "Tak Erina. Det var lige hvad jeg manglede." Han smiler. Jeg bevæger mig væk igen, med svævende hjerte... Han sagde tak... Og mit navn... Den næste time flyver afsted og jeg finder hurtigt ud af at den nye dreng er blevet meget populær. Som forventet. Endnu en player. Der kunne godt være flere drenge i verdenen som Jake... Han er venlig og blid... Jeg smiler og så ringer klokken. Jeg går ned af gangen og ender med at gå tilbage til klasselokalet og skal til at åbne døren, da jeg høre stemmer derinde fra. Det er Jake og et par af hans venner. Jeg skal til at tage i håndtaget, men stivner da jeg hører små stykker af deres samtale. "Hvor har du bogmærket fra?" Jeg kan ikke gå ind nu. Jeg har på fornemmelsen at jeg skal gå væk, men det gør jeg ikke. "En eller anden pige gav det til mig." Lyder det fra Jake. En... Eller anden pige? "Erina Stratford. Du ved hende emo'en." Slap. Okay han slog mig ikke, men det føltes sådan. Jeg stirre lamslået på døren. Jeg... Forstår ikke... Jake's venner bryder ud i grin. "Hende?! Hun er sikkert lun på dig, Jake!" griner en af hans venner. "Skynd dig væk, før hun forhekser dig!" De flækker alle af grin. Jeg stravre et par skridt bagud. Hvad.... Nej... Da... Ikke... En jernnæve knytter sig om mine lunger og ikke en lyd slipper fra mine læber. Så lyder en blød stemme pludselig over deres latter: "Hvis du har så meget imod bogmærket kan jeg godt tage det." Jake og hans venner stopper med at grine og er lettere uforstående. Den bløde stemme fortsætter, men den kommer fra den anden ende af lokalet og jeg kan ikke se hvem det er. "Det lader til at du ikke kan bruge det så lad mig tage det. Ser du..." hans tonefald skifter og lyder nu farligt... Nærmest uhyggeligt. "Jeg har det, med at tage imod folks følelser." Bogmærket ligger åbenbart fordi personen kommer hen og samler det op og går ud af lokalet. Han åbner døren og står ansigt til ansigt mig. Som forudsagt. Jin. Jeg er stadig i en form for chok tilstand. men Jin lader til at være endnu mere chokeret over at jeg står der. Hans ansigt bliver så glat og viser ikke noget. Jeg vender mig lidt væk fra hma og går et par skridt ned af den mennesketomme gang. Jeg stopper op da Jin følger mig. Ingen tårer er at spore... Jeg stirre bare ud i luften. Jin ser på mig lidt og løfter så en hånd og klapper mig på hovedet. Snap. Så er jeg tilbage. Jeg retter hovedet op, med et ryk og nærmest kaster mig tilbage. Før jeg ved af det er jeg vred. "Du har ondt af mig har du ikke? Jeg er ikke ked af det ,så drop det! Jeg har ikke brug for medlidenhed!" Jeg vender mig skarpt og løber væk. Mine ben bærer mig hen af gangen og mit hjerte hamre straks. Av! Jeg ligger hånden på hjertet. Av... Jeg kniber øjnene i. Nej... Ingen tårer. Jeg løber hele vejen hjem. Uden at stoppe. Toget er ligemeget. Tasken er ligemeget. Jeg ender foran mit hus, med sved løbende ned af mit ansigt og mit hjerte hamrende smertefuldt. Meget smertefuldt. Jeg stønner og puster og da jeg retter hovedet op ser jeg... "Eri..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...