Cruel Tenderness

"Der er ikke noget i vejen med mig... Det er jeg sikker på..."
Erina har lige fået konstanteret Skitzofreni. Men er det virkelig det hun har? Er stemmen i hendes hoved noget helt andet?
Det finder hun ud af da hun møder nogle med det nøjagtig samme problem som hende.
Og sammen tager de ud på en rejse for at rette fortidens fejltegelser op.

3Likes
0Kommentarer
676Visninger
AA

1. Skindet bedrager

Jeg er en håbløs drømmer. Jeg er bange for mørke, er en person der betragter glasset som halvt fyldt og hver eneste aften inden jeg skal i seng, ønsker jeg et ønske. Hvis nogen kom gående og passerede mig på gaden ville det nok være den sidste personlighed der faldt dem ind. Jeg hedder Erina, er 16 år og ligner en emo. Mit lange sorte sjaskede hår, kridhvide hud og grønlige øjne, for mig til at ligne den største emo i verdens historien. Hvilket forsager frygt og afsky fra mine klassekammerater, foragelse fra passerende folk på gaden og mine forældre er fuldstændig ligeglade. Men jeg må bevæge mig fremad og ikke kigge på alt det lort der er i mit liv. Det er ikke fordi jeg er optimist. Livet er bare for kort og urimeligt til at se negativt på ting. Jeg lytter heller ikke til hård og trist rock, eller udfører hekse ritualer. Jeg ser tøsefilm, elsker cookiedogh is og månen betager mig. Sådan er jeg. Jeg elsker romantik og og jeg måtte bruge 2 tissue-pakker til første gang jeg så Titanic. Ked af at skuffe folk... Men det er sådan den åh, så skræmmende emo-pige er. Lægerne har lige påstået at jeg har skizofreni  Selvfølgelig passer det slet ikke. Jeg hører bare en stemme i mit hoved til tider. Jeg har sådan set intet imod hende. Hun er måske lidt tragisk og egoistisk... Og den gemte emo i mig. Men det er ikke mig. Det er jeg sikker på. Hver eneste aften når jeg har ønsket til månen og har krummet mig sammen i min grønne pyjamas, og kniber øjnene i... Skal jeg finde noget at se frem til, den næste dag. For det meste er det at tage mig af mine lillebror Jun. Han er mit alt... Sammen med en anden... Jake. Han er en udveklingsstudent, fra USA, som er på besøg i vores highschool. Og min første forelskelse. Dog er der ét problem: Hver eneste gang jeg går hen for at snakke med ham, flygter han i halsbrækkende fart væk. Jeg sukker og lukker min kedelige bog i. Hvad er det også at give på ens fødseldag?! En geografi bog. det må være rekorden for lamme gaver fra mine forældre. I det mindste har jeg, min dejlige gave fra Jun. Jeg knuger den store bamse, der forstiller en enorm, hund ind mig. Jeg smiler ind i det bløse stof. Jun, er så sød når han syr og laver mad... Jeg smider mig på sengen. Gid der kunne ske noget interessant og ikke bare den samme normale kedelige dag. Jeg lukker mine øjne og venter på at søvnen tar' mig før jeg tænker på det uhyggelige mørke udenfor. "Det gør ondt, så ondt at blive forladt alene... Så ondt så ondt..."  Jeg gør som sædvandelig og slår mig selv på hovedet, når jeg vil have hende til at stoppe. "hold mund! Jeg oorker dig ikke lige nu..." Stemmen stopper og jeg opgiver at sove, skønt klokken er halv 12. Jeg åbner døren til min altan og træder derud på barer fødder. De kolde fliser giver mig gåsehud. Jeg kigger lidt på månen og prøver at ignorere min  frygt for mørket. Så ser jeg nogen komme gående. Jeg kniber øjnene i for at se igennem mørket og ser at det er en drengeskikkelse. Jeg svinger benene over gelænderet, og sætter mig på kanten af altanen. Drengen går videre og har tydeligvis ikke lagt mærke til mig. Jeg åbner munden. "hvad laver du?" Drengen retter hovedet op med et sæt og ser forskrækket op på mig. Jeg smiler lidt. Bare en lille trækning i mundvigen. Drengen sukker og jeg ligger mærke at han har mørkerødt hår, som ikke ser ud som om det er farvet. Jeg lægger hovedet lidt på skrå og har lyst til at drille da han ikke svare. "Er du kommet for at hente mig?" Drengen ser forvirret ud og jeg smiler et skævt smil. Jeg vipper fødderne op og ned og spidser læberne for sjov. "Ja for du må jo være prinsen på den hvide hest som er kommet for at hente mig, fra denne frygtelige verden... Ellers ser jeg ingen grund for en dreng at luske rundt i et privat villakvarter klokken kvart i 12 om natten."  Drengen stirre... Åh gud hvor jeg nyder at drille nogen. Lade mine irritationer gå ud over nogen som ikke har en forbindelse med mine forældre og vil sladre... Ligesom alle andre. Drengen lader til at komme til sig selv og kommer hen til mig... Eller hen til altanen.Han holder en krøllet papirlap i hånden og kigger på den... "Er du Erina Stratford og bor du her?" Min drillende maske svinder og jeg svinger benene væk og lader fødderne dumpe ned på marmor, gulvet igen. Koldt eller ej... Mit hår blæser i vinden og jeg træder lidt tilbage til jeg kommer hen i rækkevidde til min alarmknap... Det sker til tider at der kommer kidnappere og tyve hen til huset... De plejer bare at være ældre end 18 år... Han ser bestemt ikke ældre ud endnu... Hvis han overhovedet er 18... Dog er det bedst at være på den sikre side. Min stemme er ikke det mindste bange da jeg taler; Jeg har lært at de kan lugte frygt, så det gælder om at være af stål. "Jeg kan tilkalde vagter når som helst. Du gør klogt i ikke at prøve på noget..." Drengen går straks i panik og tager begge hænder over hovedet i overgivelse... "Nej,nej! Jeg er ikke indbrudstyv! Jeg... Eh... Hvordan skal jeg sige det her... Har... har du skizofreni?" straks splintres min kolde maske og jeg knytter næverne hårdt så mine negle borer sig ind i mine hænder...Mine øjne spærre sig op i overaskelse og vrede. "Det har absolut ikke noget med dig at gøre!" raser jeg og skubber noget af håret om bag øret så jeg bedre kan nedstirre fyren... Han er ikke så lidt fræk at stalke vores hus, og nu vil han også blande sig i mit hoved. Igen lader drengen til at gå i panik. "Nej,nej,nej! Øh... Det jeg mente var at lægerne siger, det men... Det ikke passer... Fordi... Det er en stemme i dit hoved som... Klager sig... Og ber om hjælp..." Jeg stopper straks op... Mine øjne søger efter ham i mørket... Kan det være rigtigt? Jeg hopper let og elegant op på altanens gelænder og kigger ned på ham. "Og hvis det er sandt?" drengen ser at han fik min opmærksomhed og virker begejstret... Eller måske nærmere lettet. "Jeg har det samme." Jeg spærre øjnene op... Mine øjne lyser op. "Ja, jeg....!" Der høres en banken bagfra og jeg stivner. "Erina? Er du stadig vågen?" Jeg vender hovedet med et sæt og råber lettere panisk: "Ja, jeg er! Kommer lige om to, Jun!" jeg vender mig mod drengen og hvisler: "Kom her imorgen klokken 3... Sørg for at du ikke virker mistænkelig så bliver du smidt ud..." Jeg hører at Jun banker på igen og jeg hvisker til sidst ophidset inden jeg hopper ned: "Du har bare at være her, med en god forklaring!" Og så hopper jeg ned igen og lukker altandøren... Da jeg åbner døren og står ansigt til ansigt, med Jun kan jeg mærke at mit hjerte hamre... En ligesom mig... En som kan bevise at der ikke er noget i vejen med mig... Jun rynker panden da jeg nok stener lidt. "Rina er du okay?" Jeg ryster mig ud af min lille trance og nikker. "Ja jeg har det fint Jun, tak. Hvad ville du?" Jun rækker en bakke frem, med to kopper te og rødmer let. "Jeg tænkte at du ville have svært ved at falde i søvn så jeg lavede kamille te... Og... Jeg tænkte at... Vi..." Jeg smiler og omfavner min dejlige bror. "Arh, Jun du er bare så nuttet!" Jun rødmer endnu mere og prøver at gøre sig fri af mit greb. "H-hey Rina, jeg taber teen!" Vi sætter os in på min seng og drikker te og snakker. Jeg elsker virkelig Jun. Han var den person jeg så Titanic, med og han græd ligeså meget som mig. Han virker måske en smule piget og svag men jeg ved at han en dag vil blive en rigtig mand, som kan klare alting selv. Han er altid så omsorgsfuld og kender mig alt for godt. Da vores te er drukket smutter Jun ind og henter sin egen dyne og så sover vi begge i min seng. Det er godt at jeg har Jun. Fordi så behøver jeg ingen bedste venninde eller kærste. Dog ville det være rart hvis Jake ville tale til mig... Og jeg snart finder ud af hvad der virkelig er i vejen med mit hoved...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...