Snærildparken

Hele livet har jeg boet samme åndsforladte sted, men er alt det man kommer fra, ikke åndsforladt, ifølge en selv? Vil man ikke, hvis man tænker sig om kunne finde en million ting, der alligevel gør, at det ikke er åndsforladt? Nu sælger min mor huset det lille rækkehus og jeg tænker tilbage. *Dette er et one-shot*

2Likes
2Kommentarer
433Visninger
AA

2. En kold aften

 

”Can we stop this for a minute? You know, I can tell that your heart isn’t in it… You found me, you found me. Lying on the floor. Surround me, surround me. While you have to wait. Where were you? Where were you…” Jeg holdt inde. Vent lige! tænkte jeg for mig selv. Det er ikke samme sang. Jeg lod blikket glide over vasketøjet, for at se hvor det jeg ledte efter var, mens jeg begyndte på en helt tredje sang.

En lyd fik mig straks, til at holde mund og kigge op. Der var intet i den kolde vinteraften. Kun min stemme rungede ud i grusgraven. Hvis naboerne hørte mig, måtte det ikke være noget nyt, da de havde hørt på mig, siden jeg som 3årige skreg Love me do med Beatles ud over stedet og ikke selvfed eller noget, men jeg har en helt ok stemme. Jeg strammede badekåben om mig selv og opgav, at finde det, til fordel for at stå og kiggede ud over Snærildparken. 

To flænger af røde rækkehuse i to etager, der står vinkelret på hinanden, en kæmpe græsplæne imellem, omringet af skoven og dens store træer, der tårner sig op, på min venstre side, Snærildvej lige på den anden side af den anden flænge af hus. En gang i mellem kunne man høre en bil komme susende.

Jeg lænede mig op af altanens rækværk og snøftede. Her var jeg altså vokset op. Jeg har boet i denne gamle grusgrav, i udkanten af samme lille provinsby hele mit liv, tænkte jeg.

Naboens dreng kom trillende på hans cykel og lyden af lågen der åbnedes og smækkes i lød. I Snærildparken bor der kun pensionister og singlemødre, eller folk der er begge dele, hvis man altså ser bort fra drukkenbolten og hans fede kone, som heller ikke er helt unge i 41f. De har den her møghund, der elsker at skræmme livet af mig. Grunden til at jeg hader hunde.

Angående det gav Smilla, den enlige mor i huset ved siden af’s hund, pludselig lyd fra sig og skræmte næsten livet af mig. ”Hold kæft Smilla,” sagde jeg, men skulle nødigt snakke, for i samme sekund kom vores egen kat traskende, med sin hængemave blævrende fra side til side og mjavede højt, da den så mig. ”Også dig kat,” himlede jeg og følte mig dum over at snakke med dem.

Elna fra 41e kom lille så stille traskende med en cigaret i hånden og et stort grin over min lille samtale. ”Du burde da ikke stå der!” sagde hun og fortsatte videre ind til vores nabo på den anden side, som snart ikke hed andet end Søde-Nabo-Finn og hans kone Edith.

Da min far og mor blev skilt, tog far værkstøjskassen med sig. Ikke fordi han kunne bruge den til noget, da min far er indbegrebet af en person, der har det svært med værktøj, men det havde altså stillet min mor uden værktøj og da Finn er tidligere håndværker, begyndte min mor altid og rende og låne værktøj af ham. Da hun så begyndte, at se Ole og fik ham til at tage sig af den slags ting og blev ved med at få svaret: ”Jeg kan spørge min søde nabo Finn.”

Jeg lyttede efter og kunne ganske rigtigt høre lyden af et dårligt stemt klaver fra deres hus. Edith er organist, men på trods af det, har de aldrig fået deres klaver stemt ordentligt. Jeg er ikke den eneste der bringer musik til stedet, tænkte jeg med et grin, selvom det nok mest var mig, der rendte rundt med en tværfløjte udenfor og øvede mig på at spille udenad om sommeren.

Jeg kiggede efter Elna. Hjemme hos mig joker vi tit med hende, på en kærlig måde, da hun er en af Oles bedste venner. Hun er kæderyger, prøver at gå på efterløn, men kan ikke få sig selv til det helt, begrebet af en negativ anlagt person og så var hun gode venner med Kirsten.

En mærkelig følelse løber gennem mig ved det navn. Kirsten var en af vores naboer, som dog flyttede for en del år siden. For mig var Kirsten næsten som en tredje bedstemor. Da jeg var lille, brugte jeg de varme solrige dage i hendes lille går have, hvor vi snakkede, lavede påklædningsdukker og hun fortalte mig historier. Det var som om hun altid havde tid. Min søster, en lille hidsigprop, benyttede sig også gerne af hende. Hun var ikke mere end 3-4 og blevet stikhamrende tosset på min mor og var stukket af. Min mor kunne ikke finde hende og blev helt bekymret, da jeg gik over til Kirsten og fandt den lille der, med en sodavand i hånden.Sådan havde det været lige indtil Kirsten flyttede til København. Hun blev ved med at sende os, de sødeste små gaver og vi holdte lidt kontakt, til vi mistede den.

Men til min konfirmation for snart 2 år siden, havde hun været med og vi havde fået kontakt igen. ”Vi skal ned til Kirsten i Middelfart på et tidspunkt, når hun har været igennem noget behandling,” havde min mor fortalt, da alle gæsterne var gået. Jeg skjulte det chok, jeg fik, da jeg hørte ordet behandling og spurgte ikke ind til, hvad det var for. Det gik snart op for mig, at det var kræft. Vi besøgte hende i februar, hvor hun virkede til at have det godt og havde planer for sommeren.

Alligevel husker jeg tydeligt, den aften hvor jeg havde brugt 5 dage i en mørk sal, på at sætte en stor musical op med skolen, havde et elendigt selvværd og lå og tudede i min seng. ”Jeg ved godt, det er et dårligt tidspunkt,” havde mor sagt og kysset mig i panden. ”Men Kirsten er død. Jeg tager til hendes begravelse i næste uge og du må selv bestemme om du vil med.” Jeg var taget med, men havde følt mig meget malplaceret og udenforstående, indtil vi skulle hjem, hvor jeg havde sagt farvel til hendes svigerdatter. ”Du er Em?” havde hun spurgt. Jeg havde bare nikket. ”Jeg fik slet ikke snakket med dig,” sagde hun beklagende. ”Men jeg ved, at du betød meget for Kirsten og det synes jeg bare lige du skal vide.” Jeg græder aldrig, men lige der havde jeg været lige ved at tude. 

”Start it all over again,” lød min egen stemme igen. Jeg måtte indrømme, at jeg frøs, men jeg havde ikke lyst til at gå ind. Lige nu ville jeg bare huske alt, hvad jeg kunne om stedet her, for det var værd at huske. Det havde været godt, at vokse op her.

Da jeg var lille, boede der en dreng på et år ældre inde ved siden af. Sammen med den yngste pige af parret fra 41f havde vi leget skjul på bondemandens mark, mens kornet stod højt og var blevet jaget væk af politimanden, der holdt øje med os, klatret i træer og på skrænten, slået telt op på græsset og leget med dukker i det. Vi havde opfundet vores helt egen verden i skoven. Men så blev hun teenager, han flyttede og jeg blev tilbage.

Jeg byggede videre på ideen om et minisamfund i skoven, da jeg var omkring 12. Jeg byggede huler og fandt på ideen med at hænge et reb ned af skrænten, så man kunne bruge det til at komme op og ned. Det er sjovt, at se børn løbe op og ned af skrænten ved hjælp af det reb, den dag i dag. Ja, at skoven ligger lige udenfor døren, har været en god del af min opvækst og er grunden til at folk den dag i dag, kalder mig naturmenneske. Min familie vil dog være uenige om den påstand. Mener jeg bruger for meget tid på at sidde og skrive.

Men jeg kommer der stadig tit. På dage med hovedpine, eller hvor jeg bare har brug for luftforandring, kan man finde mig siddende 4 meter oppe i et bestemt træ og læse eller med min skriveblok. Eller også kan det være, at jeg går tur, hvilket jeg elsker. Når man kommer ordentligt ind i den, er det som at befinde sig midt i den første Hunger Games arena, hvis man går væk fra stierne. Larmer man for meget, forsvinder dyrene før man når at se dem, men går man lige så stille, kan man være heldig, at se et rådyr eller en hare springe af sted, eller en fasan der går og prikker i jorden. Jeg er ikke bange for at fare vild, for så stor er skoven heller ikke. Det virkede den dog, da jeg var yngre.

Jeg var engang ude, at lede efter den katten, da den var væk længere end den plejede. Jeg var så optaget, af at finde den, at jeg ikke så, hvor jeg gik. Pludseligt anede jeg ikke, hvor jeg var. I det mindste har jeg en god retningssans og vidste, hvilken retning jeg skulle, så jeg vadede bare gennem skoven, gennem et krat, over et vandløb og klatrede over hegnet til en juletræsmark, som jeg fulgte kanten af og fik mig op til en anden mark, som jeg kendte og vupti! Så stod jeg ved byskiltet på Snærildvej og måtte vandre de 100 meter ned af vejen med rifter og brændenældemærker, våde sko og mudder om benene. Det fik opmærksomhed, fra naboerne.

Selvfølgeligt gjorde det det. Jeg kender ikke et sted, som i Snærildparken, hvor sladder går så hurtigt fra nabo til nabo. Da jeg blev født måtte min mor to gange på hospitalet, fordi hun var bange for at der var noget galt med mig og det vidste alle bare. 

Eller her i sommers, da jeg sidste nat før skolen startede sov ude på græsplænen under åben himmel. Hvorfor jeg gjorde, det kan jeg ikke svare på, men jeg kan fortælle, at der dagene efter gik de vildeste rygter. Nogle sagde, at der havde været en vagabond og sovet på græsset, senere blev jeg til en konevoldsramt kvinde eller en stiknarkoman og folk var skræmt for vid og sans. Elna godtede sig og fortalte begejstret, at nu skete der endeligt noget i Snærildparken, før han fortalte, at det bare havde været mig, der ikke kunne holde ud at sove inde. I vores hus fik vi en god latter over de rygter. Specielt fordi jeg er det mest rolige menneske på denne jord. Jeg grinte lidt ved tanken.

”Har du lyst til bihulebetændelse?” lød min søsters stemme skarpt og drillende og det gik op for mig, hvor meget jeg frøs. Jeg rystede på hovedet og gik ind igen. ”Jeg faldt bare i staver,” sagde jeg. ”Drømmer,” sagde hun, som om det var noget klamt. ”Folk der falder i staver.” Hun gøs. ”Jeg tænkte, bare på at vi måske ikke bor her så meget længere,” sagde jeg. ”Og alt det vi har oplevet, mens vi boede her.” Hun satte sig ned på mors seng og blev helt fjern. ”Se, fortiden kan få enhver til at drømme,” grinte jeg.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...