Vejen lang og ukendt

Et af de længere digte, fanget i mørket under lygtepælene som rejsen drev mig afsted, seende forbipasserende krydse og forlade den sparsomt belyste vej.

0Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

1. Vejen lang og ukendt

Vejen lang og ukendt,
er mig inderligt kær,
vækker smil og grin,
påkalder gamle minder,
føder melankoli og sorg over tabte år,
levede og kommende.

Langs vejen kommer folk,
tiltrækkes som fluer om et kadaver,
en festbanket,
men betræder den alle kun kort,
viger fra udsigten til den evige vandring,
frygter lampernes afsløringer,
på rejsen til det uudforskede.

Det ukendte.

Skyggerne rolige,
forudsigelige,
er alle gamle kendinge,
trofaste følgesvende,
som i det lange løb holder en til vejen,
trøster og hjælper efter det fordærvede lys,
kommende fra det overvældende antal skæve gadelygter,
stående med alt for korte mellemrum.

Milene tælles ikke længere,
befrielsen for nært ved,
vejen evig som rejsen,
men udholdenheden svigtende.

Målet er snart nået,
uden andet end symbolsk betydning,
er det mig egentligt ligegyldigt,
men rejsen,
de åbne vider,
er rejst og oplevede,
med dem ensomheden og tomrummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...