1. Verdenskrig

Felix:
Hej, jeg hedder Felix, jeg seks år gammel, og lever sammen med min far, og min storebror peter, nogen gange bliver jeg hevet ud i et beskyttelses rum, og min storebror er væk flere timer om dagen, jeg ved ikke hvad der sker, og jeg kan ikke lide det.

Peter:
Hej, jeg hedder Peter, jeg er 15 år, min far er med i krigen, så jeg bliver nød til at passe på min lillebror, han er ikke gammel nok til at vide hvad der sker, og jeg kan ikke forklare ham det, jeg kan ikke selv klare det hele, jeg er bange.

1Likes
6Kommentarer
428Visninger
AA

4. Peter

 

 Peter:

Jeg trådte en af døren, og så felix stå med et brev i hånden, "felix", han faldt og jeg løb hen til ham, Felix jeg ruskede i ham, men han svarede ikke, jeg kiggede på brevet og læste det.

Kære familien Hansen.

Vi har en sørgelig meddelelse at måtte bringe, mads, altså jeres far, er blevet væk under en slagkamp, og vi tror dsv, han er død, i vil høre mere fra os hvis vi finder ham.
M.V.H. Forsvars ministeriet.

Jeg kunne ikke fatte det, skulle jeg så være alene med Felix for altid, jeg tabte brevet, og løftede Felix op. "Felix, vågn op" jeg ruskede i ham "det skal nok gå, vi skal nok kla.." min stemme knækkede, og for første gang i lang tid, mærkede jeg en tåre trille ned over min kind. Jeg løftede Felix helt op og bar ham en i sengen og puttede ham, og gik ud af hans værelse.
  

Jeg satte mig i sofaen, og tog brevet, jeg læste det i gennem flere gange, vi tror dsv han er død, jeg kunne næsten ikke få vejret. Jeg lukkede øjnene, og tænkte alting igennem, og alting overvældede mig, jeg havde får meget rod i mit eget liv, jeg kunne ikke også klare Felix. Hvad skulle jeg gøre jeg var helt alene med ham nu da far var væk, og mor.
  

Jeg satte mig ned og skrev et brev.

Far, jeg ved du er der ude et sted, jeg er sikker på du aldrig bare sådan lige ville død fra mig og Felix. Men jeg kan ikke klare det her mere, og jeg tror jeg er nød til at sende Felix hen til en anden familie, jeg ved godt jeg lovede altid at ville være der for ham, men jeg kan ikke mere nu, jeg har for meget rod i mit liv, til at kunne passe på Felix, jeg kan dårligt nok passe mig selv, jeg ved du ved at jeg altid vil elske dig og Felix, og jeg er sikker på du også elsker os.
Ses far.

Jeg lagde pennen på bordet, og tog brevet i hånden, jeg rejste mig op og gik udenfor, ”GUD HVIS DU FINDES SÅ SØRG FOR AT BREVET HAVNER HOS MIN FAR, OG SØRG FOR ALTID AT PASSE PÅ FELIX” Jeg gav slip på brevet og faldt sammen, jeg krympede mig helt sammen som da man var lille, og gav mig til at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...