1. Verdenskrig

Felix:
Hej, jeg hedder Felix, jeg seks år gammel, og lever sammen med min far, og min storebror peter, nogen gange bliver jeg hevet ud i et beskyttelses rum, og min storebror er væk flere timer om dagen, jeg ved ikke hvad der sker, og jeg kan ikke lide det.

Peter:
Hej, jeg hedder Peter, jeg er 15 år, min far er med i krigen, så jeg bliver nød til at passe på min lillebror, han er ikke gammel nok til at vide hvad der sker, og jeg kan ikke forklare ham det, jeg kan ikke selv klare det hele, jeg er bange.

1Likes
6Kommentarer
421Visninger
AA

1. Felix

Felix:

 

Felix:
Jeg styrtede ud af mit værelse og tabte billedet af far, jeg kiggede hurtigt på det indtil jeg mærkede en der rev i min arm ”slip mig” råbte jeg med gråd i stemmen, men jeg blev stadigvæk hevet med.
  

jeg kiggede på min arm, og så en hånd, jeg kiggede op langs armen der tilhørte hånden, jeg nåede skulderen og fortsatte op til ansigtet, hans tyndelæber var helt stramme, og han smilte ikke hans næse bøjede let op ad, og hans kindben var tydelige, hans øjne var fyldt med tåre men han græd ikke, jeg kunne se fortvivlelse i hans øjne.

   Han tog i håndtaget af døren, og det gav et ryk i mig så jeg nærmest snublede, men jeg nåede og rette mig op igen, jeg blev hevet med over gårdspladsen ned mod beskyttelsesrummet, jeg var forvirret hvad skulle vi der, og hvorfor var farer har ikke mere han havde efterhånden været væk længe.

   jeg kunne mærke mine øjne fyldtes med tårer, jeg kiggede på hans ansigt igen og så en i et par blå øjne, jeg håbbede at finde tryghed, frygtløshed, og ro, men det gjorde jeg ikke, jeg så en i fortvivlelse, og et par bange øjne. Jeg begyndte at græde, jeg kiggede ned på mine klodsede før som slæbte hen over småstenene, og kiggede op igen, og nåede lige at opfange han åbnede døren til beskyttelsesrummet.

   Jeg blev hevet med en og båret over på en seng, jeg lagde mig ned og klamrerede mig til puden, mens jeg vuggede lidt fra side til side, jeg hørte et brag, og satte mig forskrækket op, jeg begyndte at græde mere, jeg så en skikkelse gå hen ved siden af mig og sætte sig ned, jeg mærkede en hånd på min skulder, og det beroligede mig jeg puttede mig ind til ham, og faldt langsomt i søvn.

                                                                          ***

Jeg vågnede og kiggede rundt i værelset, jeg var ikke i beskyttelsesrummet mere men lå i min dejlige bløde seng med et blødt tæppe over mig, hade det hele bare været en drøm? Nej, det var virkeligt, det føltes så virkeligt, jeg rejste mig op og trådte ned på et koldt trægulv, jeg havde bare tær, jeg løb ud i køkkenet ”FAR” jeg kiggede rundt i køkkenet, ”far er du her”, jeg fik intet svar og det eneste jeg kunne se var Peter, han sad bare og kiggede på mig, og skar en grimase ”så var det ikke en drøm” hviskede jeg for mig selv, jeg begyndte igen at græde ”kommer farer nogen sinde tilbage” sagde jeg lavt men højt nok til jeg fik et svar, ”jeg er sikker på han kommer tilbage” sagde en dyb stemme.

   Jeg løb over til Peter og puttede mig en til hans kolde krop, jeg kunne mærke ham klemme lidt om mig, mens han løftede mig op og sidde på sit skød, han vuggede mig stille. Jeg kiggede op på ham og han smilte beroligende til mig ”jeg savner far” han nikkede stile ”det ved jeg” sagde han stille mens han nussede mig i håret og tørrede en tåre af min kind, ”det ved jeg”.

   Jeg kiggede på ham, og smilte svagt, ”jeg elsker dig storebror”, jeg smilte ”jeg elsker også dig, men nu må jeg gå ” han løftede mig ned på gulvet og gik, jeg stod bare der og kiggede på han gik ud af døren, jeg frøs, jeg gik en på mit værelse og fandt noget tøj og tog på, jeg gjorde ikke noget ved mit hår, det gjorde jeg aldrig, men da morer levede satte hun altid mit hår helt til siden, slik hår kaldte farer det, jeg savnede far, jeg fik helt ondt i maven af at tænke på ham, jeg viste ikke helt hvor han var, men Peter sagde han var en helt, og han skulde ud at rede landet, fra hvad viste jeg ikke.

   Jeg kedede mig, det gjorde jeg altid når Peter gik, og han var altid langtid af gangen, jeg kiggede på kl. jeg havde ikke helt lært den endnu, men den var vist halv 10, jeg gik udenfor, og hen til hønsene, jeg kunne altid få flere timer til at gå sammen med de skøre fulge der gokkede hele tiden, jeg gik hen mod hønse huset og så fire små gule pels klumpe, ØV tænkte jeg for mig selv, så lader hønerne mig aldrig komme en til dem, jeg sparkede til en lille sten, og gik indenfor igen.

   Hvad skulle jeg så lave? Jeg tog et stykke papir og en blyant, og begyndte at tegne mig der holdte far i hånden, hvorfor tænkte jeg hele tiden på far, og hvorfor er han hele tiden væk, jeg var færdig og kiggede på kl. den var halv 12. Jeg sukkede og hoppede ned fra stolen, og begyndte at lave kaffe til når Peter gik hjem, og så begyndte jeg at rydde lidt op.

                                                                 ***

Jeg gabte og kiggede på kl. igen halv 3, jeg kunne ikke lide det han havde været væk længe, han plejede aldrig at være væk så længe, jeg gik over til telefonen, og ringede, jeg ventede til jeg hørte damen i den anden ende af røret, ”Hvad kan jeg gøre fra dig” jeg sank en klump ”jo jeg vil godt ringe til politiet” sagde jeg, ”Politiet hvor gammel er du” det var det jeg håbede på hun ikke spurgte om, jeg sank endnu en klump, ”mhh seks ” sagde jeg, ”Min storebror er væk” skyndte jeg mig hurtigt at tilføje ”Jamen ok så omstiller jeg dig” Puha tænkte jeg og tørrede panden med håndfladen ”hej du har ringet til politiet”, ”hej” sagde jeg og prøvede at gøre min stemme dyb ”Min storebror har været længere tid væk en han plejer” ”aha, og hvor gammel er du”, ”seks” sagde jeg langsom mens jeg prøvede at gøre men stemme dyb og voksen, ”og hvad er dit navn” ”Felix” jeg bed mig i underlæben og ventede spændt ”ved du hvad Felix, jeg er sikker på din storebror kommer hjem” og så lagde manden på, jeg lagre røret og kiggede lige ud i luften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...