Like Art (One shot)

Thalia er 16, og virker ikke normal. Hun virker en smule kold og ligeglad, med skæv humor og hendes evner indefor kunst. Udover det er hun meget svær at komme ind på. Det er fordi, hun føler ingen forstå hende. For hende er ligegyldighed nemmere. Hun føler sig fri og sig selv, når hun maler eller andre former for kunst. Dog når det gælder følser, er maling mod et lærred, den nemmste udvej. Hvor andre bruger ord, har hun stort altid brugt en pensel. Hun ser kunst, og elsker Picasso. Alle hans skævheder. Thalia er ikke lykkelig, og mener der er et eller andet galt med hendes liv. Der mangler et eller andet. Hun får en helt tilfældig dag, ideen om det perfete kunstværk. På billedet skal, der være det perfekte menneske. Der er bare et problem. Findes det perfekte menneske?

Dette er mit bidrag til Besat- konkurrencen. Læsning er selvfølgelig på eget ansvar.

0Likes
1Kommentarer
518Visninger
AA

2. Art is all

Thalias synsvinkel:

Jeg så på rækkerne med de vildledende malerier. Stakke med tegninger, som kun giver mening, hvis du fanger budskabet. De hånede mig, men jeg kunne ikke hade dem. De er min sjæl og gave. Hele mit sind kan læses i dem. Det er den eneste ting, som har holdt mig nogenlunde i live de sidste mange uger. Jeg bliver nødt til at gennemføre. Men der er en ting, der overgår alt. Mit mesterværk. Den tomme og sørgende dreng ved graven. Men ingen har nogensinde set noget af alt det her. Men det kommer de til, de ved det bare ikke.

Dråberne løber ned af ruden. Systematisk og et mønster, som ikke kan brydes. Det fortsætter bare. Ingen stiller spørgsmålstegn. Sådan er det bare, og sådan vil det altid være. Mønsteret er perfekt. Noget jeg ønsker at finde hos et menneske. Tro mig, jeg har prøvet. Jeg har brugt uger på det. Gået timelange ture i centre, biografer og butikker, som jeg ikke i min vildeste fantasi ville så mege,t som overvejet at være trådt ind i normalt. Jeg hader kopier. Du ved, de mennesker som ønsker at være som en rockstjerne, der allerede eksistere. Altså kopiere dem. Hvad er pointen lige i den påstand?

Jeg bryder mig ikke om mennesker generelt. De er ikke perfekte, og hvis man giver sin tillid til nogen, ender de bare med at skuffe en. Hvordan, det er endt sådan, ved jeg ikke helt, men jeg hader det. Det er umuligt at åbne op. Følelser hører ikke hjemme hos andre end en selv. Af den grund har jeg ingen venner. Ingen kender mit rigtige jeg. Men det er på en måde nemmere, selvom det til tider kan være ret ensomt. En anden grund er at jeg ikke behøver andre accept, jeg ønsker at være unik. Min egen personlige holdning betyder mest, så derfor bliver jeg ofte beskrevet som kold og egoistisk.

Mine forældre tænker kun på penge. Hele min opvækst har jeg slået alene. Kunst blev min eneste udvej, men jeg prøvede også andre ting. Guitaren, som faktisk hjælper nogen gange. Men at cutte eller nogen form for selvskade, ville bare ikke hjælpe. Det ville være nemmere at udholde mig selv, hvis det gjorde. Jeg fortjener smerten, men det nytter ikke. Den største smerte er alt, hvad jeg har tilbage.

En anden ting jeg har prøvet, er at lede hos ti-tolv modelbureauer. Modellerne skulle jo gerne være perfekte. Men det er de bare ikke. De har ikke det unikke fantastiske ydre jeg leder efter. Ingen har. Ideen er magtfuld i mit sind. Jeg tænker på den konstant. Den er som et stof for mig. Jeg kan ikke stoppe, jeg bliver nødt til at gøre det har. Det kan ende galt, men jeg ville ikke tøve, hvis jeg fik chancen for at vise verden hvad den gør forkert. Lige meget konsekvensen. Verden har brug for at åbne øjnene, og se at vi bliver til en person. Kreativiteten forsvinder langsomt, og det unikke går tabt.

Spejlet på væggen viser skulderlangt slidt brunt hår, og et par lidt for store kraftige brune, nærmest sorte øjnene. De skinner nærmest af vrede, og de smalle læber snøret sammen. Et lille hånligt smil berører dem let, men forsvinder hurtigt igen. Kun et simpelt træk har nogen som helst betydning. En rund skønhedsplet. Ansigtet er ikke kønt, og bestemt ikke unikt nok. Skønhedspletten er det eneste som er værd at huske, resten kan være ligegyldigt. Bare et af milliarder i mængden. Det er min holdning. Den eneste vigtige, og den eneste der i virkelighed betyder noget. Andre ville måske kalde det kønt, nogen endda smukt.

I dag bruger jeg faktisk tid på mit udseende, som er bestemt ikke noget, jeg plejer at gøre. Der er jo ingen pointe i at søge andres anerkendelse, hvis man ikke ønsker eller behøver den. Den lette puder og det ikke alt for kraftige lag mascara fordeles hurtigt, samt en smule lipgloss. Mit ansigt skal jo være genkendeligt. Håret flades med små hurtige bevægelser. Det har skal bare overstås hurtigst muligt. Tøjet er helt nyt. Det er købt til den her lejlighed. Kjolen er sort, og går cirka til midt på låret. Den er tætsiddende til hoften, og ellers går den bare ud. Da vi har november, bliver et par nylonstrømper og en champagnefarvet blazer hurtigt tilføjet. Spejlbilledet er ikke unikt. Jeg væmmes helt ærligt ved det. Det er fuldstændigt normalt, men det netop min mission. At vise hvad der er galt med normalitet.

Normalt ville jeg ikke gøre så meget ud af noget som helst, ud over musik eller kunst, men i dag er anderledes, der skal ske noget mere. Jeg finder sportstasken frem. Der er alt, hvad jeg skal bruge. Baggrunden på det sammenfoldede papir er klar, kameraet, kniven og brevet jeg skrev i går. Denne beslutning er ikke sådan bare pludselig, den har været under opsejling længe. Lidt som en storm. Det var første i går jeg fandt ud af målet, men jeg er fast besluttet. I dag skal det være.

Klokken er ikke mere end seks, da jeg når skolen. Jeg går lidt rundt i de forladte og forhadte gang. Bare en sidste gang. Døren til lokale 210, bliver langsomt åbnet, og jeg går der ind med faste og underligt rolige skridt. Det første trin i min plan er simpel nok. Jeg spreder borde og stole ud til alle sider. Det store papir bliver forsigtigt udbredt på gulvet. På tavlen skriver jeg en hilsen. Ganske kort. En begrundelse for, hvad de kommer til at se. Ingen undskyldning, bare en begrundelse.

Langsomt fører jeg kniven op til håndleddet. Smerten suser igennem kroppen, og jeg fortjener det mere end nogen anden. Men den giver ingen tilgivelse, og derfor kan jeg ikke bruge den metode normalt. Men ikke i dag. I dag vil jeg væk. Jeg tænker på mine forældre, og forbander den kærlighed, de aldrig havde overskud nok til at give væk. Hverken til mig eller min tvillingebror. De havde altid noget at rette på. Aldrig kærtegn eller rosende ord. Altid hån og had. Vi måtte tage os af hinanden.

Jeg ligger mig ned, da jeg bliver en smule svimmel. Positionen er indøvet, da det skal se, så forkert ud så muligt. Ikke på en seksuel måde, men bare forkert. Mine ben er stive, og ligger en meget unaturlig stilling. Det gør ondt, men det er snart forbi. Armene er halvvejs rippet op. Blodet løber lystigt, men jeg tilføjer flere og flere små sår. De er alle sammen meget dybe. Smerten er sværd er holde ud, men jeg bliver ved.  Mit elendige forestilling af et liv skal stoppe her. Ikke i morgen, ikke  om en uge, men i dag. Jeg kan ikke løfte armene mere, og mit sorte kjole er indhyllet i blodet fra de mange cut. Tilfreds lukker jeg øjnene og venter.  Alt jeg skal gøre nu er og vente.

Daniels synsvinkel:

Jeg er tidligt på den, og jeg ville hellere end gerne være blevet i min seng. Klokken er kun halv otte, men jeg bliver nødt til det. Historieopgaven mangler stadig en hel side, og for at være ærlig gider jeg ikke flere totaller. Min mor overvejer sådan helt seriøst at sende mig på kostskole, hvis min karakter ikke forbedres en smule. Men det er også udelukkende af den grund.

Den genkendelige blå dør til klasselokalet åbner jeg med en lettere irriteret håndbevægelse, og gaber højlydt. Den er kun halv otte, men da jeg ser pigen på gulvet, vågner jeg pludselig op. Hendes navn er Thalia, og jeg har været forelsket i hende et par år nu. Hun er forbandet smuk, men hun virker kold, og på samme måde utrolig interessant. Hendes tøj virker altid tilfældigt, men på en bizar måde, klæder det hende alligevel. Jeg tror ikke, vi har udvekslet mere end et par bemærkninger, men hun får generte side frem og mit hjerteslag til at stige.

Hendes arme er nærmest flået helt op, og hun ligger i en højst unaturlig stilling. Den skarpe kniv ligger ved siden af det kunstværk af en tegning, hun er placeret oven på. Hun er klædt i en sort kjole. Jeg står fastfrosset i et par sekunder, og betragter hende bare. Men jeg finder dog min telefon frem, og  taster 1-1-2. Efter arrene at dømme, kan hun omkomme hvert øjeblik.

Jeg får hurtigt fat i alarmcentralen, og oplyser hurtigt navn og adresse og alt det der. Jeg lægger på, og presser fingerne med den overskårende pulsåre.

Thalias synsvinkel:

Jeg vågner op, og åbner langsomt min søvnige øjenlåg. Der er hvidt, og her ser meget klinisk ud. En mand i hvid kittel træder ind af døren, og smiler falsk til mig.

"Du overlevede. Som du kan se, har vi forbundet dine arme, og du har ligget på insentiv afdeling et par dage. Vi var usikre på om du ville overleve, men din krop kæmpede i mod oddsene. Du burde være klar igen om et par dage." Han smiler en smule overdrevent igen, og går derefter ud af rummet.

Forbandet. Jeg ser rundt. Min ipod ligger på bordet sammen med noget papir. Fra min seng kan man se udover byen, så vi må være højt oppe. Der ligger en skjorte og et par almindelig jeans på en stol. Langsomt tegner en ide sig i mit hoved. Stønnende rejser jeg mig fra stolen, og kommer langsomt på benene. Den hvide hospitalskjole falder på gulvet, og jeg tager skjorte og de blå jeans på. Ipod tager jeg i hånden, og bevæger mig langsomt og usikkert hen af gangene. Jeg finder et skilt, som viser vej mod taget.

Afgrunden er langt nede, men det er det jeg har brug for. Med øvede bevægelser sætter er perfect med Simpel Plan på. Den er beroligende, og passer godt på min situation. Ingen behøver mig. Alt dette for perfektion. Langsomt tager jeg et tilløb og springer. Med et smil om læberne rammer jeg jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...