Stop

Handler om en familie på fire. Moren, Dorthe, er alkoholiker, og det påvirker hendes 15- årige datter Johanne. Hun fester og drikker. Dorthes mand har givet op, håber blot at få sin gamle kone tilbage. En dag får deres nyligt myndige søn nok. Han flytter... og tager Johanne med.

0Likes
0Kommentarer
538Visninger

1. Alkohol

"MOR!"

"hvad er der?"

"Hvad laver de der i indkøbsvognen?"

"Hvilke?"

Daniel tog to flasker op af vognen. "Dem her!"

Dorthe så forvirret på ham. "Hvad er der med dem?"

Daniel rynkede irriteret panden: "De skal ikke med."

Dorthe lo. "Selvfølgelig skal de da det."

Dorthe tog flaskerne ud af hænderne på Daniel, og lagde dem tilbage i vognen. Den var allerede fyldt op. halvdelen af det var flasker og dåser med sprut. Daniel sukkede opgivende. Dorthe havde ikke lagt mærke til hans humørskift, og hvis hun havde, ville hun nok bare have troet at det blot var fordi at han endelig var blevet myndig. hans atten-års fødselsdag havde været for under tre måneder siden. De gik op til kassen. Dorthe lagde varerne op. Daniel hjalp ikke. Han lod som om han ikke kendte hende. Det var pinligt, dette her, især fordi det var anden gang på en uge de var oppe at handle. Og stadig var halvdelen af købene sprut. Hende pigen sad der igen, den samme som havde siddet der sidste gang, og sidste gang igen. hun hed Melanie. De havde gået i skole sammen lige fra begyndelsen. Han kunne lide hende, hun var den eneste fra skolen der vidste deres hemmelighed. Hun vidste det kun fordi hun altid sad ved kassen. Hun havde aldrig spurgt ind til det, og han havde synes det var akavet nok, bare at skulle snakke med hende om hverdagsting. Imens han stod og så på opslagstavlen, havde Dorthe betalt og lagt tingene i poser. Han skyndte sig at tage dem, han gik med bøjede hoved ud af butikken, han skammede sig, og ville bare hjem. Selvom han kun havde haft sit kørekort i kort tid, var det alligevel ham der satte sig bag rattet. De kørte hjem i en slags pinlig tavshed. Da han og Johanne var mindre have de kunne snakke på livet løs. Hun havde altid hentet dem i børnehave og i de mindre klasser. Hun havde altid bagt. Så når de trådte ind af døren duftede der altid. Johanne savnede det. Daniel savnede mere fællesskabet. Pludselig ændrede det hele sig bare. Hverken Daniel eller Johanne vidste hvad der var grunden. De var også ligeglade. De ville bare have deres mor tilbage.

"Skal du ikke snart have venner på besøg igen?"

"Hvad?" Daniel løsrev sig fra sine tanker.

"Venner? det er så længe siden du sidst havde nogle med hjem."

"Mor! Jeg er altså ikke 12 år længere."

"Det ved jeg søde."

"hold op med at kalde mig søde!" Han drejede hovedet. Dorthe sad med et såret udtryk i øjnene. Han tog en dyb indånding. Det var det samme som altid. Så snart nogen blev irriteret på hende begyndte hun at flæbe. Daniel vendte sin koncentration mod vejen igen. Han kunne ikke lide at hun græd. Og da slet ikke når det var hans skyld, men han nægtede at give sig. Ikke denne gang. Hun havde alligevel snart glemt alt om det. Især når hun druknede sine bekymringer så snart de trådte ind af døren. Han Parkerede, tog poserne og skyndte sig ind for hurtigere at kunne gemme sig på sit værelse. Dorthe åbnede døren og gik ind. Han fulgte lige i hælene på hende. Han satte tingene på køkkenbordet. Dorthe pakkede stille ud. Hun havde ikke travlt. Daniel gik ud. Han ville finde sin far så de kunne få sig en snak om det her. Det kunne ikke blive ved meget længere. I gangen stødte han ind i Johanne. Hun kiggede ikke på ham, skyndte sig bare videre. Daniel kiggede sig tilbage, hun var allerede forsvundet ind på sit værelse, elle sin hule som de kaldte det da de var mindre. Johanne var et rodehovede. Han bankede på døren til Brians, hans fars, kontor. "Kom ind". Han sad bag sit skrivebord og tastede løs på tastaturet. Daniel trak en stol hen til bordet og ventede til Brian var færdig med at skrive. Han kiggede op: "Hvad har du på hjerte, min dreng?" Daniel lænede sig op af ryglænet. "Hvad skriver du?"

"Bare arbejdsting, men det er nok ikke derfor at du er kommet herind. Bare sig det, det er bedre end at udskyde det til det blive pinligt."

”Mor og jeg var ude og handle.”

”Din pointe, Daniel?”

”Hun købte…”

”Du behøver ikke sige mere.” Brian klappede hidsigt bærbarens skærm ned. ”Jeg ved det udmærket.” Han rejste sig og gik over mod døren. Han åbnede den. Daniel stoppede ham i det han skulle til at gå ud. ”Det er nød til at stoppe!” Brian vendte sig om. ”Hvordan vil du stoppe det? Jeg har forsøgt i snart 4 år.”

Daniel rejste sig rasende: ”Det er ynkeligt.”

”Sådan taler du ikke om din mor!” Brian havde også hævet stemmen nu.

”Hvorfor? Far, hun er en skide alkoholiker!”

”Så det NOK!” Brian næsten skreg nu.

”Hvad sker der”? De vendte sig om. Johanne stod i døren. Hendes sort hår var vådt. Hun havde et par stramme sorte bukser på, samt en sort top og en mørkegrå, stribet, åben skjorte. Hendes negle var lange og nylakerede. Det var ikke Johanne. Hun havde egentlig lysebrunt hår. Nu havde hun farvet det sort. Hun skulle sikkert til fest igen. Sidste gang var hun kommet døddrukken hjem. Før ville Brian have råbt af hende, nu nævnte han det ikke med et ord.

Der kom ikke noget svar, så hun spurgte igen: ”Hvad sker der?”

”Ikke noget, min ven.” Det var en løgn, det vidste de alle. ”Hvor skal du hen?”

”Bare over til nogle venner.”
”Hvem?”

”Du kender dem ikke.”

”Skal du sove der?”

”Måske.”

”Okay, men hvis du ikke skal så ring først.”

”Okay.”

Hun gik sin vej. Brian gik ind i stuen. Dorthe sad og så tv. Hun havde en flaske Whisky i hånden. Han tog den fra hende. ”Hey! Daniel, kom så med den.” Han gik ud i haven. Dorthe fulgte fortabt efter. Brian så bare måbende til. ”Daniel kom med den!” Han standsede, vente sig om, han løftede armen, og smed flasken ned mod fliserne hvor den knustes i tusinder at stykker. Væsken flød ud over det hele. Dorthe gav et forskrækket hyl fra sig, og begyndte at græde. Brian var kommet ud, og lagde armene rundt om sin kone. ”Daniel, du er gået over stregen.”

”Er jeg gået over stregen? Nej, det er jeg ikke.” Han skyndte sig ind i køkkenet hvor han tog en papkasse, han tog alle de flasker han kunne finde. Han lagde dem ned i kassen og skyndte sig ud på terrassen igen. Dorthe hylede igen da han begyndte at kyle dem ned i fliserne. Mere whisky, rom,

tequila, Bourbon, snaps, gin og meget andet. Der var over 20 flakser. Han smed dem alle sammen, smadrede dem, mens Dorthe hylede op som om fanden havde taget hende. Hylene døde først hen langt tid efter at han havde smadret den sidste flaske.

”Du er alkoholiker, mor. Gør noget ved det.”

Hun reagerede ikke med andet end tårer.

”Du ødelægger dit liv. Og mit, fars og specielt Johannes.”

Brian så op fra sit arbejde med at berolige Dorthe. ”Johanne har aldrig klaget.”

”I lægger sku heller ikke mærke til en skid.”

”mine flasker.” Dorthe græd hjerteskærende. Daniel gjorder sig kold. Hun vandt altid over dem på den måde. Brian kunne heller aldrig modstå det når hun græd. Men det ville Daniel nu, hun

 ikke vinde igen. ”Dine skide flasker er hele problemet.”

”Daniel, dit sprog.”

”Du skal ikke til at opdrage mig nu. I skal få gjort noget ved det her.” Daniels hjerte bankede. ”I er blinde. Far, du ser ingenting, og du, mor, er fuldstændig ligeglad med os. I er ligeglade med at Johanne drikker sig fra sans og samling. I gider ikke hente hende når hun er bange. For helvede hun er sku da kun 15! Hun har brug for jer, men I bekymre jer kun om jeg selv.”

Brian rejste sig op. ”Nu synes jeg virkelig at du går for vidt.”

”Nej. Jeg flytter i morgen, og jeg tager Johanne med mig indtil du holdt op med at drikke.” Han farede ind igen mens han sagde: ”Det er jeres sidste chance.”

Johanne sad med panden mod ruden. De kørte. Hun vidste godt hvorfor. Da hun var kommet hjem havde Daniel fortalt at han flyttede, og hun skulle med. Hun havde pakket sine ting og skredet ud i bilen i det samme øjeblik Daniel havde vækket hende. hans valg var fornuftige nok i sig selv, men nu ville det blive svære at komme til fest. Hendes venner og kæreste ville ikke blive glade for det. Specielt ikke Søren, hendes kæreste. Han var 3 år ældre end hende. på samme alder som Daniel. Han drejede ind i en indkørelse med en gråt hus. Hun steg ud, to sine tasker og gik ind.

Det ringede på døren, Daniel åbnede, det var hans forældre. ”Hvad laver i her?” hans stemme var kold. Dorthe gemte sig lidt bag ved Brian. ”Vi er kommet for at besøge jer.”

”Kom ind.” Daniel var kort for hovedet. Han trådte hurtigt til side, og lukkede døren efter dem. De satte sig i køkkenet. Dorthe kiggede på sine hænder, mens Brian kiggede sin søn direkte i øjnene. ”Din mor er færdig med alkohol.”

Daniel forblev tavs et øjeblik: ”Jeg vil ikke høre det fra dig.” han vendte sit blik mod sin mor. ”Jeg vil høre det fra hende.”

”Jeg er færdig med alkohol.” hun sagde det med en hvisken der knap kunne høres. Hun så stadig ned i bordet. ”Højere. Og du skal ikke kigge ned i bordet.” Daniels stemme skælvede.

Hun rettede sig op: ”Jeg er færdig med alkohol.” hun så ham direkte ind i øjnene. ”Hvor er Johanne?”

”Ude. Hun kommer snart hjem.”

”hvordan går det med hende?”

”Bedre.” Daniel rejste sig og gik over til skabene i mens han forsatte. ”Her overholder hun aftalerne. Hun drikker ikke, hun passer skolen. ”han vendte sig om. ”Hun er for resten også blevet droppet af sine kæreste og sine gamle venner. Det viste sig, at hun bare forsynede dem med penge. De var ligeglade med hende.”

Brians så forvirret ud. ”Forsynede dem med penge.”

”Ja, penge hun har taget fra jer. Det gør hun heller ikke mere. Hun er blevet Johanne igen.”

De hørte latter fra entreen. Ind trådte Johanne og en lyshåret pige. Deres smil fortog sig i samme øjeblik de så Dorthe. ”Hvad laver de her?” Johanne lød nervøs. Daniel forklarede kort det hele. Johanne brød fuldstændig sammen. Den lyshårede pige knugede hende ind til sig. Dorthe spurgte forvirret hvem pigen var. ”Det her er min kæreste, Melanie.”

”hun ser bekendt ud.”

”Det var hende der sad ved kassen hver gang vi handlede.”

”Åh.”

Johanne tog sig sammen. Hun tørrede tårerne væk. Hun gav sin mor et forsigtigt og meget akavet kram. Melanie gik over til Daniel, hun smilede: ”Det ser ud til at alt alligevel ordner sig.”

Han smilede tilbage: ”Tja, det ser sådan ud.”

Johanne sad sammen med Dorthe, de hviskede. Det så ud til at alt ville vende tilbage til det gamle igen. Som dengang de var små.

 

//Maria Søderholm

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...